Det kan – mod digterens vilje, selvfølgelig – være tvingende og nødvendigt inspirerende, når digteren mister nogen, der står ham eller hende nær. Eksempler på sorgbevingede hovedværker i moderne poesi er Henrik Nordbrandts Ormene ved himlens port fra 1995, (inspireret af digterens venindes død), Naja Marie Aidts Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage (Carls bog) fra 2017 (inspireret af digterens unge søns død) og Harald Voetmanns Amduat. En iltmaskine fra 2018 (inspireret af digterens fars død).

Og nu føjer et nyt, upåtvivleligt hovedværk sig så til den modvillige række, nemlig Anna Rieders rigt stikkende og brusende Mist, inspireret af en venindes død, i bogen kaldet Pony. Rieder, født 1993, leverer i bogens noter endda et link til den 30 år ældre Aidts bog – som en solidarisk salut. Generationer skifter, men eksistentialer består. Rieder skriver: »Digtet, der begynder på side 31, er inspireret af Naja Marie Aidts Har døden taget ...«