Kontroltab. Under mylderet af tåkrummende hverdagsscener i Stine Pilgaards kommende roman, Ti vilde heste, findes en melankoli, ja, en sorg. Er dansk litteraturs sjoveste stemme blevet dyster?
Sjov i en usjov tid
I Stine Pilgaards stue er den lange, høje bogreol pyntet med balloner, i vindueskarmene er placeret flere små flag. Hendes mindste har lige haft fødselsdag, og i morgen er det den ældstes tur. »Det var nemmere bare at lade pynten blive oppe,« siger hun. Vi udveksler et indforstået blik. Hjemme hos os er det september-oktober, som er fødselsdagsårstiden, sådan har børnefamilier det med at ligne hinanden. Og så alligevel. »For mig har det at få børn været et fyrværkeri af følelser. Nogle forældre klarer det med mere … skal vi sige værdighed?« griner hun.
Jeg er taget til Husum, en københavnsk forstad en smule vest for Brønshøj og Bjarne Reuter-land, samme røde og gule murstensvillaer, opført i første halvdel af det 20. århundrede til den spirende københavnske middelklasse: funktionærerne og de bedre stillede håndværkere. Her bor forfatteren med sin kæreste og deres børn. Akkurat som den navnløse fortæller, hendes kæreste og parrets to børn i Stine Pilgaards roman Ti vilde heste, der udkommer i næste uge – seks år efter hendes seneste roman, Meter i sekundet.



