Jurnalister billede

Poul Pilgaard Johnsen

(f. 1965) blev efter jurastudier på Aarhus Universitet uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1992. Han har arbejdet på Horsens Folkeblad, Jyske Vestkysten og Radio Gladsaxe og siden 1996 på Weekendavisen. I 2011 afslørede han hjerneforskeren Milena Penkowa og Danmarkshistoriens største sag om videnskabelig svindel, ligesom han bl.a. har dokumenteret, at den danske diplomat i Berlin Vincens Steensen-Leth under krigen hjalp Stauffenberg-gruppen, der forsøgte et attentat på Hitler, samt opklaret omstændighederne omkring forfatteren Herman Bangs død i et tog i USA. Han har skrevet bøgerne Tandlægens masker, Forførerne, Flaskens ånd, Generalen – Kjeld Hillingsø og Det fordømte menneske – Jørgen Leth og den nye sædelighedsfejde.
Journal. Polemikeren og dansk litteraturs enfant terrible Marianne Stidsen blev sig selv gennem modstand. Unsafe spaces, et selvmordsforsøg og indlæggelser på psykiatrisk gik hånd i hånd med en umættelig appetit på mænd og kvinder, og så forløste skriften hende.

Skriget

<p>Foto: Niels Christensen</p> Foto: <p>Foto: Niels Christensen</p> Foto:
Foto: Niels Christensen

Hun var 16, da hun så den hængende mand.

»Jeg var blevet ansat på en rideskole, som lignede et lille slot. Først som ung pige i huset i skoleferien. Jeg skulle gøre rent og smøre madder til staldpersonalet, når de kom ind for at spise frokost i folkestuen. Rideskoleejerens mor, som residerede inde i huset, var lige så stor som min farmor, og endda endnu mere streng. Alle var bange for hende. Der gik rygter om, at hendes forrige mand havde skudt sig, og den nye mand – hr. B. – var ikke rask. Han var det rene skind og ben og næsten altid petroleumsblå i ansigtet under tweedkasketten. Måske fordi han drak lidt rigeligt.«

Marianne Stidsen tager tilløb. Fortsætter så:

»Den dag, det skete, var en lun forsommerdag. Jeg var kommet op på rideskolen tidligt om morgenen, hvor der var helt tomt for mennesker, og havde taget en af de ungheste, jeg var sat til at tilride. I mellemtiden var jeg nemlig blevet forfremmet til hjælperidelærer. Jeg havde trænet med den på ridebanen omme bag slottet, og den havde været en lille engel. Efter træningen tog jeg, som jeg plejede, seletøjet og gik op mod stuehuset for at hænge det på plads over radiatoren lige inden for døren i entreen. På vej op ad trappen til døren får jeg øje på en skikkelse nede i kælderskakten lige til højre for. Skikkelsen har kasket på, er noget blå i ansigtet og står og hoster. Sådan lyder det i hvert fald, selvom det godt nok var nogle lidt mærkelige form for host, hvor tungen ligesom røg ud af munden. Jeg holdt vejret. Det var nok ikke noget. Det var nok bare hr. B., der stod lidt dernede for sig selv i kælderskakten og hostede. Han hostede jo så tit, fordi han havde røget alt for mange cigaretter, gjorde han ikke?«

Foto: Niels Christensen
Foto: Niels Christensen

På vej ud af huset igen kunne hun alligevel ikke lade være med at vende sig omkring og kigge.

»Og da så jeg det – strikken, der lå surret rundt om hans hals. Og jeg så også, at hans ben ligesom svævede et par centimeter oven over gulvet nede i skakten.«

Hun fik sig slæbt ud på parkeringspladsen, hvor hendes far holdt og ventede i den blå Volvo stationcar.

»Jeg vaklede hen til bilen, åbnede døren og sagde til min far: ’Jeg tror nok, hr. B. har hængt sig.’ Når jeg sagde ’tror’, var det, fordi jeg på en måde var sikker på, det var noget, jeg havde drømt, ligesom så meget andet. Min far sprang ud af bilen, og jeg satte mig bare ned på bagsædet med åben dør og gloede ud i luften. Efter et stykke tid – det kan have været ti minutter eller en time – kom min far tilbage til bilen. Han havde rideskoleejerens mor med. Det første, hun sagde, var: ’Marianne, du må jo huske, at min mand var meget syg.’ Med fuldkommen rolig stemme. Som om det var vejret eller noget andet almindeligt, hun talte om.«

Det var på det tidspunkt, at Marianne Stidsen for første gang begyndte at skrige.

»Jeg skreg og skreg og skreg og ville slet ikke holde op. Til sidst kom der en anden pige, som også var ansat som hjælper på stedet, og gik med mig en tur ud i skoven. Det sidste, jeg husker fra den dag, er synet af ambulancen, der kommer kørende på vej væk fra hovedbygningen, da pigen og jeg træder ud af skovtykningen. Ambulancen med den døde hr. B. indeni, kunne jeg nok regne ud. Det var, som om noget gik i stykker i mig den dag. Som om en elastik var sprunget, og det tog lang tid at få den sat sammen igen.«

Synet af den hængte mand i kælderskakten førte i første omgang til en beroligende sprøjte på skadestuen i Roskilde.

»Så tog min far og jeg hjem igen, og ’så taler vi ikke mere om den ting’. Lige indtil jeg begyndte at få nogle hæslige drømme, hvor rideskoleejerens mor forlangte den døde mand hakket i småstykker og spredt ud over markerne som gødning. Så kunne mine forældre godt fornemme, at den var gal, og jeg begyndte at gå hos en psykiater. Af den gammeldags slags og med kittel på. Det blev begyndelsen på en lang række ind og ud-ture af diverse psykiatriske klinikker og anstalter.«

Udskud

Historien om Marianne Stidsen er fortællingen om et menneske, for hvem meget i livet er kommet på tværs. Lige fra den dag, hun begyndte i første klasse i den kommuneskole, som lå tættest på parcelhuskvarteret i Jersie, hvor hendes forældre for første gang havde fået fod under eget teaktræsbord:

»Allerede fra dag ét hadede jeg det. På vej op til skolebussen drømte jeg, at jeg havde opfundet en usynlig rumkapsel, som jeg kunne sidde i, mens jeg svævede op ad Idrætsvænget og videre ned ad Fredensbovej til busstoppestedet. I kapslen skulle der være et blødt leje af underdyner og overdyner, en dynge spændende blade og bøger samt varm kakao.«

På gode dage kunne hun få den forestilling til at vare i alle skolens timer.

»På dårlige dage følte jeg mig til gengæld bare udenfor på den kedelige måde. Det var no-go at være rødhåret. Det var no-go at bære briller. Jeg var rødhåret og havde briller. Men på de gode dage gjorde det ikke noget. Ikke at have så mange legekammerater gav mere tid til én selv. Til fantasier og tankelege og dagdrømmerier af enhver art. Som for eksempel drømmen om en dag at komme til at eje en garnforretning i en middelstor dansk provinsby. Med endeløse rækker af små rum i reolerne på væggen, hvor der lå hundredvis, ja, tusindvis af bløde garnnøgler i alle kulører. Som man så kunne hækle og strikke heste og seletøj af og bagefter lege rideskole med på gulvet. Uden overhovedet at blive forstyrret. Fordi man i mellemtiden var blevet voksen og ikke lod sig forstyrre af nogen. Havde ret til ikke at blive det.«

Som tiårig flyttede hun med familien til landsbyen Ny Tolstrup i de midtsjællandske skove mellem Roskilde og Ringsted.

»Den nye skole hadede jeg om muligt endnu mere end den gamle. Stort set ingen af lærerne kom jeg godt ud af det med, selvom jeg var et rent dydsmønster som en form for camouflageuniform, da det så var lettere at blive ladt i fred. Men engang gik min lærer amok. Eftersom jeg aldrig gjorde noget direkte forkert eller uartigt i timerne, kunne han ikke så godt skælde mig ’normalt’ ud, men en dag, hvor jeg bare sad helt stille og roligt bøjet over mit som sædvanlig selvvalgte enmandsprojekt, gik han ned og stillede sig ret foran mig og brølede: ’Nu er jeg simpelthen så træt af at se på dit sure fjæs!’ Det kom totalt ud af den blå luft.«

Jeg drømte, at jeg havde sådan et imaginært målebånd, som man bruger, når man skal lave håndarbejde, altså korsstingsbroderi og den slags. Hver eneste gang, jeg havde været i seng med en ny fyr, klippede jeg en centimeter af det uendeligt lange, imaginære målebånd. Samtidig med at jeg søgte at forbedre min teknik.

Marianne Stidsen

Efter selv at være blevet lærer i sit voksne liv forstår hun ham bedre:

»Hellere 30 elever, der råber og skriger i vilden sky i munden på hinanden, end to, der sidder og glor hånligt selvretfærdigt og dydsmønsteragtigt op på én med sammenmast mund uden at sige noget. Og hvor man så sikkert som amen i kirken ved, at når der skal evalueres anonymt, så regner stokkeslagene metaforisk talt ned over rygstykkerne på én.«

Marianne Stidsen blev nemlig aldrig indehaver af en garnbutik i provinsen. Hun blev dr.phil., lektor på Københavns Universitet og en af tidens mest kontroversielle debattører. Hendes højlydt – nogle ville sige skingert – artikulerede modstand mod alt, hvad der er woke, har gjort den i dag 58-årige litteraturhistoriker til en helt i nogle kredse og til persona non grata i andre.

Hun har sammenlignet MeToo-aktivister med terrorister, kaldt den identitetspolitiske bølge for et terrorvælde og splittet Det Danske Akademi. Trods valgt på livstid forlod Suzanne Brøgger, Ida Jessen, Jens Smærup Sørensen og Astrid Saalbach det prestigefyldte litterære selskab i protest mod deres kollega Stidsens måde at føre offentlig kamp mod det, hun selv kalder krænkelseskulturen. Dråben, der fik bægeret til at flyde over, var hendes sammenligning i en kronik af tidens radikalfeministiske bølge og nazismens indtog i Tyskland. Det var ved den lejlighed, hun opfandt et ord for matriarkalsk socialisme: mazisme.

Det faldt ikke Marianne Stidsen ind selv at forlade Akademiet – trods mange opfordringer.

Læs Martin Krasniks leder om sagen i Det Danske Akademi: Det Stidsen mener

Rigtig rød

Kort tid efter synet af den døende mand insisterede Marianne Stidsen på at flytte til den anden ende af landet. Hendes far lejede et folkevognsrugbrød og kørte hende og hendes skibsbriks til Herning, hvor hun havde fået job på en rideskole. Over staldene blev hun indlogeret i en lille lejlighed, som hun måtte dele med en masse mus.

»Bortset fra musene og de store dyr nedenunder var der tomt som i graven. Rideskolen lå i udkanten af mosen på den anden side af banelegemet i forhold til selve byen. Man skulle lige vænne sig til toghjulenes skrigelyde på skiftesporet. Jeg arbejdede fra syv morgen til ti aften. Hestene skulle serviceres, rideskolebørnene skulle serviceres, og det skulle også de rige herningmatadorers døtre, der hver især havde fået tre-fire heste af farmand, så der var lidt at lege med.«

Marianne Stidsen skriver alle sine tekster i sofaen. Lige nu er hun ved at færdiggøre en ny bog, der udkommer til efteråret. Den handler om, hvordan LGBT+, Black Lives Matter og MeToo-bevægelsen ifølge hende »samarbejder om at omstyrte samfundet«. Foto: Niels Christensen
Marianne Stidsen skriver alle sine tekster i sofaen. Lige nu er hun ved at færdiggøre en ny bog, der udkommer til efteråret. Den handler om, hvordan LGBT+, Black Lives Matter og MeToo-bevægelsen ifølge hende »samarbejder om at omstyrte samfundet«. Foto: Niels Christensen

Især en bestemt episode med en af disse rigsmandsbimbos, som hun kalder dem, står stadig klart i hendes erindringer:

»Når jeg mugede ud i den stald, hvor en af hendes heste stod, havde jeg længe lagt mærke til, at der lå et gammelt dækken på en af skraldespandene. Det skulle bare smides ud, og med tanke på de få 100-kronesedler, jeg fik i løn om måneden, spurgte jeg hende, om jeg måtte få det til min egen hest. Hun tænkte sig lidt om og sagde så: ’Du kan få lov at købe det for 500 kr.’ Det har brændt sig ind i mig og var medvirkende til, at jeg begyndte at udvikle en stærk politisk bevidsthed.«

Stidsen blev socialist på den socialt indignerede måde. Rigtig rød.

