Spurgt. Stigende homofobi blandt etniske danskere skyldes den radikale kønsideologi i organisationer, der får penge for at bekæmpe homofobi, mener Dansk Regnbueråd.

Aggressive køn

Sagen kort: 22 procent af danskerne betragter sex mellem to af samme køn som moralsk uacceptabelt. Det fremgår af den store nationale undersøgelse med navnet Projekt Sexus, hvor flere end 30.000 i alderen 15 til 89 år er blevet spurgt om deres viden om og syn på seksualitet. 29 procent af de adspurgte mænd og 14 procent af kvinderne giver ifølge Statens Serum Institut udtryk for homofobiske holdninger. Det gælder især folk, der efter eget udsagn er religiøse, og ifølge undersøgelsen mener 60 procent af muslimske mænd i Danmark, at sex mellem personer af samme køn er moralsk uacceptabelt.

– Jesper W. Rasmussen, du er medstifter, tidligere formand og nu næstformand i Dansk Regnbueråd, der blev skabt som et alternativ til især LGBT+ Danmark og Copenhagen Pride. Hvad er din umiddelbare reaktion på undersøgelsens resultat?

»Det mest chokerende for mig er egentlig ikke, at muslimer er grotesk overrepræsenteret blandt homofober. Den massive modvilje og indimellem vold mod lgbt-personer i muslimske miljøer har været kendt længe, og jeg har da også selv haft en kæreste, som fik ‘brune bøssebank’. Nej, det virkelig alarmerende for mig er, at det nu er mere end 20 procent af danskerne som helhed, der er homofobiske. Det er en voldsom stigning, for i en Eurometer-undersøgelse fra 2015 mente kun 12 procent af danskerne, at der var ‘noget galt i en seksuel relation mellem to af samme køn’. Det er en voldsom stigning på kort tid, for svarene i Sexus-undersøgelsen er indsamlet i 2017 og 2018.«

Illustration: Sine Jensen

– Hvad skyldes den stigning?

»Den aggressive kønsideologi bærer en massiv del af ansvaret, for selvom spørgsmålene i undersøgelsen egentlig kun handler om det moralsk acceptable ved sex mellem folk af samme køn, så bliver det for mange blandet sammen med den radikale queerideologi om opløsning af køn, kønsskifte, ret til ubegrænset selvidentifikation med han, hun eller nonbinær, 72 forskellige køn, transideologisk seksualundervisning af små børn og så videre. Konsekvenserne af udviklingen, der for alvor tager fart omkring 2017, begynder at gå op for folk, og resultatet er en voldsom modreaktion. Det smitter af på svarene.«

– Hvor ved du fra, at danskerne skulle være imod alt det, du lige har nævnt?

»Det gør jeg blandt andet fra en stor vælgerundersøgelse, som blev publiceret sidste år, og som detaljeret har spurgt ind til en række holdninger på det her felt. Sagen er, at mange danskere er imod eksempelvis juridisk kønsskifte, kønsskifte hos børn, mænd i kvindesport, drenge på pigernes fodboldhold eller såkaldt transinkluderende omklædningspolitik i fitnesscentre.«

– Og så svarer de negativt, når de bliver spurgt om sex mellem folk af samme køn?

»Når LGBT+ Danmark og Priden bruger deres platforme til at markedsføre ideologiske forestillinger om flydende køn og barnetransitioner – og når det sker med politikernes og mediers fulde, ukritiske opbakning – så ville det ikke være mærkeligt, hvis flere og flere såkaldt almindelige danskere reagerer med stigende skepsis.«

– Så fordi nogle danskere har fået nok af det, du mener, er transideologi, svarer de homofobisk?

