Jurnalister billede

Poul Pilgaard Johnsen

(f. 1965) blev efter jurastudier på Aarhus Universitet uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1992. Han har arbejdet på Horsens Folkeblad, Jyske Vestkysten og Radio Gladsaxe og siden 1996 på Weekendavisen. I 2011 afslørede han hjerneforskeren Milena Penkowa og Danmarkshistoriens største sag om videnskabelig svindel, ligesom han bl.a. har dokumenteret, at den danske diplomat i Berlin Vincens Steensen-Leth under krigen hjalp Stauffenberg-gruppen, der forsøgte et attentat på Hitler, samt opklaret omstændighederne omkring forfatteren Herman Bangs død i et tog i USA. Han har skrevet bøgerne Tandlægens masker, Forførerne, Flaskens ånd, Generalen – Kjeld Hillingsø og Det fordømte menneske – Jørgen Leth og den nye sædelighedsfejde.
Spurgt. »Man kan sagtens være et godt menneske, selvom man meldte sig til Waffen-SS,« siger historikeren og nazistsønnen Claus Bryld.

Tabernes historie


Sagen kort: Historikeren Claus Brylds far og tre af faderens brødre var ledende skikkelser i det danske nazistparti DNSAP og blev efter krigen idømt lange fængselsstraffe. I en ny erindringsbog, Fædrene åd sure druer, forsøger den nu 83-årige professor emeritus fra RUC at forstå, hvorfor brødrene Bryld – og hans mor – blev nazister. Han skildrer også familiens efterfølgende sociale deroute og sit eget liv i nazismens skygge.

I 1995 udgav du den kontroversielle Hvilken befrielse, som er forløberen for din nye bog, og blev dengang i både Politiken og af gamle modstandsmænd beskyldt for at forsvare landssvigerne. Har du aldrig fortrudt, at du på den måde blev mest kendt som nazistens søn?

»Svaret er nej, selvom det selvfølgelig kan ærgre mig lidt, at kun fagfolk ved, at jeg i virkeligheden er ekspert i arbejderbevægelsens historie. Men i 1995, hvor alle sejl var sat til for at fejre befrielsesjubilæet og modstandsbevægelsen som en slags vindere af Anden Verdenskrig – selvom modstandsfolkene reelt var en minoritet indtil 1944 – besluttede jeg mig for, at tabuet omkring de danske nazister skulle være slut. Folk troede jo nærmest, at de havde været involveret i Holocaust, men havde alle virkelig været så forfærdelige, at man slet ikke kunne tale om dem, men kun fordømme? Hvordan medierne så konstruerede den historie og mit engagement i den, kunne jeg jo ikke bestemme.«

– Når man læser din nye bog, tænker man alligevel, at nazismen i familien er endt med at blive mentalt og følelsesmæssigt afgørende i dit eget liv?

»Både-og. På mange måder havde jeg en udmærket barndom og en sjov opvækst på grund af mine forældres måde at håndtere det på. Det blev ikke et tabu, men nærmest omtalt med galgenhumor, hvordan retsopgøret foregik. I vort hjem var det ikke et tabu, men det var det selvfølgelig ude i samfundet, og på den måde lå det altid som en skygge i baggrunden. Jeg kunne ikke tale om det med kolleger på universitetet, og da jeg udgav bogen i 1995, slog mine to ældre søskende hånden af mig.«

– Men som ung voksen ender du med at blive tvangsindlagt som depressiv og psykotisk. Kunne det alligevel have noget med oplevelserne efter krigen at gøre?

»Det tror jeg, du har ret i, selvom jeg ikke præcis kan forklare, hvordan det hænger sammen. Men selvfølgelig har det noget at gøre med barndommens traumer, eller hvad man nu skal kalde det, når ens far ryger i fængsel, og hele familien ender med at blive brudt op, fordi faderen føler, at han må emigrere til Tanger i Nordafrika efter at være blevet en paria i det danske samfund. Min mor fik jo også ptsd efter krigen, og endte med at begå selvmord.«

– Hvorfor er det vigtig for dig i bogen at fortælle, at ikke alle i modstandsbevægelsen var Guds bedste børn, og hvordan din mor blev ydmyget under interneringen efter Befrielsen?

»Det er vel for at få lidt balance i det. Min far og hans brødre var jo ikke forbrydere i egentlig forstand, og ingen anede dengang noget om Holocaust. De var politikere – dumme politikere, for det var jo vanvittigt at melde sig ind i det lille danske nazistparti – men de var ikke skyldige i det, vi normalt definerer som en forbrydelse. Reelt var de i 1945 politiske fanger. Sammenligner man deres handlinger, var de ikke værre end modstandsbevægelsens. Nazisterne havde provokeret demokratiet og ville utvivlsomt have udrenset venstrefløjen, hvis de var kommet til magten. Nu vandt den anden fløj, og så foregik der en slags hævn den modsatte vej. Mange historikere er jo også i dag nået frem til, at retsopgøret var et spørgsmål om gengældelse og ikke om at opnå juridisk retfærdighed.«

– Men en af dine farbrødre meldte sig som soldat i Waffen-SS på Østfronten. Det er vel trods alt værre end bare at være medlem af et politisk parti?

»Det er sandt og bør fordømmes, men efter krigen var han i øvrigt en god demokrat og stemte mig bekendt radikalt. På den måde kan meget for eftertiden virke absurd eller paradoksalt. I virkeligheden ser jeg det nok mest som et absurd teater. Det virker lige så mærkeligt som hekseafbrændinger i middelalderen, selvom det i tid ikke er så langt fra os. Jeg har ikke tilgivet min far hans politiske engagement, men omvendt var han ikke et dårligt menneske. Han var en mand, der kompenserede for et mindreværdskompleks. Selvom man ikke skal tilgive dem deres politiske gerninger, kan man generelt ikke sige om brødrene, at de var dårlige mennesker. De var faktisk ret gode mennesker, der bare havde forvildet sig i et politisk morads.«

– Er man et godt menneske, hvis man melder sig til Waffen-SS?

»Det kan man godt være, og jeg vil i det hele taget sige, at man er nødt til at nuancere billedet – ikke af nazismen som sådan, men af de enkelte nazister.«

– Som medstifter af det yderligtgående parti Venstresocialisterne blev du selv politisk radikaliseret ligesom din far, bare på den modsatte fløj …

»Ja, det gjorde jeg. Måske som en modreaktion mod nazismen. Jeg tager skarpt afstand fra og fordømmer terroristerne i Rote Armee Fraktion og De Røde Brigader i henholdsvis Tyskland og Italien, men det var nok på samme måde den næste generations reaktion mod forældregenerationens nazisme og fascisme og uvillighed til at tale om det.«

– Var du selv blevet nazist, hvis nazismen havde sejret?

»Muligvis. Selvfølgelig har vi til en vis grad en fri vilje, men det er i høj grad samfundsstrømninger, der afgør, hvordan vi bliver. Vi er demokrater, fordi vi lever i et demokratisk samfund. Vi forestiller os, at vi selv har valgt det, men har vi egentlig?«

Læs Weekendavisens interviews om aktuel kultur-debat i serien Spurgt.