Send en plante, ikke en blomst

Sandie Westh vidste det med det samme, da børnelægen kom ind på stuen. Det var om eftermiddagen den 13. maj 2021. 55 minutter tidligere havde lægen løftet Vilma ud af hendes mave, nu var han tilbage, uden Vilma. Han sagde med dirrende stemme: »Sandie, jeg kunne ikke redde din datter.« Hun vidste straks, at hun ikke kunne gøre det en gang til.

Blive gravid igen, jo, det var hun nødt til. For sin egen, for sin kommende mand Mikkels skyld. Hvor uoverskueligt det end måtte virke lige på det tidspunkt.

Men hun vidste, at hun ikke ville overleve endnu en gang at skulle gemme en afgrundsdyb sorg inden i sig selv. Stampe sorgen ned, mure den inde. Det havde hun prøvet én gang.

Så der, mens hun lå på opvågningen, tilkoblet slanger og alverdens måleapparater, fiskede den dengang 34-årige radiovært og debattør Sandie Westh mobilen frem og åbnede sin Instagram-profil. Inden hun endnu havde set sit døde barn, råbte hun sin tragedie ud til verden. »Hun klarede den ikke,« skrev hun til sine 6.000 følgere. »Vilma er død.«

14 år tidligere, i 2007, var Sandie Wesths fem år ældre søster, Janni, begyndt at ændre sig over en periode. Hun græd oftere, isolerede sig. Teenage-Sandie havde studset over det, men så alligevel, der skete jo så meget. Det var først, da politiet ringede, at hendes verden gik i stå: René, Jannis respektable, velfriserede bankmand af en kæreste, havde slået hendes søster ihjel.

Dengang i 2007 blinkede de gule bjælker, journalister kimede familien ned. Men lokalsamfundet på Bornholm reagerede på drabet med ... stilhed. Ordløshed. En generel ikkehed. Selvom alle i Rønne havde kendt Janni, var der ingen, der sagde eller gjorde noget. Folk gik simpelthen over på den anden side af gaden, når Sandie eller hendes forældre kom gående.

Da 20-årige Sandie Westh kom tilbage til jobbet som pædagogmedhjælper nogle uger efter søsterens død, beordrede lederen i børnehaven, at hun skulle sige, at hun havde været på ferie. Ingen grund til at belemre forældrene med den slags. Og da Sandie bad om lov til at gå hjem, den dag Jannis mand fik udmålt sin straf, lød responsen, at hun jo kunne tage solbriller på og gå ud på legepladsen.

»Det var så gennemgribende kold en oplevelse at miste min søster. Jeg følte så mange ting på en gang. Men ingen i mit netværk gav mig rum til at placere eller spejle alle de følelser,« siger Sandie Westh.

I stedet spejlede hun selv den reaktion, hun fik. Hun begyndte at sige, at tatoveringen af de to tændstikpiger på hendes arm forestillede hende selv og en veninde. Ikke et ord om Janni. Hun sugede sorgen indad og famlede sig på den opskrift igennem det meste af sine 20ere. Blev bange for mænd. Vred på verden.

»Så da vi mistede Vilma, vidste jeg, at jeg måtte gøre noget anderledes, hvis jeg skulle gøre mig forhåbninger om ikke at gå helt i opløsning som menneske igen. Jeg kunne ikke give folk et valg den her gang,« siger Westh.

Hun skreg sin sorg ud på Instagram. Og noget uventet skete: Indbakken eksploderede i henvendelser fra kvinder, flere end tusind, der selv gik igennem eller tidligere var gået igennem det, Sandie Westh oplevede: at miste et barn.

»Det er, som om min datter ikke eksisterer for andre end min mand og mig,« lød en af de første beskeder.

Også det havde kvinderne i indbakken tilfælles: De havde alle følt sig meget alene i sorgen.

På en måned voksede antallet af følgere på profilen fra 6.000 til 36.000. Landets måske største sorggruppe havde set dagens lys.

Foldernes folk

Fredag den 2. maj udkommer Sandie Westh med bogen Når mørket ruller ind. En bog om sorg. Den handler om at håndtere sorg. Og om at håndtere, hvordan andre håndterer ens sorg.

»Det kom fuldstændig bag på mig, med hvilken intensitet og fortrolighed barnløse mødre begyndte at dele deres private sorg med mig,« siger Westh. Hun fik sådan lyst til at spørge dem: Hvorfor deler I ikke alt det her med jeres venner? Men hun kendte jo godt svaret.

Sandie Wesths erklærede mission er at sætte alle sørgende fri. Hvad betyder det overhovedet?

»Det betyder, at sorg, hvis vi tillader os at give den plads, kan udmønte sig i en form for sindssyge. Den form for sindssyge kan være enormt fordrende at gå ind i og dyrke uden begrænsninger – for nemmere at kunne finde tilbage til verden efterfølgende. Så længe man bare husker at komme tilbage,« siger hun.

Ifølge Sandie Westh har vi ikke et tilstrækkeligt udviklet sprog for den sindssyge, dybe og grimme sorg. Vi taler om sorg på et overfladisk plan. Den er for pæn. Fortærsket.

