Billede af Lars Bukdahl

Lars Bukdahl

(f. 1968) er forfatter og anmelder. Cand. phil. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet. Debuterede som anmelder i Kristeligt Dagblad i 1988, sluttede sig til Weekendavisen i 1996, Debuterede som forfatter med digtsamlingen Readymade! i 1987, har siden udgivet både digte, romaner, rim og remser, børnebøger og litterære monografier, senest kom erindringsteksterne Korshøjen, 2018. Siden 2008 redaktør på det hæderkronede poesitidsskrift Hvedekorn. Blogger på bloggen Blogdahl og bebor desuden en hjemmeside larsbukdah.dk. Modtog 2008 Kunstrådets Formidlingspris.

Seneste artikler fra Lars Bukdahl

  • Kamæleonsk fordring

    Repetitivt. Kun genier må gentage sig selv. Alle øvrige forfattere bør forpligte sig på uforudsigeligheden.

  • Liget i lagkagen

    Anmeldelse: Kransekageleverandørerne. Thomas Korsgaards nye roman syner totalt mislykket, fordi karakterernes såvel som forfatterens omsorgssvigt er så uhyrligt, intimiderende djærvt.

  • Under overfladen

    Anmeldelse: Maria Atlantis. Asta Olivia Nordenhof går så plaskende amok i tredje bind af sin Scandinavian Star-serie, at hun lader næste bog forsvinde i vandmasserne.

  • Min tunge blev til røg i munden på mig

    Anmeldelse: Livstegn & Livssyn. Indædt geniale Mikkel Thykier fortsætter sin serie af ensidige dialoger, hvor yngre mennesker taler vidtløftigt og tier blufærdigt, som de nu engang gør.

  • Rene dårer inc.

    Ensidigt. Vi behøver ikke at bekymre os for poesien, der nok både skal overleve og leve det gode liv, men det er okay nu og da at blive alvorligt irriteret.

  • Regelrytteri

    Julelegesyge. Først når poesien behæftes med påhitsomhed, får den mulighed for at gå til hypnotiserende yderligheder.

  • Stjerneskriget

    Anmeldelse: Paradisi Gloria. Alexandra Moltke demonstrerer viltert og visionært, hvordan science fiction er den eneste reelt socialrealistiske litterære genre, vi har.

  • Kæft op – og vær smuk

    Beautyfuld. Poesiens skønhed er for skøn til, at konservative debattører må brændemærke den som konservativ.

  • Henrevne Inger

    Anmeldelse: fru s. Efter sin sene, overrumplende debut går Inger Smærup Sørensen frygtløst op i gear.

  • Omverdens­problemet

    Kommentar. Skidt nu med, om autofiktion stjæler fra virkeligheden. Det er alligevel sprogkunsten, det kommer an på.

  • Hvad er væk for et sted?

    Anmeldelse: Barn i landskaber med hvidtjørn. Marianne Larsen døde efter at have afleveret sin sidste digtsamling til forlaget. Den blev måske også hendes bedste.

  • Hænger fast i klisteret

    Anmeldelse: Paranoia. Uretfærdigt nok er det Knud Brix' stalker, der står for de mest spændende og sydende tekster i hans autofiktive roman.

  • Nogen dør

    Anmeldelse: Tingene. Majse Aymo-Boot glemmer rent sin sædvanlige stilige excentricitet til fordel for et forbilledligt præcist familieportræt. Det er både godt og skidt.

  • Den genfundne advokatfuldmægtig

    Udbrud. Hvis en forfatter er tavs for længe, forvandles han ubehjælpeligt til folketingskandidat for Liberal Alliance.

  • Decideret dickensk

    Anmeldelse: Orgiet. I sin nye roman er Vibeke Grønfeldt med overdrevet virtuositet en totalt anarkistisk improvisator.

  • Hjemsøgt af skønhed

    Antikvariatet. Frank Jæger skrev nogle af de mest besættende og henrivende linjer i dansk poesi.

  • Sange på hjernen

    Anmeldelse: The Rolling Stones. Et digterisk portræt af verdens største rockband. En sangtekst bør være konkret og udpege tid, sted, ting og sager. Den kunst evner Rolling Stones fortsat.

  • Storr i slaget

    Anmeldelse: Græsenke. Nanna Storr-Hansens roman vil gerne rime, og det føles vigtigt og rigtigt.

  • Dus med derouten

    Anmeldelse: Bare et menneske. Lone Hørslevs nye, storklodsede murstenskrimiserie med Kaspar Munk ligner et farvel til litteratur som sprogkunst.

  • Fabulanthæren

    Anmeldelse: Drude & Foder til høns. Velkommen til de nye fabulanter i dansk litteratur. Deres eventyr foregår uhyre mærkeligt ude på landet og helt fordømt fordrømt inde i byen.

  • Læseren er fjenden

    Kommentar. Hvem er den onde anmeldelse ond over for? Den håbløse bog og den duperede kritiker og det kyniske forlag i den rækkefølge.

  • Fed for sin egen skyld

    Anmeldelse: Humbabas hoved. Ingrid Nymo demonstrerer lige op i vores vidtåbne fjæs, at det for et ægte talent stadig er muligt at skrive poesi, der er sydende sindsudvidende brandoriginal.

  • Fordrømte egne

    Anmeldelse: Den mekaniske himmel. Så meget debat handler om litteratur, der højlydt mener noget. Stortalentet Simon Holm Pedersens seneste bog fortæller bare: om slangelaboratorier, svampesygdom og hanesex.

  • Sarkastisk fantastisk

    Kommentar. Vi bør værne om onde anmeldelser. For eksempel af Theis Ørntofts essays.

  • Lyksaligt raseret

    Levned & Meninger. Den vigtigste pointe ved at erhverve sig et fuldskæg er, viser det sig, at finde en barber, der kalder dig mester.

  • Vild

    Godt ord igen. »Vild« er det mest fredsommeligt tussende og trygt domesticerede ord i verden.

  • Støvede paniske vifter

    Anmeldelse: Abens maske. Thomas Boberg er bedst, når han er konkret, ikke når han flakser op i abstrakt-allegorisk civilisationskritik.

  • Oppe i det røde felt

    Kommentar. Tre ting, jeg ville have sagt til både højre- og venstrefløjen, hvis jeg havde haft tid derinde i Deadline-studiet.

  • Kulturanbefalinger

    A la carte. Find Danmarks Midtpunkt, besøg et trafikrealistisk miniaturekompleks i Fælledparken, eller se et dybt latterfremkaldende haveshow. Denne uges anbefaler er Lars Bukdahl. 

  • De levendes land

    Anmeldelse: C. Kamilla Hega Holst har skrevet en bevægende, kraftfuldt smadret historie om en moder, der elsker sin håbløse søn af alle desperate kræfter.