Regel om døde digtere: Det er kun unge digtere, der bliver tydeligere af at dø (heller ikke dét er dog nogen gyldig grund til at søge den, døden). Døde ældre/gamle digtere bliver derimod brat usynlige, i hvert fald hvis de var synlige, endda hyperkanonisk synlige, mens de var levende og skrivende.

Det mest eklatante eksempel må være Klaus Rifbjerg (1931-2015). For hvem kerer sig længere om helt frem til sin død uundgåelige Rifbjerg? Ud over de dansklærere, som vælger ham på den nye kanons bruttoliste – og forhåbentlig nysgerrigt roder rundt i alle de skønne, underbelyste hjørner af gigaforfatterskabet frem for bare at slå Den kroniske uskyld i katederet endnu en gang – og de elever, som derfor er tvunget til at fortolke symbolværdien af fortællernavnet Janus.