Uro i underlivet

Da jeg gik på statskundskab i Aarhus i 90erne, gik kronprins Frederik der også.

Behøver jeg at sige, at det afstedkom en vis moro blandt de kvindelige studerende? For kom hans kongelige højhed mon til næste fest i Stakladen? Og hvordan var det nu med hans sidste flirt, var de egentlig stadig kærester eller hvad?

Jeg kom til at tænke på det, da jeg for nylig læste, at det er løgn og latin, at kvinder i højere grad end mænd stræber efter at gifte sig opad.

Af nærværende avis' sektion IDEER fremgik det, at to professorer, Neil Cummins og Gregory Clark, har analyseret millioner af britiske ægteskaber i perioden 1837-2021 og på den baggrund er de nået frem til, at kvinder såvel som mænd generelt helst gifter sig med nogen, der ligner dem selv til forveksling. De skifter i hovedreglen ikke socialklasse.

Og ugen forinden bragte magasinet The Atlantic en artikel om, at det i USA nu er mere sandsynligt, at en kvinde gifter sig med en mindre uddannet mand, end at en mand gifter sig med en mindre uddannet kvinde.

MEN SÅ IGEN, kan man tro på det? Ja, jeg vil gerne, men jeg kan altså ikke. For man må da for hulen skelne mellem, hvad folk vil, og hvad folk kan. Man konkluderer jo heller ikke, at folk hellere vil have en Skoda eller Opel end en Audi eller en Mercedes, bare fordi der kører flere Skodaer og Opeler rundt på vejene, vel?

Og min skepsis synes jeg også underbygges af resultaterne inden for det nye forskningsområde date-onomics, der beskæftiger sig med, hvilke præferencer kvinder og mænd har på datingtjenester.

Her hersker groft sagt pareto-princippet: 80 procent af kvinderne kæmper om 20 procent af mændene. De swiper bare ikke til højre på resten.

Desuden er det dokumenteret i alle ender og kanter, hvem det er, de unge kvinder vil have. De vil have de høje, flotte, muskuløse mænd. Dem med karriere og dem med penge. Dem med karisma, dem med selvtillid og dem med en blæret livsstil. De vil kort sagt gerne gifte sig opad. Andet ville da også være mærkeligt. Hvis man ikke kender folk, går man da efter det, der glimter som guld.

Og de 20 procent mænd, der vader i kvinder, hvem foretrækker de? Vil de mon gerne gifte sig opad? I æstetisk forstand, ja. Jeg chokerer næppe nogen ved at sige, at de er mindre interesserede i kvindernes karriere end i deres udseende og alder. Jo yngre og jo smukkere, jo bedre. Biologisk giver disse forskelle i præferencer god mening: Det er stadig kvinderne, der føder børnene, der altså som udgangspunkt bliver deres ansvar. Så det forekommer ret oplagt, at de fra naturens side er programmeret til at ønske sig en stabil forsørgelse. Mens mændene, der kan sprede deres såsæd ud over mange marker, kunne være evolutionært tilbøjelige til at gå efter fertile kvinder. Man må formode, at det er derfor, vi stadig har en hollywoodfilm til gode, hvor en tudegrim, dominerende kvindelig CEO får den bly og rødmende smukke ungersvend i en happy end.

Undersøgelsen af de britiske ægteskaber i perioden fra 1837-2021 viser således ikke andet, end at giftemål er det muliges kunst: Man ender med en kopi af sig selv.

Undersøgelsen af de amerikanske kvinders ægteskabsmønster i The Atlantic viser til gengæld, at der så småt er ved at ske en forskydning i ægteparrenes uddannelsesniveau: Simpelthen fordi der kommer så mange flere uddannede kvinder end mænd, at kvinderne bliver nødt til at finde sig en lavere uddannet mand, hvis de skal have sig en familie.

Muligvis er det grunden til, at TV 2 til den kommende sæson af Bachelor har valgt en tømrer fra Jylland, som kvinderne skal kæmpe om, frem for en erhvervsøkonom fra CBS. Det i sig selv er nu ikke noget dementi af kvindelig hypergami, som er et fint ord for at gifte sig opad: For man skal huske, at uddannelsesniveau og indtjening ikke er det samme. Alle, der har entreret med danske tømrere med eget firma ved, at de tjener kassen.

NU KAN DET måske lyde, som om jeg mener, at ægteskaber generelt indgås af nød, ikke af lyst. Som om folk ikke får dem, de elsker, men må elske dem, de kan få.

Men det ville være en forsimpling. For de kvinder og mænd, mange render efter – de 20 procent smukkeste, rigeste og mest succesfulde – er oftest de mest selvoptagede og ufølsomme: Det er simpelthen ikke sundt for nogen at være så ombejlet. Det er en vis retfærdighed i, at de gifter sig med hinanden, så længe det ellers varer. 

Moralen er altså ikke, at ægtefolk, som de er flest, må »nøjes«. Moralen er, at de »slap«, fordi de endte sammen med en, der er cirka lige så gennemsnitligt umulig og gennemsnitligt fantastisk som dem selv, hvilket alt andet lige er den allerbedste forudsætning for ægte kærlighed.