Julelegesyge. Først når poesien behæftes med påhitsomhed, får den mulighed for at gå til hypnotiserende yderligheder.
Regelrytteri

Sproget, dette crazy, mirakuløse fænomen, er et forgrublet påfund: Lyden og bogstaverne H-E-S-T betyder for os alle sammen dette særlige, flotte, fnysende, firbenede dyr, what!? Sproget er samtidig en kompleks forordning: Min morfar, Knud Togeby, skrev en fransk grammatik, den er monstertyk og endnu tykkere i den andenudgave, han ikke nåede at færdiggøre.
Og eftersom poesien – med al dens vilde skønhed og frembusende følsomhed – er den ypperste form for sprog, der findes, er den kontraktlig forpligtet til at agere ypperligt forgrublet og kompleks opfinder og regelrytter. Et godt eksempel på en helt enkel og derfor også gennemskuelig juleleg er et lille digt i Søren Ulrik Thomsens anden (og bedste, fordi mest legesyge) digtsamling Ukendt under den samme måne fra 1982:


