Jurnalister billede

Poul Pilgaard Johnsen

(f. 1965) blev efter jurastudier på Aarhus Universitet uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1992. Han har arbejdet på Horsens Folkeblad, Jyske Vestkysten og Radio Gladsaxe og siden 1996 på Weekendavisen. I 2011 afslørede han hjerneforskeren Milena Penkowa og Danmarkshistoriens største sag om videnskabelig svindel, ligesom han bl.a. har dokumenteret, at den danske diplomat i Berlin Vincens Steensen-Leth under krigen hjalp Stauffenberg-gruppen, der forsøgte et attentat på Hitler, samt opklaret omstændighederne omkring forfatteren Herman Bangs død i et tog i USA. Han har skrevet bøgerne Tandlægens masker, Forførerne, Flaskens ånd, Generalen – Kjeld Hillingsø og Det fordømte menneske – Jørgen Leth og den nye sædelighedsfejde.
Bar. Kristian Ditlev Jensen drak 35 genstande om dagen og skrev som en drøm. I en ny roman går han linen ud: Hvad ville der ske, hvis han ikke var holdt op?

Noget i ham skulle dø

Noget i ham skulle dø Af Poul Pilgaard Johnsen

Spørgsmålet er forudsigeligt og på en måde så upassende, at jeg kvier mig ved at stille ham det: Er Kristian Ditlev Jensens nye roman, Bar, et forsøg på en moderne udgave af Tom Kris­tensens Hærværk – dansk litteraturs hovedværk om druk? »Jeg har faktisk aldrig læst Hærværk. Måske skal jeg læse den nu, hvor jeg er færdig med min egen,« svarer han og fortsætter:

»Men de vil vel uvægerligt blive sammenlignet, når begge romaner handler om en alkoholiseret journalist og litteraturanmelder. Som jeg forstår det, er Tom Kristensens dog en mere eksistentialistisk roman – må man ødelægge sig selv? – mens min mere er det, som psykologer kalder en prøvehandling. Nemlig et forsøg på at undersøge, hvad der ville ske, hvis den side af mig selv, der havde lyst til at drikke sig ihjel, havde fået lov at fortsætte. Den tidligere hospitalspræst Preben Kok formulerede det så fint i radioen forleden: Hvis man er selvmordstruet, skal man ikke dø, men noget i en skal dø.«

Tom Kristensens roman fra 1930 handler om Ole Jastrau, der i en tiltagende fornemmelse af tomhed og desillusionering, efter at inspirationen er brændt ud, systematisk drikker sin tilværelse sønder og sammen på bekostning af ægteskab, barn, job, ja, alting. I Bar, der udkommer i næste uge, hedder hovedpersonen Kristian Ditlev Jensen.

Romanen er på lange stræk selvbiografisk, og en del kendte mennesker optræder under egne navne i bogen. Andre er virkelige personer, som han har udstyret med fiktive navne. Selv drak den i dag 50-årige forfatter – tidligere journalist på Berlingske og nuværende litteraturanmelder på Weekendavisen – umådeholdent i mere end ti år:

»Jeg stoppede første gang i 1998, da jeg var 27, efter et eskalerende overforbrug. Det holdt i tre år. Derefter drak jeg massivt, indtil jeg for alvor holdt op som 40-årig. Det var den 4. juli 2011, og jeg har ikke drukket siden. Jeg dypper min oblat i en dråbe vin om søndagen, og jeg spiser også alkohol, hvis det er i en sovs, eller hvis noget er flamberet. Jeg spiser også fyldte chokolader med spiritus i, men jeg sidder altså ikke på Hong Kong i Nyhavn en time efter af den grund,« siger han med en kop pulverkaffe inden for rækkevidde.

Vi laver interviewet hjemme hos mig på Frederiksberg. Da han ringede på dørklokken, overvejede jeg et sekund at lukke døren til gangen mellem køkkenet og spisestuen, hvor de åbnede vinflasker står: De tomme skal i containeren, når jeg husker at få dem med ned. De halvfyldte skal i maden – men han skulle jo nødig tro noget!

Tilbage til nul

Kristian Ditlev Jensen har i forvejen et ærinde i København denne weekend, og ellers bor han i Skagen, hvor han er præst. Lidt endnu, for til november flytter han til Anholt, hvor han har fået nyt embede.

