Leder. Hvorfor er Grønland en del af Danmark? Hvad er meningen? Trumps provokerende spørgsmål har hverken Grønland eller Danmark endnu svaret godt på.
Grønland (Danmark)

»Alle danskere er skyldige i den forsømmelse, både politikere, medier og borgere: Vi er kun interesseret i Grønland, når vi er ved at miste det.« Arkivfoto: Carsten Snejbjerg, The New York Times / Scanpix
DER har været et tidspunkt for de fleste danske børn, hvor de har siddet og set på en globus og kigget på Grønland. Hen over den enorme, flotte, hvide ø har der stået Greenland efterfulgt af den dragende parentes (Denmark). Og man fik et lille sug i maven og tænkte: »Hvor er det vildt og mærkeligt, at det er vores.« Denne ø, så langt væk, og dette folk, så anderledes end os. Det samme er angiveligt sket for Donald Trump, der for mange år siden, længe før han blev præsident, kastede et blik på en globus og tænkte: Hvad fanden er Danmark overhovedet? Hvorfor er dén ø ikke vores?
ER Trumps interesse i Grønland rationel? Kan han ikke bare bygge alle de baser, han ønsker? Nej, Trump vil have Grønland, fordi han vil. Han vil udvide Amerika og sætte et aftryk på historien, han vil, fordi han ikke kan lade være. Han ophæver alle regler, normer, systemer og institutioner. Da den såkaldte verdensorden er bygget for at inddæmme nihilisme og rå magt med rationalitet og kausalitet, og fordi vi ikke kan operere i en jungle af megalomane rovdyr, prøver vi igen og igen at give situationen mening.
Del:


