Jurnalister billede

Poul Pilgaard Johnsen

(f. 1965) blev efter jurastudier på Aarhus Universitet uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1992. Han har arbejdet på Horsens Folkeblad, Jyske Vestkysten og Radio Gladsaxe og siden 1996 på Weekendavisen. I 2011 afslørede han hjerneforskeren Milena Penkowa og Danmarkshistoriens største sag om videnskabelig svindel, ligesom han bl.a. har dokumenteret, at den danske diplomat i Berlin Vincens Steensen-Leth under krigen hjalp Stauffenberg-gruppen, der forsøgte et attentat på Hitler, samt opklaret omstændighederne omkring forfatteren Herman Bangs død i et tog i USA. Han har skrevet bøgerne Tandlægens masker, Forførerne, Flaskens ånd, Generalen – Kjeld Hillingsø og Det fordømte menneske – Jørgen Leth og den nye sædelighedsfejde.
Formssag. Trods forbud fra hoffet forsøgte galleristen Jacob Asbæk at få støbt flere kopier af Prinsgemalens skulpturer.

Én gang til for prins Henrik

Én gang til for prins Henrik Af Poul Pilgaard Johnsen og Brian Nygaard

Venskabet mellem galleristen Jacob Asbæk og prins Henrik er der vist ingen grund til at betvivle. Som Asbæk selv fortæller:

»Han var måske min bedste ven. I perioder så vi hinanden tre gange om ugen, og da jeg fyldte 60, holdt han min fødselsdag på kongeskibet Dannebrog i Lissabon.«

Men de to venner var også forretningspartnere. Da prins Henrik begyndte at lave skulpturer, blev Asbæk hans gallerist og forestod salget af værker, der – for de store skulpturers vedkommende – koster omkring en million kroner per styk. En tredjedel af beløbet tilfalder galleristen. Alligevel var pengene angivelig ikke den vigtigste drivkraft for Asbæk.

»Jeg har altid set det som en personlig og spændende opgave at videreføre kendskabet til HKH Prins Henriks værker,« skrev han i september sidste år i en mail, som vi senere skal vende tilbage til.

»Jeg synes, du skal se næste afsnit af DRs serie Familien Asbæk. Der kan du se, at det er mig, der får ideen til den første udstilling af prins Henriks værker,« siger han i denne uge. Programmet sendes først på søndag, men Jacob Asbæk kommer næppe ind på det spegede forløb, som Weekendavisen i dag kan afsløre:

Efter flere gange at have fået skriftlig besked fra hoffet på Amalienborg om, at der efter prins Henriks død i 2018 ikke måtte produceres flere afstøbninger af prinsens skulpturer, forsøger Jacob Asbæk i 2019 alligevel at få støbt syv skulpturer hos et mindre bronzestøberi i Svendborg. Det sker, efter at Asbæks sædvanlige støberi i Italien har nægtet at udføre opgaven på grund af hoffets forbud. Kongehuset får nys om det ulovlige forsøg på i stedet at få skulpturerne lavet i Svendborg, og det bliver standset, inden skulpturerne er støbt. Rettighederne tilhører dødsboet.

Allerede året inden er det gået op for hoffet og advokaterne, som administrerer prins Henriks bo, at Asbæk gennem årene har fået støbt flere eksemplarer af de kongelige skulpturer end oplyst af galleristen selv.

Hverken kongehuset, prins Henriks tidligere privatsekretær, Michael Nellemann, eller bobestyreren, advokat Henrik Wedell-Wedellsborg, ønsker at udtale sig om sagen, men på baggrund af en mailkorrespondance, som Weekendavisen er kommet i besiddelse af, og efter samtaler med flere implicerede kan forløbet beskrives således:

Efter prins Henriks død i februar 2018 går hoffet og advokaterne i gang med en boopgørelse. Prinsens kunstproduktion og heraf følgende rettigheder og royalties skal også afklares. Allerede i marts 2018 sender sekretariatschef Nils Nykjær fra Amalienborg en mail til bronzestøberiet Mariani i Pietrasanta, Italien, for at få at vide, hvor mange værker af prins Henrik virksomheden har støbt.