Han begyndte at læse teologi i 2012. Inden da studerede han sprog- og litteraturvidenskab på universitetet og blev uddannet fra Forfatterskolen som elev på den sidste årgang under Poul Borum; han er også med i den nye roman.

I 2001 udkom selvbiografien Det bliver sagt, som skildrer de seksuelle overgreb, Kristian Ditlev Jensen blev udsat for som barn, og som blev hans gennembrud som forfatter.

Ved folketingsvalget i 2007 stillede han op for Ny Alliance, men blev med blot 49 stemmer ikke valgt. Året efter var han i ti måneder taleskriver for klima- og energiminister Connie Hedegaard, og siden 2015 har han været medlem af Det Konservative Folkeparti.

Hans første ansættelse som præst var i Holbøl i Sønderjylland i 2017, men det blev turbulent, og han holdt kun i knap to år. Undervejs gik hele menighedsrådet af i protest, men den dag i dag ved han ikke med sikkerhed, hvad der gik galt.

»Måske blev de bare skuffede over, at der flyttede en ny præst med en læge-kone ind i den fine præstegård, og så boede han der pludselig alene med to små børn,« siger Kristian Ditlev Jensen. I præstegården i Skagen blev familien på et tidspunkt samlet igen, men når han om et par uger rykker til øen i Kattegat, er han alene:

»Nu er hun og børnene væk, og det er på en måde en sorgproces, hvor man vender tilbage til udgangspunktet. Ligesom når man holder op med at drikke. Tilbage til nul. Det er levet liv, men også fornemmelsen af, at noget er spildt. Og så alligevel ikke helt, for jeg synes egentlig ikke, at det var spild af alle de år at sidde på værtshus. Jeg har også fået en masse viden, kommunikation og indsigt af det. Som journalist elskede jeg at møde mange mennesker, og på værtshuset kan du gange det med ti. Jeg tror, jeg kunne skrive 100 romaner på alle de historier og myter, jeg har hørt der.«

Han tier lidt, og siger så:

»Det, der har skræmt mig allermest, er, at det intet betød for min evne til at arbejde. Da jeg boede i London og var gennemalkoholiseret, skrev jeg igennem. Problemet var nærmest det modsatte, at der gik lang tid, fra jeg holdt op med at drikke, til jeg rigtig kunne skrive igen. Bar er jo også min første roman siden 2010.«

I London, hvor Kristian Ditlev Jensen flyttede hen efter at have oparbejdet en enorm bankgæld i Danmark, drak han to flasker gin om dagen. 35 genstande fordelt fra sidst på eftermiddagen til ud på natten. Han sov altid meget længe:

»Da jeg boede i Badstuestræde i København, stod jeg op klokken fire om eftermiddagen og skrev som en sindssyg. Jeg var enormt produktiv og skrev en kronik i løbet af et par timer. Når man er nogenlunde ædru, men stadig en anelse bagstiv, har man sådan en åben, blød bevidsthed. Det er en skøn tilstand at skrive i. Så gik jeg hen i Illum og købte ind og lavede mad, mens jeg drak to flasker rødvin. Bagefter gik jeg i byen og til sidst på La Fontaine med guldøl og dobbelte eller tredobbelte Jägermeistere. Sådan kørte det, indtil de lukkede, eller jeg blev fulgt hjem. Men det har haft nogle omkostninger. Mine relationer til nogle af de mennesker, som var med de sidste fem år af drukperioden, er ødelagt for altid. Jeg havde heller ikke nogen vellykkede kæresteforhold, inden jeg stoppede.«

Åh nej!

Han rører ved sin overarm. Bag skjorten har han en permanent blodsukkermåler stukket ind i huden. Den kommunikerer med en app på hans telefon, så han kan aflæse niveauet. Han kan klare sig uden medicin, hvis han passer på.

»Lægerne mener, at det meget vel kan skyldes druk, at jeg har fået diabetes,« siger han. Og så pludselig:

»Gud, Hærværk står jo der på din reol. Hvor sjovt, at jeg lige fik øje på den.«

Hvorfor drak han?

