Jurnalister billede

Peter Harmsen

(f. 1968) skriver om Kina og Asien. Ph.d. i Kina-studier og cand. mag. i samfundsfag og russisk. Har arbejdet som journalist i Østasien i over 25 år, bl.a. for medier som AFP, Bloomberg og Financial Times. Forfatter til en række bøger på dansk, engelsk og kinesisk om historiske emner, senest Storm over Stillehavet: Anden Verdenskrig i Asien.
Sexchikane. I kinesiske retssager er det ofte krænkerne, der lægger sag an mod dem, de har krænket. Men de vinder ikke altid.

I Kina siger de #MiTu

I Kina siger de #MiTu Af Peter Harmsen

Når sager om seksuelle krænkelser ender for en domstol i Kina, er det i de allerfleste tilfælde de påståede krænkere, der søger om erstatning. Men de løber en ikke ubetydelig risiko for at tabe og stå tilbage med rettens ord for at være klamme pilfingre.

MeToo-bevægelsen – eller »MiTu«, som den nogle gange hedder på kinesisk – har lang vej igen i verdens folkerigeste land. Ikke desto mindre er der forandringer på vej, og det juridiske system er den vigtigste kampplads, mest fordi de andre potentielle kamppladser, for eksempel medierne, er off limits for sociale bevægelser uden for kommunistpartiets kontrol.

Darius Longarino, der forsker i kinesisk retspleje ved Yale, har undersøgt 83 kinesiske retssager om sexchikane fra perioden fra 2018 til 2020. Heraf var der kun seks sager, hvor den krænkede part sagsøgte krænkeren. I alle de 77 andre sager var det lige omvendt – krænkeren sagsøgte den krænkede, typisk for injurier.

»Det er virkelig svært for den krænkede part at vinde den slags sager, medmindre der er en rygende pistol, som for eksempel en video eller et screenshot af krænkende adfærd. Så i de seneste mange år har det været mest almindeligt at se personer anklaget for at være krænkere bruge loven til at beskytte sig selv,« siger Longarino.

»Typisk sagsøger de kvinder, som siger, de er blevet chikaneret, for ærekrænkelse. Eller hvis de påståede krænkere er blevet fyret for deres adfærd, sagsøger de deres tidligere arbejdsgiver for ulovlig afskedigelse og siger, at de blev sagt op uden gyldig grund, og at der aldrig fandt sexchikane sted.«

Det hører imidlertid med til billedet, at domstolen i næsten halvdelen af de 83 sager, som Longarino har undersøgt, endte med at konstatere, at der faktisk havde fundet sexchikane sted. Det er ikke pr. definition omkostningsfrit at være krænker i Kina.

Medmindre, selvfølgelig, at man tilhører den politiske elite. Det var det, som bragte den 35-årige tennisstjerne Peng Shuai i vanskeligheder, efter at hun tidligt i sidste måned offentligt på de sociale medier anklagede Zhang Gaoli, et 75 år gammelt forhenværende medlem af politburoets stående udvalg, for at have angrebet hende seksuelt.

»Årsagen til, at man lukkede munden på hende, var ikke, at hendes sag handlede om MeToo. Det var, fordi hun rettede en anklagende finger mod en højtstående politiker og dermed indirekte beskyldte den kinesiske regering for at have handlet slet,« siger Yan Bennett, en Kina-ekspert på Princeton University.

»Den kinesiske regering siger, at ’kvinderne bærer halvdelen af himlen’, og er altså formelt set tilhænger af ligestilling mellem kønnene. Men hvis nogen finder på at protestere og siger, at regeringen ikke i realiteten støtter ligestilling, vil vedkommende øjeblikkeligt blive bragt til tavshed.«

Peng Shuai har siden sin opsigtsvækkende udmelding, der ikke holdt mange minutter på de sociale medier, været forsvundet fra offentlighedens søgelys, bortset fra en tilsyneladende nøje kontrolleret videokonference med Den Internationale Olympiske Komités præsident, Thomas Bach.

Peng Shuai har lært, hvad det vil sige at ende som en »ikkeperson«, eller måske var hun godt klar over det. Allerede da hun skrev sine anklager, sammenlignede hun sin handling med »at kaste et æg mod en klippevæg«.

Max ømtåleligt

Kina har haft en MeToo-agtig bevægelse siden 2018. Så det er langtfra den første sag af sin art, men ingen anden har involveret en højtstående politiker. Netop derfor er det svært at forestille sig noget mere ømtåleligt, fortæller Xiong Jing, en af pionererne i Kinas feministiske bevægelse.

»Der har intet været om Peng Shuai-sagen på Kinas sociale medier. Det skyldes naturligvis censuren, men det er også, fordi folk ved, hvor risikabelt det er at have noget som helst med sagen at gøre, og at de kan få problemer alene ved at diskutere den online,« siger hun.

Xiong Jing, der selv er flyttet til Hongkong, efter at hendes kvindesags-ngo blev lukket af de kinesiske myndigheder, ser det som et udslag af de vanskelige vilkår, som civilsamfundet har oplevet i de seneste år, men hæfter sig samtidig ved, at MeToo ikke er død i Kina.

