En fredag for nogle måneder siden trådte jeg ind ad døren til restaurant Ambra tæt ved Kongens Nytorv i København til en underlig frokost. Der var fade med østers og cocktails med prosecco og fersken, dæmpet belysning, højt til loftet og en enorm blomsterdekoration på bardisken. Vi var vel omkring 50 gæster, »en udvalgt skare af gode mennesker«, som værterne fra restaurantkoncernen Sovino Brands lidt indsmigrende sagde til os. En skuespiller, en kendt sangerinde, en blomsterdesigner, en magasinredaktør, en museumschef … samlet for at »deltage i en samtale« om fremtidens københavnske restaurant.

For Sovino – der driver 21 restauranter i byen og er delvist ejet af kapitalfonden Maj Invest – havde noteret sig »byens stigende ensartethed«, som der stod i en lille tekst, der lå klar på vores tallerkner. Og nu ville de gerne vide, hvordan man alligevel kan få en restaurantoplevelse i København til at virke nærværende og autentisk?