»En nærliggende forklaring er vel, at de seksuelle overgreb som barn har skabt en diffus smerte, men jeg tænker faktisk meget på den store diskussion i disse år: om det egentlig er noget psykosocialt, der udløser misbrug, eller om det er noget genetisk. Min morbror var kæmpe alkoholiker igennem dele af min barndom, og han boede på et tidspunkt sågar på gaden og sov i et rustent bilvrag, men fra den ene dag til den anden stoppede han. Det er snart 40 år siden, han stoppede sit drikkeri, og han lever endnu og er gift og har børn. Der er også eksempler lidt længere ude i min fars familie, som har været ramt af det, og min bror var meget alkoholiseret, da han begik selvmord. Det har jeg ikke selv været helt fremmed over for,« siger Kristian Ditlev Jensen:

»En anden mulighed er, at det bare er mængden af alkohol. At man begynder for tidligt med for meget. Måske bare med en enkelt flaske om dagen.«

Hans nye roman skal dog ikke betragtes som et indlæg i debatten eller et forsøg på at råbe op om unges alkoholvaner.

»Man må selvom, hvor meget man drikker. Folk har svært ved at forstå, at jeg har øl stående, men man må gerne drikke hjemme hos mig. Det er dog bedst selv at tage noget med, for efter ti år ved jeg efterhånden ikke, hvilke vine eller bryggerier der er gode,« siger han.

Hvordan holdt han op?

»Jeg tror, det var et spørgsmål om kritisk masse. Jeg havde simpelthen fået nok, og så var jeg heldig med den akoholterapeut, jeg fandt. Han var virkelig dygtig og havde en taktik, hvor han sådan set snød sine klienter. Det var han måske nødt til for overhovedet at få dem i tale. Han sagde, at han kunne få folk til at drikke kontrolleret, som er det, alle alkoholikere håber på. Man skulle bare stoppe helt i tre måneder, og så kunne vi tale om det, for det kan man ikke, mens man stadig er fuld: ’Til den tid kan vi se, hvor du ligger på misbrugsskalaen, og mon du ikke ligger der, hvor du kan drikke kontrolleret?’ De fleste fandt så helt af sig selv ud af, når de tre måneder var gået, at de ikke ville løbe den risiko at begynde at drikke igen. Det var ren taktik, men han sagde dog, at han havde en lille håndfuld ud af 68 klienter, som enten var begyndt at drikke meget lidt hver dag – en genstand eller to – eller også drak de sig stangstive en gang om måneden, og begge dele var jo fint nok.«

Kristian Ditlev Jensen holdt helt op, men ikke uden voldsomme abstinenser:

»Det føles som fem gange almindelige tømmermænd, som blev ved i fem dage. Hvis jeg prøvede at spise, kastede jeg op. Jeg havde hjertebanken og svedeture, som jeg næsten ikke kan beskrive. Til sidst blev ikke blot sengetøjet, men hele madrassen så gennemblødt, at jeg måtte skifte til en sofa.«

Senere opstod et langvarigt psykologisk fænomen, som han beskriver som »voldsomt«.

»Jeg vågnede hver morgen og troede, at jeg var faldet i dagen før: Åh nej, hvad lavede du i går? Jeg var jo gået på bar. Det var en meget levende forestilling, som udløste bondeanger, indtil jeg kom helt til mig selv og opdagede, at jeg ingen steder havde været og intet havde drukket.«

Men faktisk gik Kristian Ditlev Jensen i en periode efter den kolde tyrker ofte på bar.

»Jeg skulle stive mig selv af ved at vise, at jeg kunne gå på værtshus uden at drikke. En danskvand, tak! Men pludselig forstod jeg, at det i virkeligheden var en risikovillig adfærd. Min alkoholterapeut beskrev den med et ordsprog: When you hang around the barbershop long enough, sooner or later you will get a haircut.«

Hos terapeuten lærte han at blive bevidst om advarselssignalerne:

»Hvis jeg laver mange jokes om alkohol, lyser advarselslampen, for det betyder, at alkohol er begyndt at fylde meget i min bevidsthed. Hvis jeg pludselig er meget optaget af at lave whiskysovs, tager jeg det også som en advarsel.«

Foran korset

Året efter, Kristian Ditlev Jensen var holdt op med at drikke, blev han sammen med en række andre forfattere inviteret til at prædike i en kirke på Østerbro i København. Det satte noget i gang i hans indre, og samme år begyndte han – lidt spontant – at læse teologi.