»Det varede ved, indtil jeg for alvor oplevede på egen krop, hvad det vil sige at blive udfordret på de frihedsrettigheder, som den røde fløj på forkælet og ignorant vis tager for givet, nemlig ens personlige ytringsfrihed. Så måtte jeg sige fra og sadle om. Men min afsky for tomhjernede, egocentriske, smålige, smaskforkælede overklasseløg har altså ikke fortaget sig en dyt af den grund.«

Målebåndet

Tiden i Herning vakte også andre instinkter hos den unge Marianne Stidsen end de politiske. Det forkætrede røde strithår blev skjult med store mængder kulsort kemisk farve, og hornbrillerne skiftet ud med fed eyeliner, mascara i tykke klatter og postkasserød læbestift. Så var hun klar til at indtage Romantica, Napoleon, Gaslight, Eldorado og de øvrige diskoteker og værtshuse i det vilde vesten, når arbejdet på rideskolen var ovre.

Og det gik stærkt, da først hendes seksuelle debut var overstået. Der var pizzamanden en formiddag på gulvet i hans tomme restaurant og politibetjenten, der mente, at hun gav »verdens dårligste blowjob«. Der var Sonny, som var bartender på Eldorado, hvor man sad i cowboysadler oppe ved baren, og som altid havde masser af piger på en gang. Og der var mange, mange flere.

»Jeg drømte, at jeg havde sådan et imaginært målebånd, som man bruger, når man skal lave håndarbejde, altså korsstingsbroderi og den slags. Hver eneste gang, jeg havde været i seng med en ny fyr, klippede jeg en centimeter af det uendeligt lange, imaginære målebånd. Samtidig med at jeg søgte at forbedre min teknik.«

Marianne Stidsen havde taget skeen i den anden hånd efter opvæksten i en familie, der på faderens side var præget af tilhørsforholdet til den »sorte« vækkelsesbevægelse »De stærke jyder«. Selv mistede hun barnetroen og siger, at hun var nødt til at overskride grænserne for at blive den, hun er.

»Det var fedt. Det føltes som en kolossal sejr. Det føltes som at udleve friheden for fuldt skrald og for fuld udblæsning. Det føltes som at gøre, præcis hvad man ville. Uden at nogen i denne forpulede verden skulle fortælle en, hvad der var tilladt og forbudt. Det var ikke så kompliceret. Det var bare sex. Og fest. Og ballade. Morgen, middag og aften i et par år. På alle planer var det forløsende. Jeg kender ingen bedre måde at sige nej på til formynderi og give fingeren til alle de trangbrystede kommissærer i deres alt for små stramme laksko, fra statsministeren til ideologisk-moralske hængehoveder af enhver art, der vil fortælle andre mennesker, hvordan de skal leve deres liv.«

Psykomareridt

Og så gik det alligevel galt i Herning. Hestedrømmen brast, for da det kom til stykket, havde hun ikke talentet til at klatre helt til tops i ridehierarkiet. Uanset hvor meget hun sloges for det.

»Sindssygevæsenet havde jeg jo allerede været i kontakt med. På rideskolen i Jylland kulminerede psykomareridtet, efter at jeg var vejet og fundet for let til den første store beriderprøve. Jeg havde det kolossalt skidt og havde bare lyst til at sove. Jeg tog et par sovepiller for at komme væk fra det hele, men der var ingen særlig virkning at spore. Jeg blev ved med at stavre spilvågen rundt oppe i det lille hummer over stalden mellem muselort og stabelvis af uvaskede tallerkner. Så tog jeg et par stykker mere. Stadig ingen virkning. Og så en ordentlig håndfuld og gik ned for at passe mit staldarbejde. Jeg nåede både at fodre og fjerne klatter, før jeg faldt om på gulvet. Jeg kan huske, at jeg tænkte: Endelig får jeg da fred! Jeg ville bare have lov til at sove for evigt. Så husker jeg ikke mere, før jeg vågnede op på intensivafdelingen.«

Efter selvmordsforsøget forlod hun rideskolen og begyndte som hf-studerende på Herning Seminarium.

