Jurnalister billede

Martin Krasnik

(f. 1971) er chefredaktør. Han er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med studier på Hebrew University og London School of Economics. Han kom til Weekendavisen som praktikant i 1995 og blev derefter korrespondent i Jerusalem og London, udlandsredaktør og dækkede USA i årene under Barack Obama. Efter afstikkere til DR2s Deadline kom han tilbage til avisen i 2016 og blev chefredaktør i januar 2017. Han har skrevet De retfærdige - en islamisk stafet, Min amerikanske drøm – på jagt efter stjernerne, Ritt og Søren - samtaler om krig og kærlighed, Pundik og Krasnik - og resten af verden og senest Fucking jøde.
Leder.

Det urørlige

Det urørlige Af Martin Krasnik

DA årets finanslov blev præsenteret tidligere på ugen, og de første spæde, kritiske røster rejste sig, var klimaminister Dan Jørgensen hurtig på aftrækkeren: »Til de borgerlige typer, der har travlt med at kritisere finansloven; hvilke dele af den vil I rulle tilbage, hvis I får magten på et tidspunkt. Er det velfærden eller det grønne I ikke kan lide?« skrev ministeren på Twitter. Inden nogen havde indledt en seriøs diskussion om finansloven, blev alle kritikerne stemplet som dårlige mennesker. Kom så frem med det: Er det børnehavebørnene eller kloden, I ikke bryder jer om?!

SKATTER og afgifterne stiger samlet set med den nye finanslov. Og pengene bruges til netop dét, Dan Jørgensen peger på. Der er penge til skolen, penge til pædagoger, penge til psykiatrien, penge til en grøn fond, penge til skovfond osv. Tager man hvert enkelt punkt for sig, vil de færreste have noget imod dem. Man kan endda sige, at højere afgifter på plastic og cigaretter har et højere sigte end blot at få penge i kassen. Hensigten er god. Men der er sket noget besynderligt i dansk politik i almindelighed og den nye regering i særdeleshed. Spørgsmålet om den skat, borgerne betaler, er ikke blot fuldkommen forsvundet fra dagsordenen, det er blevet til et tabu. Et spørgsmål om god og dårlig moral.

BLEV skatten for længst et urørligt politisk emne på den yderste venstrefløj, er det ligefrem mærkeligt, at det samme er sket for SF og Socialdemokratiet. Enhedslisten vil jo aldrig være imod højere skatter og ærgrer sig endda over, at minimumskvoter i daginstitutionerne indføres for langsomt. Men hvordan kan det være, at Socialdemokratiet og SF, der påstår at bekymre sig om de lavtlønnede, er så fuldkommen blinde for skatten på arbejde for netop den gruppe? Det er logisk, at socialdemokrater og folkesocialister principielt er imod lavere skat for højtlønnede eller virksomheder. Og det er da også dem, al skattedebat drejer sig om. Men hvad med regeringens egne kernevælgere?

TIL dét vil indvendingen ofte lyde, at skatten i Danmark faktisk er faldet. Det er rigtigt. Lægger man skatter og afgifter sammen, er skattetrykket faldet noget siden 2001 (selvom det nu stiger igen). Men faldet er meget ujævnt fordelt, og det er de laveste indkomster, der har fået den mindste lettelse. Det betyder, at de laveste indtægter betaler en større del af deres indkomst til fællesskabet end millionærerne. Det var engang et spørgsmål, som LO var meget optaget af: Tænk engang: En enlig forsørger, der bor til leje, har to børn i daginstitution og tjener mellem 200.000 og 300.000 om året, betaler samlet set mere i såkaldt sammensat marginalskat end dem, der tjener meget mere.

TABUBELAGTE er de spørgsmål nu blevet i dansk politik. Ét er, at lavere skatter for lavtlønnede er en stor og bekostelig politisk udfordring. Noget andet, at det dog slet ikke diskuteres som en mulig løsning: Flere pædagoger og sygeplejersker er åbenlyst en god idé, men kunne det mon opnås ved at give alle dem, der arbejder på nedsat tid i disse lavtlønsfag, mere ud af at gå på fuld tid? Og tænk på dem, der mister fripladsen i børnehaven eller boligsikringen, når de arbejder mere og går op i løn – hvorfor skal de betale, hvad der svarer til over 60 procent i sammensat skat plus afgifter? Hvordan er den dagsorden så fuldkommen forsvundet fra venstrefløjen? Hvordan er skattedebatten kommet til at virke, som er det kun velhavere og arvinger til familievirksomheder, der betaler skat?

DOGMER i politik er usundt. Men skattepolitikken er blevet dogmatisk: Høj skat er godt, højere skat er bedre. Folk, der taler om lavere skat, opfattes i stadig højere grad som ekstremister. Det er blevet lige så politisk ukorrekt at ønske lavere skat som at spise importeret oksekød hver dag. Det synes utroligt, at skattepolitikken helt er fjernet fra dansk politik, selvom vi har det næsthøjeste skattetryk i hele OECD. Hvordan kan det være? Er vi så velhavende, at vi ikke tænker på den slags småting? Har vi opgivet tanken, at lavere skat, hvis den indføres rigtigt, kan føre gode ting med sig? »Velfærd og det grønne« kan ingen være imod, Dan Jørgensen, men det er goder, der skal betales for. Danmark står foran en periode med lav vækst (hvilket tilmed risikerer at øge uligheden), og hvis vi skal betale for sygeplejersker, pædagoger, vindmøller og muligvis også nye, grønne afgifter, ja, så skulle vores politikere måske gøre skattepolitikken til et virkeligt politisk spørgsmål igen. Kan regeringen ikke se det, kunne det måske være en opgave for oppositionen?

 

Læs også Arne Hardis' artikel om, at alle får mere velfærd, højere skatter og et grønnere Danmark: »Tvunget venskab«

Side 14