DET havde så absolut været at foretrække, hvis statsminister Mette Frederiksens undskyldning til grønlænderne ikke var faldet nogle timer efter nyheden om den amerikanske regerings påvirkningskampagner i Grønland. Først kunne Danmarks Radio fortælle, at Trump-administrationen i det skjulte forsøger at anspore grønlænderne til løsrivelse ved at puste til danskerhadet, og dernæst fulgte så den uforbeholdne undskyldning i spiralsagen fra Mette Frederiksen. Det var svært ikke at få den tanke, at Danmark i panik lagde sig fladt ned, af frygt for at grønlænderne skulle lade sig friste af USA. Specielt fordi pressemeddelelsen fra Statsministeriet nærmest var en blankocheck af en undskyldning. Den danske stat sagde ikke bare undskyld for, at grønlandske kvinder i 1960erne og 1970erne fik opsat spiraler med eller uden samtykke. Nej, statsministeren sagde undskyld for enhver forskelsbehandling af grønlændere til alle tider. »Min undskyldning på Danmarks vegne er også en undskyldning for disse andre svigt, som Danmark har ansvaret for, hvor grønlændere systematisk er blevet behandlet anderledes og ringere end andre borgere i kongeriget.«

VAR det nærliggende at se de to begivenheder i sammenhæng, så var de kun forbundne derved, at den danske regering helt åbenlyst føler sig presset af Trumps tilnærmelser til Grønland. Undskyldningen var velforberedt og koordineret med den grønlandske regeringschef, Jens-Frederik Nielsen, der også måtte krybe til korset og beklage, at de grønlandske myndigheder, omend i ganske få tilfælde, også satte spiraler op uden samtykke, efter at Grønland havde overtaget sundhedsområdet i 1992. Så naturligvis var undskyldningen ikke en reaktion på DRs historie om amerikanske påvirkningskampagner, der i øvrigt var så sparsom med detaljer, at det er tvivlsomt, hvad afsløringen egentlig bestod i. At der er MAGA-tilhængere i Grønland, som arbejder sammen med MAGA-tilhængere i USA for at få lagt Grønland ind under USA, har vel egentlig stået klart siden vicepræsident J.D. Vances besøg på Pituffik Space Base i marts. At der ikke er tale om en grønlandsk folkebevægelse, burde stå lige så klart: Den siddende grønlandske koalitionsregering virker, som om der tidligst kan blive tale om en vejledende folkeafstemning om løsrivelse i næste regeringsperiode, hvor Trump er gået af.