Skulle man opliste sportsgrene med flest ligheder, virker ballet og fodbold umiddelbart ikke som et logisk sted at starte. Hvad har udøverne til fælles, muskuløse ben? Jo – men ikke rigtig på samme måde, vel?

Vi tager fejl, synes budskabet at være på Gamle Scene til Ballet og Bold, hvor omtrent 1000 mennesker er troppet op en formiddag i weekenden for at overvære kulminationen på fire dages aparte samarbejde mellem Den Kongelige Ballet og FC Nordsjællands kvindeligahold. Danmarksmestrene og pokalvindere i 2024 har over fire dage indgået i balletkompagniets daglige træning for at lære og lære fra sig, og dét er der kommet et show ud af.