»Mine psykiske problemer fandt med tiden et mere jævnt leje. Det vil sige lidt psykologhjælp i ny og næ og en enkelt indlæggelse på medicinsk i Roskilde, fordi jeg havde fået et af mine berømte skrigeanfald, og mine arme forældre ikke vidste, hvad de skulle gribe og gøre i. På et senere tidspunkt fik jeg også medicin. Det varede ved en halv snes år, men som 25-årig tog jeg beslutningen: Aldrig mere!«

Stålsat skyllede Marianne Stidsen de sidste piller ud i toilettet, men efter mange år fik hun brug for dem igen:

»For nogle år siden løb jeg på ny ind i en situation, som krævede, at jeg krøb til korset og søgte terapeutisk bistand. Denne gang handlede det om en sag med en vred ph.d.-studerende på mit arbejde. Også denne gang var det en rigtig sød psykolog, som blev ved med at sige, at jeg måtte acceptere, jeg var kørt ind i et vejtræ. Men det, der for alvor reddede mig, var de piller, jeg havde forsvoret at skulle have flere af. Uden dem er jeg ikke sikker på, om jeg havde været i stand til at vende tilbage til arbejdet og atter stille mig op i et klasserum eller et auditorium propfuldt af studerende.«

Sologruppe

Marianne Stidsen forlod Herning med en HF-eksamen og endnu flere engangsknald i bagagen for som den første i familien at begynde på universitetet. Faget var kultursociologi i København, og det gik galt lige fra begyndelsen.

»Alle var temmelig langt ude på det venstreradikale overdrev. Hvis faget sociologi altid havde gået for at være ultrasocialistisk, kunne man snildt lægge 75 procent til, hvis man skulle give en karakteristik af lillesøsterfaget. Jeg havde ikke spor lyst til at blive indrulleret i dette klistrede, altgennemtrængende fællesskab, hvor selv den mindste lille flig af én skulle kværnes igennem den fælles ideologiske gruppemølle.«

Hverken hos sine medstuderende eller lærerne var Marianne Stidsen i kridthuset. Det kulminerede, da de skulle lave deres første større projekt:

»Det var ikke, fordi jeg partout ikke ville arbejde sammen med nogen. Der var bare ikke nogen, der ville arbejde sammen med mig om det projekt om punkkultur, jeg havde udtænkt. Jeg ville dog ikke af den grund opgive mit projekt, men insisterede på, i mangel af partnere, at lave det solo. Det skulle jeg aldrig have gjort, for ingen af lærerne på faget ville være min vejleder.«

Foto: Niels Christensen
Foto: Niels Christensen

Til sidst var der dog en lærer, der blev tvunget til det, fordi Marianne Stidsen blev ved med at insistere på, at der ikke stod noget i reglerne om, at det var forbudt at lave projekter på egen hånd.

»Men hvad hjalp det at have reglerne på sin side, når den lærer, der var sat til at vejlede, simpelthen var som sunket i jorden? Som kronen på værket blev jeg kaldt op til den øverstkommanderende på instituttet og fik at vide, at jeg jo måtte forstå, at når vi kom ind ad døren, var mange af os så ideologisk afsporede, at vi først måtte rettes ind, før man kunne ’slække på tøjlerne’. Det var faktisk det udtryk, der blev brugt. Mit første møde med universitetet var kort sagt en afsindig stor skuffelse. Slet ikke som jeg havde forestillet mig og drømt om, med højt til loftet og vigtige diskussioner fra morgen til aften.«

Bagfra

Efter den disciplinære samtale havde Marianne Stidsen fået nok og gik direkte ned i banken og hævede sit statsgaranterede studielån for det næste halve år. Det kunne man dengang. Så bestilte hun en flybillet til USA med landing i Seattle og hjemrejse tre måneder senere fra New York.

Undervejs skrev hun dagbog, inspireret af sin store heltinde, Suzanne Brøgger, og alle dem, hun var inspireret af. Først og fremmest Henry Miller og Anaïs Nin, der ligesom Brøgger skrev virkelig meget om sex. Så det gjorde 19-årige Stidsen også.

»Næsten alle dagbogsoptegnelserne fra turen handler om, hvordan jeg mødte forskellige mænd, gifte som ugifte, unge som gamle, sorte som hvide, som jeg så fulgtes med et stykke ad vejen. En helt særlig måde at arbejde sig igennem det nordamerikanske kontinent og alle staterne på, skal jeg hilse og sige. Der var for eksempel en sød, flot familiefar i et af de hjem, jeg fik lov at bo i på den første del af rejsen, som jeg brændte varm på og forgæves forsøgte at forføre, når resten af huset sov. Der var den unge araber, som tjente til dagen og vejen ved at klæde sig ud som Charlie Chaplin og slentre rundt i Universal Studios til ære for turisterne. Til ære for mig tog han, da vi kom hjem i hans lejlighed, Chaplin-tøjet af og iførte sig en farvestrålende kaftan, før han tog mig bagfra midt på ryatæppet i stuen.«

Alt, hvad hun oplevede, blev ført til protokols i dagbogen. Der er mange mænd i bogen, men også flere kvinder.

