Jeg husker tydeligt fredage op til efterårsferien i min barndom: Skolernes Motionsdag.

Altid cykle de syv kilometer ud til Sunds Sø uden for Herning, løbe 5eren rundt om søen, hjem igen på cykel og så ind og få en high five i skolegården.

Med årene blev det til en decideret motionsuge: Vi blev i min klasse enige om alle at løbe ti gange rundt om spisebordet hver morgen inden skole, vi begyndte at skihoppe ind til alle timer – alt sammen for at kunne sætte krydser på et skema, så vi kunne vinde konkurrencen om at få Anne Gadegaard fra MGP ud og optræde til næste skolefest. Det var en fest.

Jeg forestiller mig, at der i et mødelokale et sted har siddet en dyr konsulent og brainstormet på folkesundhed, ideen har ramt ham som et lyn: Hvorfor ikke lave helt samme koncept – bare for voksne?

Arbejdspladsernes Motionsuge. Hvert år i uge 41. Alle ved, at otte timer på en kontorstol er gift for kroppen, så lad os sammen nedbryde stillesidningen én kollegial trappespurt ad gangen.

Sympatisk og sundt.

Men også: et koncept så gruopvækkende, som børneudgaven var skøn. Jeg er et voksent menneske – så please, lad min dårlige holdning være mit ansvar. Jeg holder meget af mine kolleger, jeg holder meget af motion. Men tanken om at kombinere de to ting? 

Illustration: Mai-Britt Bernt Jensen.
Illustration: Mai-Britt Bernt Jensen.

Den forbeholdenhed er jeg tilsyneladende alene om. Cirka 400 arbejdspladser og 105.000 kolleger rundt i landet er tilmeldt motionsugen, og man har i ugens løb kunnet følge med i strabadserne på Instagram: vvs'ere i crossfit-aktion foran firmabilen, squattende tandplejere i Ballerup. Bankfolk i en omgang »jorden er giftig« på Arne Jacobsens spinkle Syveren-stole. Det mest sindssyge: Alle medarbejderne på billederne griner. Har de en pistol for panden?

»Du føler måske, det er lidt fjollet,« siger en instruktør i en video på Instagram, mens han giver tips til, hvordan man kan lave burpees op ad sit skrivebord. »Der er brug for et paradigmeskifte her. Og husk: Jo flere vi er, der gør det – des mindre underligt bliver det.«

Han har med garanti ret i det sidste. Så hvorfor er jeg sådan en sur gammel mand? Kan man lære at holde af kollegamotion? Den oplagte måde at finde ud af det på ville jo være at tilmelde sin egen arbejdsplads til motionsugen. Men jeg ville helt ærligt frygte for konsekvenserne.

Heldigvis findes der modigere medarbejdere end mig. De befinder sig tirsdag aften på Tingbjerg Skole i Brønshøj. Vi er trådt ud af kontorets ramme og ind i hallen: Den store høvdingeboldturnering for arbejdspladser i Storkøbenhavn løber af stablen.

Fem arbejdspladser – en del færre end sidste år – skal dyste mod hinanden, for sundheden, for sammenholdet. Fremmødt er blandt andet et hold autolakerere, nogle pædagoger fra et handicaptilbud i Brøndby og et hold af skrivebordsfolk fra transportbranchen.

Modtag Weekendavisens kulturnyhedsbrev

Kom med ind på kulturredaktørens kontor, når Kathrine Tschemerinsky giver perspektiv på ugens vigtigste kulturhistorier.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen ugentligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

Dommeren kalder til midten: Man har i år opgraderet til høvdingeboldens komplicerede storebror, dodgeball. Det betyder, at hele fem bolde er i spil, og at man som hold undervejs skal koordinere og tilpasse strategien for, hvordan de bruges bedst. Må den mest agile arbejdsplads vinde.

»Godt grebet,« roser en kvindelig deltager sin modstander i første kamp, inden hun, død, forlader banen i ro og orden. Stemningen er høflig. Man er vel professionel. Men hurtigt står det klart, at nogle er virkelig gode, mens andre mere bare er her. Én tyrer – måske, måske ikke med vilje – efter hovedet, det skaber lidt virak, og så kommer det pludselig frem, at det bedste hold faktisk har stillet med flere spillere fra det danske landshold i dodgeball. Kalder de det fair play? Jamen ved I hvad: Så skidt da også med civilisationen.

»Nu pløkker vi ham den skaldede!« kommanderer en tatoveret mand i 30erne efter 20 minutter. Den skaldede viger for sit liv.

Folk, der elsker boldspil, har til alle tider været gode til boldspil. Men hvad med dem, der måske ikke er født med en rød skumbold i hånden? Pædagogerne, eksempelvis, har tabt samtlige kampe. Får de noget ud af arrangementet her, eller hader de det? »Hmm,« griner Patricia fra holdet.

»Vi er pædagoger, vi ville egentlig bare gerne hygge os. Og hyggen forsvinder måske lidt, når alle tager det hele så seriøst.«

Hun er dog vild med konceptet om, at medarbejdere og chefer spiller på hold sammen. Man kommer tæt på hinanden på en anden måde, siger hun. Hun skal nok komme igen. Hvis arrangørerne ellers gider gå tilbage til almindelig høvdingebold.

Nu skal Patricia på banen igen, og det magiske sker: Hun får ram på en fra det gode hold, sidemanden tager også en, og så – vinder pædagogerne endelig en halvleg, de andre hold stormer ind på banen og jubler for dem. Jubler med dem. Nogle gange var alt, man havde brug for, en fælles fjende.

De taber selvfølgelig resten af kampene. Men det er lige meget, fællesskabet har sejret. Man føler sig pludselig lidt udenfor på bænken.