»Misbrugseksperten Henrik Rindom sagde engang, at hvis man er rigtig misbruger, er der kun to ting, som kan redde en: forelskelse og kærlighed eller religion. Jeg ved ikke, om det er rigtigt, men ved at få hul på religionen og genfinde min kristne tro, som havde været helt ude af billedet i mange år, kom der nogle værdier, som gjorde, at jeg ikke kunne acceptere at bruge mit liv så tosset eller spilde det,« siger han og fortsætter:

»Egentlig hader jeg klicheen om en tørlagt alkoholiker, som bliver præst. Men det er en komponent, at man som alkoholiker render ind i en slags meningsløshed. Jeg ved ikke, om jeg mistede mine værdier og derfor begyndte at drikke, eller omvendt at værdierne forsvandt i takt med, at jeg drak. Men når man stopper, vågner man op til en økonomi som er ødelagt, 17 parforhold som er brudte, en familie, som er træt af en, og arbejdsgivere, som synes, man er en spade. Det er et nul- eller minuspunkt. Man er åndeligt og mentalt helt slidt ned, og man aner ikke længere, hvad der er rigtigt og forkert. Alle, der har drukket meget, har prøvet at gøre noget forkert. Gået i seng med nogen, de ikke skulle, eller brugt penge, som de ikke havde. I hvert fald sidder man tilbage med et moralsk problem. I Anonyme Alkoholikere, hvor jeg har gået, taler man om behovet for et nyt værdisæt.«

Han tøver lidt og begynder så et andet sted. Foran alteret i Skagen Kirke:

»Jeg kigger altid op på korset ved gudstjenestens begyndelse for at sikre mig, at jeg står lige midt for alteret, men også fordi jeg netop da ofte oplever en dyb religiøs følelse af at træde ind i noget åndeligt. En slags ekstase, som jo på græsk betyder ’ud af kødet’. Det er en ud af kroppen-oplevelse, ligesom når man er beruset, har sex, beder eller mediterer. Under gudstjenesten føler jeg mig i en slags let trance. Man kører gennem liturgien som en dans, og det er som en lidt forrykket tilstand i forhold til virkeligheden. Det er ligesom, når man drikker. Man er lidt ved siden af sig selv. Ikke helt sig selv. Da jeg lige var holdt op med at drikke, gik jeg ind og så en film i biografen ti dage i træk for at komme ind i illusionens verden. Noget ved siden af virkeligheden. Det er også tankevækkende, at alkohol hedder spiritus, og Helligånden spiritus sanctus. Når der er sammenfald mellem ordene, er der også sammenfald mellem fænomenerne.«

Vi passerer gangen mellem køkkenet og spisestuen på vejen fra mit kontor og ud til entreen.

»Hvor meget drikker du egentlig selv?« spørger han.

»Næsten hver dag og lidt mere, end man må ifølge Sundhedsstyrelsen. Typisk en halv flaske, så den holder i to dage. Hvis jeg drikker en hel flaske vin, bliver jeg virkelig beruset.«

»Så er du ikke alkoholiker. Jeg drak som sagt mindst en flaske, bare mens jeg gik og lavede mad,« siger han.

Da vi har sagt farvel, går jeg tilbage til kontoret og tager Hærværk ud af reolen. Jeg kan se, at jeg har fået den af en ekskæreste, da jeg fyldte 23 og netop var begyndt på Journalisthøjskolen. Da var vi gået fra hinanden. På første side står bogens motto: Frygt sjælen og dyrk den ikke, for den ligner en last.

Nedenunder har hun skrevet en dedikation med blå kuglepen dateret Aarhus den 3. september 1988:

»Dette værk kan vel næppe gives til en mere velfortjent person på et mere velvalgt tidspunkt. Det handler om livet, døden og kærligheden – og det handler om dig, Poul! Du vil ikke følge den stakkels Jastrau i hans hærværk, men alligevel – dyrk ikke din sjæl. Måske dystre ord i en glad anledning – og dog? I hvert tilfælde et stort tillykke med såvel fødselsdagen som den nystartede karriere. De bedste hilsner for fremtiden. Bodil.«

Side 16