DE fleste med interesse for amerikansk politik vil sige, at Lindsey Graham var noget særligt. Han mistede sine forældre som ung, tog sig af sin søster og fik en fin uddannelse og et langt, respekteret politisk liv. Enlig og barnløs brugte han al sin tid på at repræsentere South Carolina i Kongressen, og han blev inkarnationen af det konservative Syden og Det Republikanske Partis fornuftige stemme. Med sin partifælle John McCain var han partiets transatlantiske hjørnesten. »Vi står side om side,« lød det. »Et frit Europa er en af menneskehedens største bedrifter.« Eller: »Verden er bedre stillet, når USA og Europa synger efter samme noder.« Efter Ruslands annektering af Krim i 2014 sagde han: »NATO er ikke en velgørenhedsorganisation. Det er en investering i Amerikas sikkerhed.«

BROVTENDE var han aldrig. Han personificerede en ikke altid anerkendt amerikansk evne til at kombinere magt med høflighed og diplomatisk elegance. Han mente, at USA havde en særlig rolle, der kun kunne udfoldes med stærke medspillere og tillidsfulde alliancer. Det var, vidste han, i sidste ende godt for amerikansk sikkerhed og økonomi. Derfor var han i mange år i opposition til Trump. Lindsey Grahams deroute er derfor den mest chokerende blandt de mange fald på den amerikanske stjernehimmel.