For eksempel kunne Nietzsche og Kelly Clarkson ikke have taget mere fejl: Man bliver ikke stærkere af det, der ikke slår en ihjel. Man får en master i at overleve.

Da Sandie Westh og hendes mand i 2021 måtte forlade hospitalet uden deres datter, fik de en pjece stukket i hånden. At miste et barn.

»Vi er jo sådan et rigtigt pjeceland. Vi elsker virkelig pjecer i Danmark. På et tidspunkt i min sorg overvejede jeg at skrive bogen Pjecelandet,« siger hun og slår en lille latter op.

»‘Stråler det ud i venstre arm? Frygt ej! Her er en pjece.’ Det handler nok om, at det er væsentligt nemmere lige at uddele en folder end at skulle udvikle og mestre et sprog for noget så svært som sorg. For hvordan gør man lige det?«

Men parret fik altså den her pjece fra foreningen Forældre & Sorg. Og da Sandie Westh slog op i den, så hun et billede af sin tidligere chef.

»Som åbenbart har mistet et barn tæt på fødslen. Og det har jeg aldrig vidst. Der sad jeg så, havde lige selv mistet, og tænkte: Det er jo helt sindssygt, hvor lidt vi i grunden ved om hinandens sorg. Hvor meget folk putter sig.«

Hvert år mister mere end 230.000 mennesker i Danmark – lige knap fire procent af befolkningen – en forælder, et barn, en bror eller søster, en partner eller en anden nærtstående person. Alligevel fortalte 63 procent af de adspurgte i en undersøgelse fra Det Nationale Sorgcenter sidste år, at de oplever berøringsangst omkring sorg. Næsten hver anden oplevede sorg som så stort et tabu, at de synes, det er svært at tale med andre om. Det lyder jo lidt som tal, man har hørt før, engang i 2005 og så måske igen i 2015. Og nu altså endnu ti år senere.

Det forunderlige ved statistikken er bare, at der i dag aldrig har været flere film og bøger om sorg, foreninger for, midler til sorg. Den britiske Griefcast, australske Good Mourning og danske Jeg plejede at tro på for evigt er blot tre eksempler i havet af veltilrettelagte podcasts, der gennem interview med folk, der har mistet, undersøger, hvad der gemmer sig under sorgen, hvordan man kan slå hul på den. Herhjemme portrætterede senest Sylvia Le Fanus debutfilm Min evige sommer i 2024 den tavse ventesorg, der kan opstå, før en person dør, når alle omkring personen ved, at det er det, der er ved at ske.

Alligevel danner køer af ensomme sorgramte sig fortsat, når Sandie Westh rejser rundt i landet for at tale om sorg. Hvorfor er det så svært at favne en sørgende?

Det trækker formentlig tråde tilbage til psykoanalysens far, Sigmund Freud, der mente, at sorg forløber i fire faser: chok, reaktion, bearbejdning og nyorientering.

»Han mente, at sorg var en sygdom, man skulle blive rask fra gennem individuelt ‘sorgarbejde’,« siger Westh.

»Tanken var, at den enkelte måtte frigøre sig fra den mistede person for at give plads til nye følelser. Selvom adskillige psykiatere og psykologer har modbevist den teori, oplever jeg, at den hænger tungt ved. Men sorg er ikke et nulsumsspil. Så organiseret er sorgen slet ikke. Sorg er kluddermor. Og ensom.«

Fiksergenet

Weekendavisen møder en højgravid Sandie Westh på hendes forlag i indre København. Vi sidder i et hvidt, meget lidt inspirerende mødelokale, et klassisk mareridt for enhver journalist, der jo helst vil vride en eller anden form for fortællemæssigt understøttende element ud af omgivelserne for et interview. Det bliver der ikke noget af her. 

Vi er endt på forlaget, fordi håndværkere hjemme i lejligheden på Vesterbro er i fuld gang med at gøre klar til, at Vigga kan flytte ind om to ugers tid. Vilmas lillesøster. Og Walthers lillesøster. Walther, der er Vilmas lillebror.

I Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage, skriver Naja Marie Aidt, at sorg på mange måder føles som, veksles til, frygt:

Panik som en gejser i kroppen

Den skyder sit giftige vand op

Fra urgrund til krybdyrhjerne

Da Sandie Westh blev gravid med Walther, var sorgen over Vilma på sit tungeste, og i graviditeten fyldte frygten for at miste til det sidste. Heller ikke i sin nuværende graviditet har hun set sig fri for angsten. Den følges ad med sorgen, og sorgen bliver, modsat hvad folk siger, aldrig mindre. Med tiden bliver livet omkring den større.

Med bogen tager Sandie Westh sin læser med derind, hvor sorgen er et åbent, ildelugtende kejsersnitsar. Fortvivlende, grim og ydmygende. Vi er med gennem misundelsen over andre menneskers provokerende levende børn. Vi er også med, når Sandie første gang – fire måneder efter Vilmas død – vover sig ned i Føtex, bryder sammen i vinafdelingen og må gå tomhændet derfra med følelsen af at være historiens største fiasko.