»Allerede inden jeg tog afsted på min dannelsesrejse, var jeg begyndt at eksperimentere med nogle af mit eget køn. Det skyldtes mest, at jeg boede sammen med en utrolig skøn, lidt ældre mand, som var klassisk guitarist. Skønt de ydre forhold var rimelig beskedne, levede han som en tyrkisk pasha. Jeg havde mødt ham en varm sommerdag, hvor jeg lå og solbadede i Kongens Have efter arbejde. Han kom hen til mig i små badebukser og med en halvt gennemgnasket cerut i munden, lagde sig klos op ad mig og spurgte, om jeg ville med hjem og se hans sauna.«

Der var især én opmuntring, som ikke lod sig opdrive på noget andet fag. Han hed Knud Romer Jørgensen. Der gik en historie om, at han engang havde slået en medstuderende i gulvet, fordi vedkommende havde kritiseret filosoffen Kant til fordel for filosoffen Hegel. Det syntes jeg var det cooleste, jeg nogensinde havde hørt.

Marianne Stidsen

Det ville hun gerne, og snart kørte de afsted i hans lille Triumph sportsvogn på vej til Østerbro.

»Det viste sig hurtigt, da vi var kommet op på tredje sal, at ’saunaen’ bestod af en dør, der var blevet hængt op under loftet ude i det diminutive køkken. Når man tændte for begge gasblus og satte to gryder vand over, uden låg, og kravlede op og lagde sig på døren – ja, så var det faktisk fuldstændig som en sauna. Han løj ikke. Efter at have ligget på døren og bagefter smurt hinanden ind i møbelpolish – han havde en teori om, at det var godt for huden – lagde vi os ind på hans gigantiske madras med sort silkelagen.«

Samme eftermiddag kørte de ud og hentede alle hendes ting i det fremlejede kollegieværelse i Albertslund, hvor hun kun havde nået at bo i fire dage.

»Så boede jeg pludselig midt på Østerbro. Det viste sig dog hurtigt, at jeg ikke var den eneste kvinde, der fandt Peter skøn. Ikke mindst i sengen, for en aften, hvor jeg kom lidt sent hjem fra arbejde og låste mig ind, lå der to mennesker inde på det sorte silkelagen. Jeg kan ikke sige, jeg var dybt forbløffet. Desuden havde vi aftalt, at vi skulle leve i et åbent forhold, så jeg stak hovedet ind til dem og spurgte, om de ville have en kop kaffe, mens jeg forsøgte at få min stemme til at lyde helt neutral. For at gøre en lang historie kort overtog jeg pigen, som var høj og slank og havde verdens længste blonde fehår, fra ham. Snart havde hun og jeg en slags forhold kørende, mens pashaen blev skubbet ud på et sidespor. Jeg kæmpede og kæmpede for, at det skulle blive en succes, fordi jeg så godt kunne lide tanken om, at der ingen grænser var.«

Reddet af Knud Romer

Hjemkommet fra USA skiftede Marianne Stidsen fra kultursociologi til litteraturvidenskab, og her gik det bedre:

»Også det studie var munkemarxistisk, men der var især én opmuntring, som ikke lod sig opdrive på noget andet fag. Han hed Knud Romer Jørgensen. Der gik en historie om, at han engang havde slået en medstuderende i gulvet, fordi vedkommende havde kritiseret filosoffen Kant til fordel for filosoffen Hegel. Det syntes jeg var det cooleste, jeg nogensinde havde hørt. Knud, jeg og en tredje medstuderende lavede vores eget parallel-universitet, som mestendels fandt sted på Knuds kollegieværelse i Frankrigsgade Kollegiets betonslum, som han formåede at forvandle til en slags marcel proustsk eller baudelairesk romantikerrede. Med alkove med gardiner for og metervis af gamle bogreoler langs væggene. Fyldt med værker, han aldrig lånte ud, fordi han ikke kunne tåle, der blev lavet æselører eller overhovedet kom mærker i dem. En enkelt gang lykkedes det mig faktisk også – undskyld, Knud! – at flå pyjamassen af ham.«

Sammen begyndte de at arrangere litterære soireer på litteraturvidenskab for at kunne holde ud at være der. Han i hvid smoking læsende sonetter af egen produktion. Hun i guldnederdel og lange handsker læsende Angela Carter-inspirerede fortællinger. Også af egen avl.

