Dagen ifølge Christoffer Zieler

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

Donald Trump har ladet en fløj af Det Hvide Hus nedrive for at gøre plads til et ordentligt lokum af en balsal, så i USA drøfter folk, om det er i orden, at præsidenten bare sådan kan smadre historiske bygninger, fordi han trænger til en fest. 

Det svarer lidt til, at Mette Frederiksen rev halvdelen af Marienborg ned, fordi hun hellere ville have en paintball-hal.

1. Kun på tv er amerikanerne besindige

I The New Yorker mener skribenten Adam Gopnik, at nedrivningen af dele af Det Hvide Hus er en pointe i sig selv – Trump vil vise, at han kan gøre, hvad der passer ham, som en konge.

Gopnik begræder forandringen, for den nedrevne østfløj, der var ret beskeden at skue, var »passende for et demokrati, hvor selv den største boss residerer i en kort periode, og på folkets nåde«.

Heroverfor skriver The New York Times’ borgerlige medarbejder Ross Douthat, at Det Hvide Hus faktisk længe har manglet en balsal, (man holder åbenbart fester for diplomater og andre gæster i telte), og at Trumps arkitekt har tegnet en ganske nydelig balsal. Den er i hvert fald flottere end Barack Obamas klods af et Presidential Center i Chicago, som Douthat kalder for en »Star Wars-militærforlægning«.

Hvis man er træt af enerådende præsidenter i Amerika, kan man hygge sig med Netflix-serien The Diplomat, hvis tredje sæson udkom forleden. Den handler om en smuk og klog ambassadør, der forsøger at få sit ægteskab og den vestlige verden til at fungere, uden at hverdagen ramler.

Der sker naturligvis konstant noget dramatisk, men alligevel er serien beroligende, fordi den skildrer amerikanerne, sådan som vi troede, de var: som folk, der bekymrer sig om deres omdømme, forsøger at argumentere for deres beslutninger og skjuler deres skurkestreger i skam.

Serien er altså ren eskapisme. Bortset fra plottet om, at russerne bygger et våben, kaldet Poseidon, der er designet til at sprede radioaktivt nedfald over et stort område.

2. Nyt russisk dommedagsvåben

Selvfølgelig har russerne offentliggjort, at de netop har bygget nærmest sådan et våben: et atommissil med en indbygget atomreaktor, der kan fræse rundt i atmosfæren i mange timer og undvige forsøg på nedskydning. »Et lille flyvende Tjernobyl,« kalder en ekspert i ikkespredning det nye missil i The New York Times. 

Det russiske våben hedder dog ikke Poseidon, men Burevestnik efter den lille fugl, som på dansk hedder stormsvale, og som lever det meste af sit liv i flugt over havet. 

Meget poetisk.

Men hvad gør USA egentlig, hvis sådan en Burevestnik skulle sætte kurs mod Nordamerika? For eksempel med retning mod Chicago og Obamas nye præsidentielle center, som det sker i A house of Dynamite, Kathryn Bigelows seneste – virkelig uhyggelige! – film?

Spørgsmålet er følgende: Der er 20 minutter, til raketten lander, venner, så skal vi afvente og se, om det indkommende missil er en enlig stormsvale, der måske er skudt af ved en fejl – eller skal vi, for en sikkerheds skyld, fyre hele arsenalet af atomraketter i hovedet på vores fjender i et forsøg på at komme yderligere missiler imod os i forkøbet?

Gæt, hvem der skulle træffe den beslutning helt alene. Det skal selvfølgelig manden, der river bygninger ned, hvor det passer ham.

»Vi lever i et nukleart monarki,« siger The New York Times’ atombombeekspert. »Kun præsidenten har beslutningsmyndighed til at svare med et atomangreb. Det er en særhed ved vores demokratiske system, at den øverstkommanderende for militæret har ubegrænset råderet over det atomare arsenal. Nu og da har kongressen forsøgt at tøjle denne magt, men intet lovforslag har været i nærheden af at blive vedtaget.«

3. Erhvervsjournalister, der eksploderer ud over sig selv

Undskyld de mange referencer til The New York Times. Jeg abonnerer på avisen, fordi den har gode spil (særligt Connections er hele prisen værd), og så kommer man jo nogle gange til at læse artiklerne også.

Men danske medier kan skam også skrive!

I sin nye bog, Magt og overmod, kritiserer retoriker og kommunikationskonsulent Mikkel Toxvig tendensen til et lidt opkørt sprog hos cheftyper og i medierne. For eksempel brugen af ord som »vildt« og »historisk« om hverdagsbegivenheder.

I går var det således både vildt og historisk, da tre mindre banker fusionerede og skabte en ny … ja, ikke storbank, men mellembank kaldet AL Sydbank (udtalt »A.L. Sydbank«, som i: Arbejdernes Landsbank Sydbank eller Agnes Larsen Sydbank).

»Folk var i granatchok efter vild melding,« skrev B.T.

»Dagens historiske nyhed,« indledte Jyllands-Posten.

»Det er på mange måder historisk,« udtalte en forsker til DR, hvilket DRs egen erhvervsmedarbejder overgik med »historisk milepæl«.

»Nyheden om, at Sydbank, Arbejdernes Landsbank og Vestjysk Bank vil slå sig sammen, er intet mindre end en historisk begivenhed,« trumfede Berlingskes erhvervskommentator, Thomas Bernt Henriksen, og fortsatte:

»En kæmpe bombe er sprunget i den danske bankverden. Uden nogen forudgående rygter eller spekulation haler to af landets største banker sammen med en af landets mindre banker ind på Danmarks fjerdestørste bank.«

Tænk, hvor historisk det havde været, hvis den fusionerede bank ikke blot halede ind på landets fjerdestørste bank, men faktisk var blevet fjerdestørst. Rent sprogligt havde vi næppe overlevet sådan et brag.

PS.

Nu vil jeg ikke fuldkommen forklejne det vilde og historiske i sammenlægningen af Sydbank, Arbejdernes Landsbank og Vestjysk Bank. Uanset hvor lillebitte en bank er i dag, forvalter den stadig enorme milliardbeløb, så det skal nok få økonomisk betydning, at de mindre banker slår sig sammen.

I TV 2 News-programmet 22 News handlede det imidlertid om, hvorvidt folk i Vestjylland mon kan forstå at knytte sig til en anden bank end deres gamle lokale. Det bliver ikke let, kunne man forstå, heller ikke hvis »egernet William«, en mandshøj, numsevrikkende skikkelse, der hidtil har været maskot for Vestjysk Bank, bliver gjort til galionsfigur for hele den samfusionerede AL Sydbank.

Et tip fra folk i Roskilde og på Amager kunne ellers være, at man skal passe på med at blive alt for gode venner med det lokale pengeinstitut, men nuvel, hvis det er sådan, vestjyderne har det, er det sådan, de har det.

Når man sidder der og ryster over terminerne, flad og tynget som en rødspætte under en 13 kilometer høj vandsøjle, er det da en trøst at vide, at bankdamen, der sender rykkerne, er Vicki fra folkeskoleklassen.

Hav en god tirsdag!
Christoffer Zieler