I interviewbogen Sig farvel. Hvad præster ved om sorg taler hospitalspræst Lotte Blicher Mørk om, at døden ikke længere er så meget et tabu, som vi taler om, at døden er et tabu. Det samme gælder sorgen. Det sande tabu i dag, hævder præsten, er det, der følger af sorgen: nemlig fiaskoen. Den indstilling, at man, hvis man ikke kan lægge sin sorg til side efter den første tid, ikke har kontrol over sig selv. Alt skal have en mening, også sorg, men sorgen er i sin essens meningsløs i et samfund af optimering og fremdrift.

»Og her ramte den virkelig: folks behov for at fikse mig,« siger Westh.

»Til sidst havde jeg lyst til bare at råbe: Giv op! Sådan helt Svend Brinkmannsk.«

Det kræver stædighed at holde fast i sin sorg. En nær ven ringede for eksempel kort efter Vilmas død og foreslog Westh at få en kostvejleder. Øh? Her har man lige mistet et barn, og så vil nogen til at optimere på ens ... krop? Hun blev så paf, at hun afsluttede samtalen. Med tanke på sin ensomhed efter søsteren Jannis død greb hun dog kort efter røret og ringede vennen op igen. Det viste sig, at forslaget i virkeligheden havde handlet om, at han var bekymret for, om parret nu fik noget ordentligt at spise.

»Jeg tror, at mange kommer til at udvise omsorg på en kluntet måde, fordi vi ikke længere har tilstrækkeligt mange sorgritualer at læne os op ad i vores kultur. I takt med at vi har forladt kirken og vores tro i det her land, har vi mistet en del af kirkens ritualer for død og sorg. Og i den proces tror jeg, vi har glemt at opfinde nogle nye. Skulle vi måske begynde at braine lidt på dem?«

Sorgmoderens stikord

Med tiden ændrede Sandie Wesths Instagram-profil karakter fra sorggruppefællesskab for englemødre til en art decideret sorgportal, hvor uindviede udi sorgens landskab kan søge hen for tips og tricks om sorg. Hun får dagligt beskeder fra nogle, hvis ven, nabo eller kollega netop har mistet, og som ikke aner deres levende råd: For kan man overhovedet tillade sig at gå ind og banke på; sæt nu, naboen har åbnet for det helt store sprinkleranlæg? Er det ikke lidt ... anmassende?

Nej, for fanden, svarer Sandie Westh så tit, som hun orker. Bank på, og bliv ved. Også selvom de ikke åbner i første eller fjerde omgang. En dag gør de måske. Og hvis ikke, så smid et kort ind under døren med besked om, at der står en varm lasagne udenfor på trappestenen. Mange ved det faktisk ikke, siger hun. Men lasagne kan redde liv.

Send en plante i stedet for en blomst, anbefaler Westh også under et opslag, der altid er at finde øverst på hendes profil. En plante vil være en plet af omsorg at vande, også efter de første to uger, når samfundet er videre, mens den sørgende måske stadig ikke rigtig har været i bad. For ikke at nævne den måske endnu vigtigere pointe, at en plante modsat blomster kan klare sig gennem nævnte to uger helt uden vand. Og intet kan give en efterladt følelsen af at være et utaknemmeligt svin som at ligge sønderbombet af sorg på sin sofa og blot se til, mens kondolencerne visner, og stanken af råddent, uskiftet blomstervand fylder stuen.

Men hvad siger man så til naboen, den dag han pludselig åbner døren? Undgå for alt i verden spørgsmål som »hvordan har du det«, advarer Westh. Den slags får let en sørgende hjerne til at brænde sammen. For hvad svarer man, når man havde selvmordstanker i sidste uge, grinede helt ned i maven i forårssolen i går, men i morges spillede seks timers tetris for i det mindste at få noget i denne verden til at passe sammen?

I stedet kan man med fordel spørge til et kortere tidsrum: »Har du lyst til at fortælle, hvordan du har det i dag? Eller bare lige nu?«

Der findes en smuk vending om, at mennesker dør to gange her i livet: Første gang, når de stopper med at trække vejret. Anden gang, når folk holder op med at tale om dem.

Mange vil gerne fortælle om den, der er væk, skriver Westh i bogen. Her kan man som pårørende prøve med et: Hvordan var han? Eller: Hvad minder dig om hende?

Og er man simpelthen bare utrolig ringe til at tale om sorg, skal man ikke lade sig narre; det har den sørgende formentlig allerede opdaget. Her kan det ifølge Westh være en idé simpelthen at slå det åbenlyse fast:

»Man kan sige: Jeg er voldsomt dårlig til at tale om sorg, men jeg vil gerne. Er der noget, du vil fortælle? Alternativt kan man kapitulere til den praktiske grøft, sige: Jeg kommer og slår dit græs på lørdag kl. 12. Det er også kærlighed.«

Det værste, man kan sige, er sådan set ingenting. Den tavshed har alle i sorg oplevet at stå over for. 

»Den næstværste er: ‘Sig til, hvis du vil tale om det,’« siger Westh.

Man siger ikke til, hvis man skal bruge al sin energi på at huske at trække vejret. Man fortæller til dem, der spørger.