Rehabilitér skønheden som primær fed poetisk kvalitet! Blandt – bevares! – flere.

For jeg ved virkelig ikke, hvad det er for en åndsforsnottet sammensværgelse mellem 2.000 og 3.000 år oldgammel antik æstetik, som ingen store, antikke digtere alligevel levede op eller ned til (Sapho! Catul! Horats!), og de mest traurige udlægninger, inklusive hans egne, af 80er-digteren Søren Ulrik Thomsens midaldrende, lancierdansende poetik, der har fået skønhed, s-k-ø-n-h-e-d, til at lyde som et så ultrakedeligt koncept, at forårets bovlamme, højreorienterede poesidebattører for velsagtens alvor mente, at det var og blev og for altid vil være en konservativ ting.