»Der er jo ingen, der snakker om bøsser og lesbiske længere. Det hele er blevet proppet ind under den paraply, der hedder queer, som i virkeligheden er en politisk terminologi. Homoorganisationerne har forladt deres oprindelige kerneopgaver, som var at sikre lige rettigheder og beskyttelse mod diskrimination. I stedet har man indgået ægteskab med transaktivister, hvis mål ikke blot er accept, men total omprogrammering af samfundets opfattelse af køn og identitet. Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn producerer nu undervisningsfilm rettet mod børn i børnehaver og folkeskoler, og de får penge til det fra Ligestillingsministeriet med Magnus Heunicke i spidsen.«

– Du mener, at de organisationer, der får penge for at bekæmpe homofobi, i virkeligheden er med til at forøge homofobien?

»Ja absolut, for på et eller andet tidspunkt kommer der en modreaktion, og som skolelærer kan jeg selv konstatere den i folkeskolen nu, især blandt drengene, der slår sig på al den kønsideologi. Men mere generelt kan man jo spørge, hvordan for eksempel LGBT+ Danmark, der har været på finansloven siden 2019, har forvaltet sin opgave. De får millionerne for at arbejde for trivsel, accept og respekt for seksuelle minoriteter, men tallene tyder jo på, at det ikke lykkes så godt for dem. Faktisk tværtimod. Og det er endda på et tidspunkt, hvor der universelt i samfund og medier har været en ekstremt positiv indstilling over for kønsminoriteter, som jo nærmest er kommet på piedestaler. Mainstreamudsendelser på tv morgen og aften kappes om at få nonbinære og transbørn og deres familie i studiet. Alligevel vokser homofobien, så jeg synes, du skulle spørge LGBT+ Danmark, om de ikke i deres kamp for stadig mere radikale agendaer har glemt at sikre det allervigtigste, nemlig den folkelige opbakning. Engang var homoseksuelles kamp for lige rettigheder og accept i Danmark jo en af de største sociale succeser.«

– Organisationer og politikere vil imødegå den voksende homofobi med en forøget indsats ude på skolerne. Er det løsningen?

»At løsningen skulle være mere queer- og seksualundervisning er en automatreaktion hos LGBT+ Danmark og Sex & Samfund, og det er en fejlslutning af de virkelig skadelige. Hvis flere børn skal undervises mere i transideologi og sanseforvirres frem for bare at have lov til at være børn, fremmer man den udvikling, som man vil bekæmpe. I stedet for at gøre det hele mere woke skal vi have de eksterne og ideologiske organisationer ud af klasselokalerne. Seksualundervisningen skal tilbage til de faste undervisere, som kender børnene. Men det bliver en kamp, for organisationerne ønsker netop at komme ind og få kontakt med indskolingsbørnene. I den alder er de let påvirkelige, og man skal huske, at deres snak om tolerance i virkeligheden er en ideologisk kamp. Så selvom undersøgelsen i virkeligheden dokumenterer, at det er en forkert strategi, så vil den garanteret blive brugt til at skaffe mere politisk opbakning og flere penge, som kan bruges til mere af det samme.«

Artiklen er opdateret den 23. juli suppleret med oplysninger om, hvornår Sexus-undersøgelsen er lavet og Jesper W. Rasmussens bemærkninger knyttet hertil.

Læs Weekendavisens interviews om aktuel kultur-debat i serien Spurgt.

ppjo
(f. 1965) blev efter jurastudier på Aarhus Universitet uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1992. Han har arbejdet på Horsens Folkeblad, Jyske Vestkysten og Radio Gladsaxe og siden 1996 på Weekendavisen. I 2011 afslørede han hjerneforskeren Milena Penkowa og Danmarkshistoriens største sag om videnskabelig svindel, ligesom han bl.a. har dokumenteret, at den danske diplomat i Berlin Vincens Steensen-Leth under krigen hjalp Stauffenberg-gruppen, der forsøgte et attentat på Hitler, samt opklaret omstændighederne omkring forfatteren Herman Bangs død i et tog i USA. Han har skrevet bøgerne Tandlægens masker, Forførerne, Flaskens ånd, Generalen – Kjeld Hillingsø og Det fordømte menneske – Jørgen Leth og den nye sædelighedsfejde.

Andre læser også