Det højt respekterede Mariani støber skulpturer for nogle af verdens førende kunstnere, og mange danske kunstnere har i årtier fået støbt deres værker her. Også nogle af Prinsens skulpturer er på Jacob Asbæks bestilling støbt her, men sekretariatschefen får i første omgang intet svar fra Italien. Derfor sender han 8. juni 2018 endnu en mail til Mariani for at rykke for en opgørelse og tilføjer: »The Royal Court also asks you kindly to stop all production of HRH’s sculptures.«

Jacob Asbæk er cc på mailen til Mariani og sender samme dag til Nykjær »listen over de fire skulpturer, som HKH Prins Henrik har givet mig tilladelse til at disponere over på Fonderia Artistica Mariani støberiet«.

I sin svarmail bemærker Nykjær blandt andet: »Vigtigst er det dog, at al produktion skal standses.«

To måneder senere har sekretariatschefen på Amalienborg stadig ikke hørt fra støberiet i Italien. Han beder nu Jacob Asbæk om hjælp til at få en »officiel« skrivelse fra Mariani som svar på kongehusets henvendelser, og for nu tredje gang gør han opmærksom på, at al produktion skal stoppes.

»Jeg antager, at der ikke fremstilles yderligere,« lyder det i en mail fra 1. august.

Stadig intet svar fra det italienske støberi, og i november 2018 rejser Nils Nykjær til Pietrasanta sammen med galleristen Tina Lorien, som gennem mange år har fungeret som prins Henriks assistent i forbindelse med hans skulpturproduktion. Med i karavanen er Prinsens to tidligere kammertjenere, der nu fungerer som chauffører i hver sin varevogn udstyret med nummerplader med krone på. Der skal være god plads i bilerne, for missionen går på at afhente formene til prins Henriks skulpturer på støberiet i Italien, så der ikke kan støbes flere.

Adolfo Mariani, der ejer støberiet, vil dog ikke umiddelbart udlevere formene uden tilladelse fra enten Jacob Asbæk eller Lars Henningsen, der har fungeret som kontakt mellem Mariani og Asbæk. Henningsen er uddannet konservator, har tidligere været ansat på Glyptoteket og i Ny Carlsberg Fondet og driver nu Henningsen Art Consulting.

Dagen efter kommer Henningsen til stede på støberiet og overværer, at Adolfo Mariani skriver under på et dokument om, at der ikke må produceres flere af prins Henriks skulpturer, og at samtlige forme nu er overdraget til kongehuset.

Mariani udleverer samtidig en opgørelse over støberiets produktion for Asbæk gennem årene. De besøgende fra Danmark kan straks konstatere, at det er en del flere kopier end oplyst på den liste, som Asbæk blot ti dage forinden har sendt til Amalienborg. Således er der produceret tre kopier mere i mellemstørrelse af hver af prins Henriks skulpturer Næsehornet og Giraffen, end det fremgår af Asbæks liste til kongehuset. Sirenen er der to ekstra kopier af. Hvornår disse otte »nyopdagede« bronzeskulpturer er støbt, fremgår ikke. Som nævnt fik det italienske støberi – og samtidig Jacob Asbæk – allerede i marts 2018 besked om at indstille produktionen.

Tilbage i Danmark bliver det efterhånden temmelig uoverskuelige mellemværende mellem Asbæk og Prinsens dødsbo til sidst løst i mindelighed. Jacob Asbæk får i den forbindelse en skulptur af prins Henrik, som bliver produceret – af en anden støber i Italien – i to eksemplarer: en til Dronningen og en til Asbæk. Han sælger senere sit eksemplar til Dyne-Larsens søn.

Så siger jeg til Jacob Asbæk: ’Hvis jeg nu ringer til Hofmarskallatet, hvad siger de så?’ ’Det er ikke en god idé,’ svarer han.

Jørn Svendsen, støber

Men det er ikke det sidste, Adolfo Mariani hører til Asbæk. Mariani fortæller:

»Nogen tid efter kom der en bestilling fra Asbæk, der bad om at få støbt et af Prinsens værker i syv eksemplarer. Han sagde, at han nok skulle indhente en tilladelse. Jeg afviste at støbe det, da jeg ikke ville foretage flere afstøbninger oven på kongehusets henvendelse. Det eneste, jeg herefter foretog mig, var at sende formen til Danmark, og det gjorde jeg som en tjeneste for Asbæk og fra min privatadresse, så der ikke skulle være nogen forvirring om, hvorvidt støberiet var involveret. Da jeg så, at den skulle sendes til et andet støberi, var min formodning, at de i så fald ville indhente den korrekte tilladelse. Jeg sætter en stor ære i at varetage min relation til kongehuset korrekt, og derfor var det mig magtpåliggende at agere, som jeg gjorde,« siger Mariani, der har modtaget det danske ridderkors af Dronningen. Han tilføjer:

