Det er ikke for meget sagt, at hackere i Vesten har et dårligt omdømme.
De forbindes primært med to typer af operationer: enten med de såkaldte ransomware-angreb, hvor virksomheder må betale løsepenge for at få frigivet deres låste it-systemer, eller med statssponsoreret hacking, hvor hensigten er at smadre modstanderens kritiske infrastruktur; som oftest inden for energisektoren.
Men faktisk findes der også hackere med mere ædle motiver.
Hackere, som slet og ret vil redde politiske fanger fra at rådne op i fængsel eller husarrest.
Sidste onsdag meddelte den belarusiske hackergruppe Cyberpartisanerne på beskedtjenesten Telegram, at den har overtaget kontrollen med it-systemerne, produktionsstyringen og overvågningskameraerne på den statsejede – og største – gødningsfabrik i Belarus Grodno Azot. Gruppen kræver, at de arbejdere, som er idømt fængselsstraffe for deres protester mod fupvalget af Aleksandr Lukasjenko til en sjette præsidentperiode i 2020, bliver løsladt; tillige med 75 andre fængslede systemkritikere, hvis helbredstilstand er miserabel.
Det ville dog være synd at sige, at cyberangrebet har vakt furore i den belarusiske offentlighed, selvom produktionen af gødning absolut ikke er ufarlig: Kemikalier som ammoniumnitrat bruges også til at lave sprængstoffer, og et uheld på fabrikken kunne sagtens forårsage en større eksplosion, der kunne ramme beboerne i boligkarreerne tæt på virksomheden.
Men myndighederne har simpelthen valgt at fortie cyberangrebet, og den statskontrollerede presse skriver ikke om det.
Til internetmediet Zerkalo siger den i øvrigt totalt anonyme gruppes talskvinde, Juliana Sjemetovets, der er bosiddende i New York, at virksomhedens ledelse endnu ikke har henvendt sig til hackergruppen.
Det tilskriver hun det hierarkiske statssystem i Belarus, hvor ingen tør træffe store beslutninger, før præsident Lukasjenko er taget i ed.
Det er dog ikke sikkert, at Juliana Sjemetovets ville indrømme det, hvis der faktisk blev ført forhandlinger. For over for Zerkalo lader hun samtidig forstå, at det ikke behøver at komme til offentlighedens kendskab, hvis virksomhedens ledelse indfrier gruppens krav. Hackergruppen er resultatorienteret, bedyrer hun, og angler ikke efter omverdenens anerkendelse. Ej heller vil de frigivne fanger efter alt at dømme have brug for at udtale sig; den statskontrollerede belarusiske presse ville jo slet ikke spørge.
DET ER formentlig en klog strategi. For i fuld offentlighed ville Aleksandr Lukasjenko aldrig give efter; specielt fordi Grodno Azot i forvejen har været et stridspunkt mellem EU og Belarus.
Virksomheden har været under EUs sanktioner siden 2021 som følge af sin intimidering af ansatte, der deltog i demonstrationer mod Lukasjenko, der var de største i Belarus' nyere historie. Op til en hel million mennesker skønnes dengang over mange måneder at have demonstreret ud af en befolkning på ti millioner. Protesterne gik først i sig selv, da Putin truede med at indsætte de russiske hærstyrker.
Men på trods af at gødningsfabrikken Grodno Azov altså har haft forbud mod at sælge til EU i flere år, kunne to uafhængige journalistiske gravergrupper – en belarusisk og en litauisk – sidste år afsløre, at virksomheden stadig i stor stil sælger gødning til EU gennem stråmandsfirmaer.
Siden har toldmyndighederne ved EUs grænser lagt sig i selen for at få stoppet importen til EU.
Hvis Lukasjenko offentligt imødekom hackergruppens krav, ville det ligne et eklatant nederlag til det EU, der har erklæret hans styre for illegitimt.
DET VIDES da heller ikke, om gruppens tidligere forsøg på at hacke sig til frigivelse af politiske fanger har været en succes.
I 2022 hackede gruppen de belarusiske statsbaner med krav om løsladelse af 50 meget syge politiske fanger og et totalstop for russiske troppetransporter til Ukraine.
Måske, måske ikke, blev nogle frigivet: Togene kører i hvert fald igen, men samtidig slås der hårdere ned på systemkritik end nogensinde.
Til gengæld har gruppen skabt synlige resultater ved at hacke sig ind i offentlige myndigheders databaser og dele oplysningerne med journalister, hvilket har ført til afsløringer i de belarusiske eksilmedier af alt fra navne på politistikkere, forholdene for de indsatte i Belarus' fængsler til de reelle tal for covidsmittede og coviddøde.
I tilfældet med politiske fanger er man tvunget til at håbe, at intet nyt faktisk er godt nyt.