Ryd fladen for klimaet, forlanger for tiden mange, der ønsker, at politikere og borgere mere flittigt forsøger at dæmpe CO2-udledninger og mindske klodens opvarmning for at undgå enorme vejrsystemers uforudsigelige og uhyggelige forandring.
Det er prisværdigt. Problemet er reelt, og vores folkevalgte har åbenlyst ikke tænkt sig at håndtere det i samme hast, som de bedyrede, da de fik deres mandat.
Men der er også andre frygtelige sandheder om klima: En af dem er, at de fleste artikler og indslag om klimaet er – ja, kedelige. Det er gentagelser, som hos den uoplagte præst om søndagen, af velkendte oplysninger med få nye nuancer. Katastrofenyheder, der flyder gennem bevidstheden som vejrudsigten. Faktisk er det muligt at pære for meget rundt i et emne, selvom det muligvis er det vigtigste emne, hvis man dækker det som pligtstof.
Det er let at få en minister til at vride sig og svede over sine undladelsessynder over for klimaet, men jeg kan ikke lade være at tænke, at samme minister ofte forlader sådan et forhør i medierne uden videre psykiske mén eller eftertanke. Samme forestilling gentages jo i næste uge.
Danske politikere kan kun i meget begrænset omfang forhindre klimaforandringer, selvom de, og vi, har et moralsk ansvar for at forsøge, ikke mindst ved at investere, dyrt, i teknologisk udvikling, som resten af verden forhåbentlig også kan bruge.
MEN NÅR MEDIERNE kontekstualiserer enhver vejrbegivenhed som et klimaproblem eller udførligt gengiver ethvert forskningsbidrag, uanset hvor beskeden dets forudsigelseskraft, bliver der mindre tid til at gå op i andre katastrofale eksempler på forurening og forarmning. Mens vi har lært at tage klimaforandringer alvorligt, og så lært det igen, og derefter drøftet, om vi ikke burde lære det lidt mere, har den kemiske forurening af drikkevandet, tabet af liv og arter i naturen, og havmiljøets kvælning i udledninger af spildevand og gylle kunnet udvikle sig som en snigende koldbrand.
Senest har Berlingske i løbet af et år dokumenteret, at havmiljøet om store dele af Danmark er dødt eller døende. Det har ikke ret meget med klimaet at gøre, selvom begge dele er forureningsproblemer.
Løsningen på denne hjemlige havmiljøkatastrofe er underligt nok vanskeligere for os og for vores folkevalgte end løsningen på klimaforandringerne. De modstridende interesser er store, politikerne er dårligt rustet til at forlige dem, og dertil kommer, at problemet er lokalt; det er vores skyld, at det er blevet så slemt, og kun vi kan rette op på miseren.
Eftersom folk, der går op i vandmiljø, også kerer sig om klimaet, vil få bryde sig om denne pointe: Men klimaet burde fylde mindre, ikke mere, i dækningen. Det værste, man kan gøre for klimaet, er at kede eller pacificere folk ved at sige ting, de allerede ved.
Så risikerer klimakrisen at blive en sovepude, en næsten bekvem hyperkatastrofe, man kan gå i fælles panik over. Og så længe klimasagen får lov at suge næsten al ilt ud af miljødebatten, kan politikerne slippe for at gøre ret meget i det hele taget.