November er, som enhver ved, årets væmmeligste og mest upopulære måned, og derfor også den, som markeres ved, at mænd verden over – med den undskyldning, at det skal lede tankerne i retning af mænds oversete og fortrængte helbredsproblemer – træffer en skæbnesvanger beslutning: De får overskæg.

Movember kaldes fænomenet, idet mo på engelsk er kortform af moustache. En australsk velgørende organisation opfandt »movember« i 2003, og de havde uden tvivl fat i noget, for overskægget er et indiskutabelt blikfang. Er det faktisk muligt at se et menneske med overskæg uden at interessere sig for, hvad der gik forud? Hvad førte til netop disse hår lige dér på dette sted?