Men der var nok også en anden grund til, at Marianne Stidsen fandt sig bedre til rette på litteraturstudiet. Allerede som stor teenagepige, der netop var begyndt at gå til krobal i Hvalsø om fredagen, var hun blevet »voldlæser af bøger med hårdt omslag«.

Først var det Suzanne Brøggers roman Creme Fraiche – med indlagt erotisk dannelsesrejse til USA, hvor forfatterinden får lavet en model af sin vulva – der betog Stidsen. Dernæst Søren Kierkegaards Enten-Eller, der af uransagelige årsager var røget med i månedspakken fra bogklubben, som hendes forældre abonnerede på.

»Som alle andre udkantstøser var jeg mest optaget af heste, men i et anfald af almindelig ungdommelig splittelse mellem sløvsind og ild i røven lagde jeg mig en dag til sengs i 14 dage og læste Enten-Eller fra ende til anden. Fra da af var jeg solgt. Aldrig i mit liv havde jeg læst noget så fantastisk – og så sjovt! Jeg fattede ikke, at man kunne gøre sådan noget med sproget. Så det at læse blev til en svimlende lufttur i egne af bevidstheden – og følelserne – som man ikke havde noget begreb om eksisterede.«

Foto: Niels Christensen
Foto: Niels Christensen

Kierkegaards og Brøggers bøger fik et håb til at spire i Marianne Stidsen:

»De gav mig fornemmelsen af, at der var en verden uden for det Pærekøbing, jeg var vokset op i. De gav mig følelsen af, at livet ikke var noget, der var givet én gang for alle, blot fordi man var født et bestemt sted i verden eller med et bestemt køn. Oplevelserne med den suveræne skrift gav mig et muligt fremtidsbillede af mig selv som andet end en udslidt husmor, der sad hver dag og pillede kartofler, mens børneflokken hvinede om ørerne, og manden lå og sov den ud på vsofaen. Det gav mig følelsen af at være et frit menneske.«

År senere, mens hun var indlagt på en psykiatrisk afdeling, blev det for alvor klart for hende, hvad det betyder at kunne skrive og tænke:

»Jeg skulle skrive dagbog i noget, der hed Kardex, og som var en slags journal. Det var en masse gule ark, som man skrev på hver eneste dag, og som plejepersonalet kunne gå ind og læse i og kommentere. Når jeg læser de gule sider i dag, tænker jeg, at det er en meget ufunderet, søgende person, der har skrevet dem. En person, som prøver at finde ud af, hvem hun selv er, men som endnu ikke har fundet svaret. En person, som til dels har givet efter for ’systemet’ og for det, systemet gerne vil have hende til at sige. I hvert fald undrer det mig stærkt, når jeg læser de forholdsvis lange optegnelser, at de ikke rigtig lyder som mig. Ikke desto mindre var det måske nødvendigt på den måde at skrælle sig ned til et intellektuelt og retorisk nulpunkt.«

Fra det nulpunkt skabte Marianne Stidsen sig selv:

»Det gik op for mig, at det at skrive er en måde, man kan få sit liv til at hænge bare lidt sammen på. Det er en måde, man kan give sit kaotiske mylder af tanker og følelser bare lidt struktur. Præcis ligesom det at læse kan være en måde at få livet til at hænge sammen på. Så det efterhånden begynder at ligne noget, man kunne kalde en slags personlighed. Eller en karakter. Og at blive en karakter, en personlighed, er vel noget af det højeste og fineste, man kan opnå her i livet. Er det ikke? Finere end titler, positioner, guld og grønne skove. Selv når den karakter, man lige har fået stablet op, skvatter sammen efter fem minutter, så ormen må til at gro en ny top eller bund ud. For slet ikke at være en karakter – ikke overhovedet at få modelleret den mindste lille halvslatne, forkølede personlighed ud af sit selv – er altså det infamt kedeligste af alt. Så kan man lige så godt lægge sig ned og dø. Så jeg indrømmer blankt: Jeg skriver primært for min egen skyld.«

Kritiker

Hun har bøger fra gulv til loft i lejligheden på ydre Frederiksberg. I den mørke stue står et skrivebord, men hun læser og skriver alt i sofaen på et blødt leje af puder og tæpper, der er stablet op. Som i en rumkapsel. Hun har aldrig fået børn, men i opgangen ved siden af bor hendes forældre. De er i dag de vigtigste mennesker i Marianne Stidsens liv. Venner, som hun havde haft i 30 år, forsvandt i takt med skærpelsen af hendes tone i den offentlige debat.

