I de otte år, der er gået, siden Kathryn Bigelow udsendte sin seneste film, har hun været en af Hollywoods mest savnede skikkelser. Ikke kun fordi hun er blandt de bedste amerikanske mainstreaminstruktører, også fordi hun som få andre evner at indkapsle, undersøge og fastfryse grundstemningen i en given periode af USAs moderne historie. Hver gang de tektoniske plader rykker sig i amerikansk politik og kultur, overvejer jeg, hvordan Bigelow ville skildre forandringerne, vel vidende at hun helt sikkert ser sort på tingene.

Hendes mesterværk Strange Days er en af de definitive 90er-film: en både profetisk og tidstypisk scifi-fantasi, der udelukkende ser potentiale for vold, overgreb og dominans i sin samtids teknologiske nybrud. Fordi Bigelows film er i stand til at definere hele epoker, er der også noget fascinerende bedaget ved dem, når man genser dem, efter at tidsånden igen er skiftet: Gud ja, det var sådan, det liberale USA så sig selv dengang.