»Støbeformen var ikke hos os på det tidspunkt, men kom fra en tidligere forstørrelsesopgave. Der var den blevet glemt og derfor ikke afleveret, da kongehusets folk var her.«

Prins Henrik skabte altid sine skulpturer i lille format, hvorefter de af støberiet blev sendt til forstørrelse hos en lokal modellør, der også laver formene, som bruges til den endelige bronzestøbning. Prinsens skulpturer blev ofte støbt i flere forskellige størrelser, og den »glemte« form var en 40 centimeter høj øgle. Øglen indgår i en lille serie, der også omfatter et girafhoved og et næsehorn.

Marianis version af historien modsiges til dels af modelløren Milian Garcia Liber, der havde til opgave at forstørre og lave forme for Mariani. Ifølge ham var formen til Øglen ikke glemt på hans værksted:

»Jeg husker udmærket de forstørrelsesopgaver, jeg lavede af prinsens skulpturer. Det var fire i alt, og dem lavede jeg samtidig. De blev selvfølgelig også afleveret samtidig til støberiet,« siger han.

Hvorom alting er, bliver støbeformen til Øglen sendt fra Pietrasanta til Skulpturstøberiet i Svendborg. Her har ejeren, Jørn Svendsen, forinden fået en opringning fra Lars Henningsen, der på vegne af Asbæk spørger, om han vil støbe syv prins Henrik-skulpturer.

Støbeformen til prins Henriks skulptur Øglen ligger stadig hos Skulpturstøberiet i Svendborg. Bronzestøber Jørn Svendsen anede uråd, da Jacob Asbæk fik sendt formen fra Pietrasanta til Fyn og pludselig ville have ham til at støbe skulpturer i stedet for den sædvanlige verdensberømte støber i Italien. Foto: Kasper Palsnov
Støbeformen til prins Henriks skulptur Øglen ligger stadig hos Skulpturstøberiet i Svendborg. Bronzestøber Jørn Svendsen anede uråd, da Jacob Asbæk fik sendt formen fra Pietrasanta til Fyn og pludselig ville have ham til at støbe skulpturer i stedet for den sædvanlige verdensberømte støber i Italien. Foto: Kasper Palsnov

»Jeg svarer, at det vil jeg gerne, hvis hoffet har givet tilladelse. Henningsen siger, at det må jeg tale med Jacob Asbæk om,« fortæller Jørn Svendsen. Han undrer sig over henvendelsen, for hans støberi har aldrig tidligere udført opgaver for hverken kongehuset eller Asbæk.

»Allerede i maj cirkulerede der rygter om, at Asbæk lavede ulovlige kopier af Prinsens ting, så også derfor var jeg ekstra på vagt,« tilføjer han. Da Asbæk selv ringer, forlanger Jørn Svendsen atter en skriftlig tilladelse fra Amalienborg, men han må nøjes med en mail fra Asbæk. Den er dateret 25. september 2019 og sendt fra Patricia Asbæks mailadresse, men underskrevet af hendes mand, Jacob:

»I forbindelse med forstørrelse, støbning og produktion af 3 store skulpturer som jeg iværksatte og formidlede for Hans Kongelige Højhed Prins Henrik, gav han mig dispositionsretten over tilsvarende 3 mindre skulpturer: Næsehornet, Giraffen og Øglen. Næsehornet og Giraffen er blevet produceret og formene destrueret i henhold til aftale. Jeg ønsker nu at gøre nytte af den tilladelse, HKH Prins Henrik gav mig til at producere Øglen i det aftalte mindre format. Jeg har altid set det som en personlig og spændende opgave at videreføre kendskabet til HKH Prins Henriks værker.«

Støberen i Svendborg vælger at spørge sin advokat til råds og får svaret, at Asbæks mail ikke er tilstrækkelig dokumentation:

»Så siger jeg til Jacob Asbæk: ’Hvis jeg nu ringer til Hofmarskallatet, hvad siger de så?’ ’Det er ikke en god idé,’ svarer han.«

I mellemtiden har Jørn Svendsen gennem et par kontakter i kunstverdenen fået en forbindelse til kongehuset og orienteret hoffet om sagen. Herfra lyder meldingen, at han absolut intet må foretage sig. Ifølge en kilde, Weekendavisen har talt med, »vækker det bestyrtelse« både på Amalienborg og hos boets advokat, at Asbæk trods udtrykkeligt forbud har forsøgt at få støbt flere af prins Henriks skulpturer.

