Den fremmede. »Mine forældre ofrede deres liv for mig. Det ville fandme være ærgerligt, hvis jeg så ikke brugte de muligheder, det har givet mig.« Marijana Jankovic har instrueret sin første film om de tavse gæstearbejdere og det lidt nærige og dovne Danmark.
Stolthed & fordom
DET er vel en tilståelsessag. Selvfølgelig er mange skuespillere med indvandrerbaggrund blevet castet som type, ligefrem som det etniske alibi i Taxa, i Rejseholdet, i Broen. Tænk på Zlatko Burić, der har spillet jugoslavisk gangster så mange gange, at han selv må have været i tvivl om, hvad der var hans egentlige arbejde.
Skuespillere fra Balkan spiller allevegne og ofte nogle hårde negle, og det har Marijana Jankovic også selv gjort. Faktisk ligner hun også en hård negl i virkeligheden, tænker jeg, da jeg møder hende første gang. Det indtryk bliver hurtigt mere nuanceret, men det forsvinder ikke helt.
