For tre år siden blev fem drenge fra 3. g på Munkensdam Gymnasium i Kolding bortvist, fordi de havde udarbejdet en liste over den nye årgang piger i 1. g baseret på deres udseende. Drengene havde fundet billeder af de unge kvinder på onlineplatformen Lectio, og herefter havde de inddelt dem i fem forskellige kategorier rangerende fra »Toppen af poppen« til »Ellers tak du«. Ranglisten blev sendt rundt via de sociale medier og spredte sig derefter hurtigt til hele byen.

Sagen er ikke enestående, og faktisk begyndte Facebook som netop en onlineliste over de lækreste kvindelige studerende på Harvard, som Mark Zuckerberg flikkede sammen under navnet »Facemash« uden at tage hensyn til pigernes privatliv.