»Betingelserne er ret elendige for enhver form for social bevægelse, og det overrasker mig en hel del, at MeToo-bevægelsen overhovedet har kunnet holde sig så længe, allerede mere end tre år,« siger hun.

Højlydte frække vittigheder, latterliggørelse af kvindelige kolleger på grund af deres udseende og kropsbygning, ’vejledning’ som en undskyldning for unødvendig kropslig kontakt.

kvindelig kinesisk medarbejder om forholdene i selskabet Foxconn

»Trods censuren holder kineserne hinanden underrettet på de sociale medier. De kender måske ikke udtrykket ’MeToo’, men de har hørt om sager, hvor kvinder forsøger at hævde deres rettigheder. Jeg vil kalde det den mest indflydelsesrige feministiske bevægelse i Kina til dato.«

Det skyldes ikke mindst, at der er problemer nok at tage fat på. En kvindelig ansats beskrivelse af forholdene på Foxconn, en leverandør til blandt andet iPhone-producenten Apple, giver et indtryk af dagligdagen, som den former sig for millioner:

»Højlydte frække vittigheder, latterliggørelse af kvindelige kolleger på grund af deres udseende og kropsbygning, ’vejledning’ som en undskyldning for unødvendig kropslig kontakt,« skriver hun.

»Hvis en kvindelig ansat protesterer over at være blevet udsat for krænkelse, bliver hun mødt med beskyldninger om at være ’overfølsom’ og ’ude af stand til at tage en joke’.«

Beskrivelsen har fået stor udbredelse på det kinesiske internet, måske fordi den er så velkendt for mange. Sexchikane er endemisk på kinesiske arbejdspladser, siger Bennett fra Princeton.

»Kvinderne har været vant til at skulle være jaget vildt alene på grund af deres køn. De har måttet lide i stilhed, men der er ingen tvivl om, at mange af dem ville byde det velkommen, hvis de fik muligheden for at søge retfærdighed,« siger hun.

Det er blevet lidt lettere med nye civilretlige regler, som trådte i kraft ved årets begyndelse og mere eksplicit end nogensinde før beskriver sexchikane og forsøger at fastlægge retningslinjer for, hvornår der er grundlag for et søgsmål.

Det er det officielle Kinas svar til de millioner af kinesiske kvinder, som gennem den lokale afart af MeToo har fået nyt håb. Men én ting er reglerne, som de fremstår på skrift. Noget andet er, hvordan de bliver ført ud i livet.

I september afviste en domstol i Beijing en af det seneste års højest profilerede sager, hvor en ung praktikant havde anklaget en af landets mest populære tv-personligheder for sexchikane. Sagen blev afvist på grund af manglende bevis. Den »rygende pistol« var ikke til stede.

Partiets drejebog

Kommunistpartiet er ikke principielt modstander af en kinesisk MeToo-bevægelse. Men Peng Shuai-sagen viser, at det ikke er ukompliceret.

Kommunistpartiet ønsker, i erkendelse af den brede opmærksomhed, som MeToo nyder, at overtage den som sin egen og placere sig i en rolle som de svages beskytter. Men hvis partiet eller et af dets medlemmer i stedet havner i skurkerollen, som det skete med Peng Shuai-sagen, er den røde linje for længst overskredet.

En anden rød linje er MeToo-bevægelsens størrelse og indflydelse på samfundet som helhed. Kommunistpartiet tåler ingen udfordring af sin autoritet som den eneste aktør med evne til at skabe forandring på nationalt plan.

»Et af kriterierne for, om en kampagne får lov at overleve, er, at den ikke fører til en landsdækkende respons, og også, hvilket er endnu vigtigere, at den ikke indebærer muligheden for en eller anden form for kollektiv handling,« siger Zeng Jing, en medieforsker ved Zürichs universitet, der blandt andet har skrevet om Kinas MeToo-bevægelse.

»Så hvis der opstår en eller anden isoleret MeToo-sag, er den rimelig sikker på ikke at komme i myndighedernes søgelys. Men hvis sagen har potentialet til at eskalere og blive til en omfattende social bevægelse eller måske endda påkalde sig udlandets opmærksomhed, bliver det pludselig et problem fra partiets synsvinkel.«

Det handler også om kontrol med fortællingen om det moderne Kina. Den fortælling, som kommunistpartiet forsøger at udbrede, har partiet i centrum som landets frelser og giver det æren for alt godt, som måtte være sket i de seneste næsten 100 år.

Her ville en succesfuld MeToo-bevægelse på nationalt plan skurre fælt, fortæller John Garrick, en ekspert i kinesisk lov ved Charles Darwin University i Australien.

»Kommunistpartiet ville være modstander af en kinesisk MeToo-bevægelse ud fra den argumentation, at det er partiet, som bedst er i stand til at sikre retfærdighed og lov og orden,« siger han.

»Den omstændighed, at en frivillig bevægelse kunne være nødvendig for at sikre, at fundamentale grundlovsmæssige rettigheder opretholdes, falder helt uden for kommunistpartiets drejebog.«

 

Side 10