Så er det igen december, og småbørnsforældre over hele landet stresser med at overgå sig selv og hinanden i kreative nissedrillerier.

De spænder plasticfolie ud over toilettet, strør havregryn derpå og skaber en illusion af en kumme fuld af morgenmad. De pakker skoene ind i stanniol, skifter kalenderlyset ud med en porre eller konstruerer en kunstig nisselort af en figenstang, sådan som det anbefales i Womans liste over 53 »geniale idéer til nisseløjer for børn«.

Men hvorfor skal det kun gå ud over børnene?

Her kommer Weekendavisens 24 ideer til, hvordan også voksne mennesker kan drille deres partner hver eneste dag frem mod jul.

1. december
Riv forsigtigt den seneste artikel om indvandrere ud af Weekendavisen og erstat den med en side om grøn omstilling fra Dagbladet Information.

2. december
Skift det saltede smør fra Arla Unika ud med margarine.

3. december
Hiv bogmærket ud af romanen på hans/hendes natbord.

4. december
Mas en »nisselort« fast under hans/hendes sko ved hjælp af et stykke figenpålæg.

5. december
Ændr hans/hendes ringetone til en højlydt stønnen.

6. december
Frys bilnøglen ind i en klump is.

7. december
Skriv »vi skal tale om det« i fælleskalenderen uden yderligere forklaring.

8. december
Skru en knage løs i entreen.

9. december
Sæt en alarm på hans/hendes telefon til klokken 03.00 med teksten: »Du glemte noget.«

10. december
Hæld indholdet fra den støvede Bourgogne, der har gemt sig i kælderen siden 1997, ud i vasken og erstat med Ribena-saft.

11. december
Send en sms midt på dagen: »Jeg har lavet en liste over ting, du kan forbedre ❤️«

12. december
Byt oksefarsen ud med plantefars.

13. december
Spænd et usynligt lag tape ud mellem dørkarmene, og råb »hjælp!« fra den anden stue.

14. december
Fingér en affære ved hjælp af falske sms’er sendt fra egen arbejdsmobil, som forinden er oprettet i kontakter under navnet »torsdagssex«.

15. december
Lov at hente børnene, men lad være, så de ringer fra sfo’en klokken 17.30.

16. december
Inviter 40 gæster til surprisegløgg en tilfældig eftermiddag i december.

17. december
Start »Gangnam Style« 357 gange på hans/hendes Spotify for at ødelægge den perfekt kuraterede topti på Spotify Wrapped.

18. december
Udskift alle kontakter på telefonen med emojis.

19. december
Klip hul i den ene sok i hvert par.

20. december
Sæt hans/hendes ejendele til salg på Den Blå Avis for et kriminelt lavt beløb med en opfordring til at ringe hurtigst muligt.

21. december
Læg en bouillonterning i brusehovedet. Helst med fiskesmag.

22. december
Erstat et af hjulene på hans/hendes bil eller cykel med en julekrans.

23. december
Vend toiletpapiret den forkerte vej.

24. december
Bliv skilt.

Glædelig jul!