Selv hører Jørn Svendsen ikke mere fra Jacob Asbæk, men et par måneder senere ringer hans søn, Martin Asbæk, der også er gallerist, og siger, at han vil komme og afhente støbeformen. Det er dog stadig ikke sket, og derfor ligger formen stadig i et industrikvarter i Svendborg.

Lars Henningsen var personligt til stede som Asbæks repræsentant, da Mariani i Pietrasanta skrev under på hoffets dokument med forbud mod at støbe flere af prins Henriks skulpturer. Alligevel kontaktede Henningsen året efter Jørn Svendsen i Svendborg for at få ham til at støbe nye prinseskulpturer for Asbæk.

»Jeg skrev ikke under i Pietrasanta. Det var kun Mariani, som skrev under, og han har jo heller ikke støbt noget,« siger Henningsen.

– Men du vidste jo, at hoffet var imod, og rettighederne tilhørte dødsboet?

»I virkeligheden har jeg bare hjulpet Jacob som mellemmand. Jeg ved ikke, hvad han havde af aftaler med prins Henrik.«

Selv siger Jacob Asbæk, at han ikke har forsøgt at løbe om hjørner med kongehuset. Ifølge ham er alle kopier støbt efter aftale med prins Henrik – dog kun mundtlige aftaler – og han var ikke klar over, at han efter Prinsens død var i færd med at gøre noget galt:

»Mariani havde fået besked om, at han ikke måtte støbe efter prins Henriks død, men jeg havde aldrig fået besked om, at en anden støber ikke måtte. I øvrigt var formen godkendt af prins Henrik. Den havde ligget hos modelløren i lang tid, inden Prinsen døde, og var bare aldrig blevet støbt, fordi det var den dårligste i serien. Så tog vi de andre først.«

– Men du havde allerede året før flere gange fået at vide, at hoffet og bobestyrelsen forlangte al produktion stoppet. Juridisk set tilhører rettigheder og støbeforme jo altid dødsboet?

»Jeg følte, at det var min støbeform, og at jeg disponerede over den, fordi jeg havde betalt for fremstillingen af den. Jeg har aldrig lavet noget uden aftale med prins Henrik, og jeg ville bare sælge skulpturerne som sædvanlig og efterfølgende afregne med hoffet. Jeg havde hidtil kun arbejdet med kunstnere, der stadig var i live, og aldrig spekuleret på, at man skulle have tilladelse fra boet, når kunstneren er død. Derfor er jeg da glad for, at Svendsen gjorde mig opmærksom på det, så vi undgik en pinlig sag.«

Ifølge Jacob Asbæk var det ham selv, der henvendte sig til hoffet og efterfølgende aflyste støbningen. Asbæks udlægning af forløbet bestrides af Weekendavisens kilder, som har haft med sagen at gøre, og af Jørn Svendsen:

»Det var hoffet og ikke Jacob Asbæk, som bad mig om at lade være med at støbe.« Ifølge eget udsagn håber Jacob Asbæk stadig, at prins Henriks øgle engang kan blive støbt i bronze.

»Men det afgør Dronningen eller Kronprinsen, når boet er afsluttet,« siger han. Indtil da må man nøjes med se Asbæk-familiens meritter på tv eller læse om dem i avisen. Som familiens i øjeblikket mest berømte medlem, skuespilleren Pilou Asbæk, konstaterer i et interview i Berlingske i denne uge:

»Vi har som familie aldrig været fagligt ambitiøse med hensyn til at læse f.eks. kunsthistorie. Det har mere handlet om at opføre sig ordentligt, være generøs og elske kunsten.«

 

Læs også Uffe Østergaards nekrolog: »Henri de Monpezat, prins af Danmark (1934-2018)«

Læs også Poul Pilgaard Johnsens artikel »En fremmed kommer til byen«

Læs også Martin Krasniks leder: »Den store prins«

 

Side 33