Jurnalister billede

Peter Harmsen

(f. 1968) skriver om Kina og Asien. Han har en cand. mag. i samfundsfag og russisk og har arbejdet som journalist i Østasien i over 20 år, bl.a. for medier som AFP, Bloomberg og Financial Times. Han har skrevet to bøger om kinesisk historie: Shanghai 1937: Stalingrad on the Yangtze og Nanjing 1937: Battle for a Doomed City.
Corona-nødhjælp. Pandemien har fået behovet for bistand til at vokse eksplosivt blandt verdens fattigste. Vil de rige lande, der selv er ramt, have overskud til at hjælpe?

I samme båd

I samme båd Af Peter Harmsen

En corona-epidemi i de store flygtningelejre nær byen Cox’s Bazar i Bangladesh vil være en katastrofe. Op imod en million mennesker, muslimske rohingyaer fordrevet fra nabolandet Burma, bor sammenklemt på så små arealer, at social afstand er en umulighed. Der er kun få hospitalssenge og ingen respiratorer. Et udbrud af den frygtede virus vil blive Italien gange hundrede.

Situationen ved Cox’s Bazar er et eksempel på den skrøbelige tilstand, som mange samfund i den fattige del af verden befinder sig i, mens de hjælpeløst venter på at blive oversvømmet af corona-tsunamien. Humanitære organisationer bønfalder om bistand fra de rige lande, hellere i dag end i morgen. Ellers kan det gå helt galt.

Corona-epidemien har skabt en historisk set nærmest enestående situation, hvor rige og fattige lande står over for den samme trussel på samme tid. Spørgsmålet er, om det vil skabe øget global solidaritet, eller om det vil få donor-nationer til at vende blikket indad, mod deres egne corona-skabte problemer. Pessimisterne frygter det sidste.

Kun få forventer, at flygtningene i Cox’s Bazar kan undgå at blive ramt før eller siden, fortæller den danske nødhjælpsarbejder Nanna Kraghede Yding Andersen, der for FNs børneorganisation UNICEF er udsendt til området, et af de fattigste hjørner af Bangladesh.

»Det er et af verdens tættest befolkede lande, og vi er i en af verdens tættest befolkede flygtningelejre. Vi har jo set fra andre steder af verden, at coronavirussen breder sig som en steppebrand, og vi forventer, at det er et spørgsmål om tid, før den rammer her,« siger hun.

Én person er allerede blevet konstateret smittet med coronavirus i selve byen Cox’s Bazar to timers kørsel nord for flygtningelejrene, og UNICEF og humanitære aktører har intensiveret deres forebyggende foranstaltninger. Det sker blandt andet ved at installere flere håndvaske og informere om, hvordan man beskytter sig selv mod virussen.

Desuden har FN og nødhjælpsorganisationer forberedt isoleringsfaciliteter med 400 senge, både for lejrenes indbyggere og befolkningen udenfor. 1000 senge mere er på vej. Tiden vil vise, om det vil slå til, hvis coronavirussen spreder sig uhindret gennem lejrene, hvor familierne lever i små etværelsesboliger lavet af bambus og presenning. Den største udfordring er, at mange mennesker risikerer at blive syge på samme tid og får lejrenes sparsomme sundhedsfaciliteter til at kollapse, fortæller Andersen.

»Indvirkningen af coronavirus er noget, som selv de allerbedst forberedte sundhedssystemer i hele verden har haft rigtig svært ved at kapere, og det vil det også være her. På trods af de forberedende indsatser forventer vi, at et større udbrud af COVID-19 vil have en meget alvorlig indvirkning på rohingya-lejrene og vil strække de få eksisterende sundhedsydelser langt ud over deres kapacitet,« siger hun.

Totalt kollaps

FN-systemet har de seneste dage slået alarm for at gøre verdensoffentligheden opmærksom på en potentiel katastrofe, hvor corona-pandemien truer ikke bare verdens flygtningelejre, men også lande med svage sundhedssystemer, som i mange tilfælde allerede står midt i humanitære kriser og i forvejen kæmper med sygdomme som mæslinger, kolera og ebola.

Specielt erfaringerne med ebola viser, hvor slemt det kan gå, fortæller Karen Hækkerup, generalsekretær for UNICEF Danmark. Under ebola-krisen døde halvdelen af andre årsager, typisk fordi de led af sygdomme, der ikke længere kunne behandles. Sundhedsvæsenet var ofte nedlagt, eller man kunne ikke få vaccinerne frem. Eskalerende vold var en anden følgevirkning.

»Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at corona-epidemien bliver bremset. Min bekymring gælder det totale kollaps, der kan blive konsekvensen i særdeles i fattige lande uden noget stærkt sundhedsvæsen. Her kan man ikke isolere sig, og man har ikke adgang til at kunne vaske hænder. Her er skolerne nu blevet lukket,« siger Hækkerup.

Som aldrig før er der brug for »næstekærlighed og for global ansvarlighed«, siger hun. De rige lande skal have øjnene op for, at der fortsat er en milliard mennesker, der lever i ekstrem fattigdom, mens tre milliarder ikke har adgang til rent vand i deres hjem.

»En pandemi, som den vi er i lige nu, er en fed understregning af, at den verden, vi troede var normal, aldrig kommer igen. Vi skal bygge noget nyt op på den anden side af det her med en bevidsthed om, at vi hænger sammen som et globalt fællesskab. Vi har ansvar for hinanden, og vi bliver påvirket af, hvad der sker i andre lande,« siger hun.

Romain Desclous, talsmand for FNs flygtningeorganisation UNHCR i Vest- og Centralafrika, fortæller om flygtninge og internt fordrevne, der bliver særlig hårdt ramt, fordi grænser bliver lukket ned, mens genbosættelser bliver suspenderet. Men han understreger ligesom Hækkerup, at coronavirussen er en trussel, som rammer alle.

»Det er en unik udfordring, som påvirker hele verden, og inden for hver enkelt region påvirker den hele befolkningen. Den diskriminerer ikke i forhold til, hvor du kommer fra, eller hvilket køn eller hvilken religion du har. Det gør det endnu vigtigere, at vi udviser en form for overordnet solidaritet,« siger Romain Desclous.

Ikke alle er overbeviste om, at øget global solidaritet er det mest sandsynlige resultat af coronakrisen. Udviklingsforskeren Wil Hout ved Erasmus University Rotterdam er skeptisk og ser allerede nu tegn på det modsatte.

»De fleste regeringer og medier er blevet meget mere indadvendte og synes kun at interessere sig for, hvad der sker hjemme, og sjældent for begivenheder i udlandet. Man kan nok antage, at alle de økonomiske redningspakker, som bliver gennemført nu, vil føre til budgetnedskæringer i fremtiden. Her vil udviklingsbistand fremstå som en post, man let kan tage penge fra,« siger han.

Mere indadvendte

Helle Samuelsen, ekspert i global sundhed på Københavns Universitet med særlig fokus på Afrika, er ligeledes bekymret for, at de rige lande vil have for travlt med akutte corona-skabte problemer på hjemmefronten til at bekymre sig om situationen længere væk.»Fordi vi er optagede af at få vores egne økonomier i sving igen, bliver det nok vanskeligt at fokusere på lavindkomstsamfund og give ekstra støtte til dem,« siger hun. »I den umiddelbare økonomiske redning vil Europa nok have blikket rettet stift mod sig selv og på de sydeuropæiske lande, som har nogle meget anstrengte økonomier nu. Man kunne måske forvente et øget fokus på humanitær bistand, som bestemt også kan være vigtigt i flygtningelejre og blandt internt fordrevne.«

I den henseende er den mest oplagte parallel til corona-epidemien hiv/aids, der også ramte Europa og Amerika først og siden bredte sig i Afrika.
Fordi de rige lande selv havde været udsat for epidemien, forstod de bedre, hvad den indebar. Det kan have været med til at sætte gang i flere hjælpeprogrammer. Men med tiden er det i højere og højere grad blevet et isoleret afrikansk problem.

»På lang sigt er det Afrika, som har været den store taber i den epidemi, for der er jo stadig i det sydlige Afrika millioner af smittede, som hver dag kæmper for at få deres medicin og holde sig oven vande. Det har vi det nok med at glemme,« siger Samuelsen.

 

Læs også: Til sin store overraskelse er forfatteren Lena Andersson imponeret over den svenske håndtering af coronakrisen: »Fornuftens genkomst«

Læs også om Kathrine Tschemerinskys indkøbstur i Jerusalem med den nye corona-app: »En 100-meter reportage«

Læs også om, hvor giftigt USAs og Kinas forhold er blevet: »Den enes nederlag, den andens fiasko«

 

Side 7