Som ung nytilflytter forsøgte hun forgæves at blive en del af den københavnske punkbevægelse – »det var et ekstremt lukket og individualistisk miljø, der ikke ville have en bonderøv som mig fra provinsen« – men på universitetet, hvor hun til sidst blev fastansat, blev hun punk på sin egen måde. Hendes undervisning var uforudsigelig, de studerende strømmede til, og hun var avantgarde med blik for forfattere, som andre intellektuelle overså eller ikke ville have med at gøre.

»Allerede som barn var jeg altid på tværs. Da jeg kom på universitetet, fandt jeg ud af, at den slags rent faktisk havde et navn, nemlig kritiker. Og jeg besluttede da straks, at det var det, jeg skulle være. Jeg hører snarere til dem, der kaster grus i maskinen, end holder hjulene i gang. Med andre ord: Jeg er kritiker med stort P – som i polemik. Det er det, jeg er. Den, jeg er.«

Så taler hun om en af sine helte, den østrigsk-amerikanske psykolog Heinz Kohut:

»Han har peget på to forudsætninger, som er nødvendige, hvis man skal blive et vitalt, modent og selvstændigt menneske. Den ene er tillid, og den anden er ambition. Tillid udvikles allerede i den tidligste barndom gennem tryghed, omsorg og kærlighed. Ambition, derimod, udvikles en smule senere gennem det, Kohut kalder modstand,« siger Marianne Stidsen:

»Ser vi på de opdragelsesmetoder, der har hersket de seneste årtier inden for både familien og uddannelsessystemet, synes de i høj grad at bygge på det første. Selvfølgelig er det helt nødvendigt med omsorg og så videre, for uden den kan man ikke etablere den nødvendige tro på sig selv og tillid til omgivelserne. Mindre fokus har der været på den anden del: modstand. Det er ikke uden grund, at curling-, nursing- og snowflake-generationen også bliver kaldt for jordbærgenerationen. Fordi de så let bliver stødt. Men modstand er akkurat lige så nødvendig som nursing og curling.«

I vejgrøften

Hun er ikke helt uden håb. For nylig talte hun med en studerende, der med begejstring i stemmen fortalte, at hun i det følgende semester skulle have en underviser, der er kendt for at kunne finde på at gå i rette med eleverne. Ja, nogle gange hævder han ligefrem, at det ikke er rigtigt, hvad de siger:

»Det er som regel mere tillokkende at være den flinke onkel end den strenge onkel. Men hvor systemet i dag har glemt værdien af den modstand, som den strenge onkel kan yde, så er nogle af de nye studerende tilsyneladende klogere. De har fornemmet, at uden modstand kan de ikke udvikle sig, og det vil de faktisk gerne. Det er også mit eget pædagogiske ideal, for nu ikke at sige min livsfilosofi. Vi kan kalde det unsafetyisme som en omvending af det begreb – safetyisme – der er blevet en samlebetegnelse for alle de woke social justice-bevægelser, der tegner nutidens samfund, og som jeg har sat mig for at kritisere,« siger Marianne Stidsen. Og så:

»Ikke desto mindre kommer jeg tit, når jeg er lige ved at skælde de unge mennesker hæder og ære fra, til at blive lidt blød. Fordi jeg pludselig ser det hele med deres øjne. Hvor hårdt det faktisk også er at være i den alder og stå foran møjsommeligt at skulle prøve at kæmpe sig frem til en eller anden plads i verden. Samtidig med at man er hylende angst for, at det ikke skal lykkes, og at man skal havne i vejgrøften som et eller andet forfejlet udskud eller vildskud. Det slap jeg selv for. Indtil videre i hvert fald. Jeg er jo dog blevet hængende på togvognen med det yderste af neglene.«

Side 4