Vores tid er alle tider på samme tid

I filmen Tilbage til fremtiden fra 1985 rejser den 17-årige dreng Marty McFly spillet af Michael J. Fox 30 år tilbage i tiden til 1955. Chokeret vandrer han omkring i en lille by i Californien uden at genkende verden, for alt er anderledes – bilerne, tøjet, håret, musikken, udtrykkene. Han er vant til Van Halen, skateboards og videofilm, nu er der croonermusik, raceadskillelse og en western med Ronald Reagan i biografen. Man kan spørge sig selv, om en teenager fra 2022 ville opleve samme chok, hvis han rejste 30 år tilbage i tiden til det herrens år 1992?

»Helt sikkert ikke,« mener den amerikanske kulturskribent W. David Marx. »Når vi i dag ser Friends, som udkom for 30 år siden, ser vi det ikke som et periodedrama, vi kan sagtens genkende deres verden,« siger han til mig på en Skypeforbindelse fra Tokyo, hvor han sidder i hvid skjorte foran en bogreol med en blanding af japanske tegneserier og fransk sociologi. Han har netop selv udgivet bogen Status and Culture: How Our Desire for Social Rank Creates Taste, Identity, Art, Fashion, and Constant Change, som undersøger forbindelsen mellem kulturelle forandringer og menneskers evige stræben efter status. Egentlig er han fra en lille by i det nordlige Florida, men forelskede sig tidligt i japansk kultur, han flyttede til landet i 2003, har udgivet en bog om den kulturelle udveksling mellem USA og Japan og arbejder til daglig som kommunikationschef i en stor japansk techvirksomhed.

»Det er paradoksalt,« siger Marx. »Mængden af kulturprodukter af steget enormt med internettet, alle kan skabe kunst og kultur, men samtidig lever vi med fornemmelsen af, at de stilistiske innovationer går langsommere.«

Man fornemmer det, når man går i biografen. Mellem 2002 og 2021 er der udkommet ni Spiderman-spillefilm, og antallet af remakes og reboots, toere og treere, spinoffs og sequals, og hvad det ellers hedder, er eksploderet: Endnu en James Bond, endnu en Fast & Furious, flere Star Wars-serier, Top Gun igen, Scream igen, Brad Pitt igen, en ny Space Jam-film, en ny Jurassic Park, mere The Avengers, Buzz Lightyear får sin egen film ...

Noget lignende sker med moderne musik. Gå ind på en café, bestil kaffe, og lyt til musikken – de spiller de samme sange som for 10 eller 20 år siden (plus Tobias Rahim). En fjerdedel af alle nye hit i USA i 2021 byggede ifølge Billboard-hitlisten på melodistykker fra tidligere hit: Den franske dj David Guetta har genudgivet Eurodance-nummeret »Blue« med Eiffel 65. »7 rings« med Ariana Grande genbruger verset fra »My Favorite Things«. »Stupid Man« med Thomas Helmig er blevet lavet i en hiphopversion, som i sommer var et af de mest spillede numre i Danmark (og Helmig spillede på Orange scene på Roskilde Festival). Og Kate Bush-sangen »Running up that Hill« fra 1985 er en af de mest lyttede sange i verden i år, fordi den indgår i en scene i Netflix-serien Stranger Things, som i øvrigt foregår i 1980erne.

»De gamle gatekeepere er væk, men kulturen står stille, og tidsånden er præget af en følelse af stagnation,« siger David Marx – som i øvrigt ikke er i familie med Karl.

Spørgsmålet er hvorfor?

MAN KUNNE FORKLARE stilstanden med økonomisk teori: Kulturmarkedet er konsolideret hos globale kæmpevirksomheder, som ikke tager chancer, som hellere vil lave endnu en Batman-film end at opfinde en ny superhelt, som publikum måske hader. Man kunne også forklare det med psykologi. Som »en kollektiv reaktion på den evige oplevelse af nyt både teknologisk, geopolitisk og økonomisk«, som forfatteren Kurt Anderson har skrevet. Men der er også noget dybere på spil, mener W. David Marx. Og for at forstå det, må man først forstå, hvorfor kultur overhovedet udvikler sig. Hvorfor alle går i skinny jeans i et årti, og så lige pludselig en dag er det slut, så går alle i brede bukser. Hvorfor IPA-øl, som i årevis har været moderne, nu er ved at blive umoderne. Der er ingen praktisk, evolutionær eller økonomisk begrundelse for de pludselig skift, og mange taler om trends som en virus eller et naturfænomen – en bølge, en dille, en feber. Men de kulturelle skift er ikke tilfældige, siger Marx:

»Det handler først og fremmest om status,« siger han. »Kulturprodukter er ikke bare underholdning og identitetsmarkører, det har også altid en statusværdi. Kulturprodukter bliver associeret med bestemte samfundsgrupper: hvis du kan lide et særligt band, hvis du læser en særlig slags bøger, bliver du opfattet som en del af en særlig statusgruppe, og hvis gruppen har høj social status, bliver dens kunst- og kulturpræferencer set som noget eftertragtet, cool og luksuriøst, noget, andre stræber efter. Vi kan ikke lide at tale om kultur på den måde, fordi vi ikke vil ses som nogle, der går op i status, men det gør vi allesammen, det er et dybt menneskeligt behov.«

Vi er sociale aber. Sovjet forsøgte at afskaffe status med flade lønstrukturer, ens boliger, et begrænset udvalg af varer, men der opstod bare andre statussymboler. Den albanske politolog Lea Ypi, som voksede op i det kommunistisk Albanien, beskriver, hvordan Coca-Cola-dåser blev omdannet til blomstervaser, en anden form for statussymbol.

Den evige jagt efter at maksimere vores relative status driver os til at prøve nye ting, vi kopierer dem, vi gerne vil associeres med, vi finder på nye måder at overgå hinanden på ved at udfordre de etablerede statuskonventioner, vi tilslutter os subkulturer, fordi det giver os identitet og respekt. Og det driver hele tiden kulturen fremad, siger Marx:

»Fra 1880 til 1960 bevægede vi os i Vesten stilistisk fra de franske impressionister til Andy Warhol, fra klassisk musik til jazz til rock til eksperimentalmusik, og det er nok den mest dynamiske forandring af æstetik nogensinde i menneskehedens historie«. Alt sammen drevet af jagt på status og anerkendelse. Af opgør med det foregående, som blev optaget i kulturen, kopieret, normaliseret og så igen forkastet i en evig cyklus.

MEN NU HAR internettet ødelagt den klassiske cyklus, hvor statusjagten genererer nye ideer. Og det er derfor, at kulturen føles tom og stillestående. Når alt er tilgængeligt hele tiden – sange, film, bøger, alverdens tøj, som kan bestilles hjem – bliver det mindre vigtigt, om man forbruger det ene eller det andet. Det bliver mindre cool at gå i en bestemt slags bukser eller høre en bestemt slags musik, hvis alle potentielt kan gøre det.

Konsekvensen er, at kunst, film, mode og musik fremstår mindre vigtige som sociale symboler, og når de gør det, mister vi også en del af interessen for dem. Kunst og kultur er ikke længere den centrale arena for statuskampe, og derfor bliver der udviklet færre stilistiske nybrud.

Der opstår stadig nye ting, og den kunstneriske kvalitet er ikke lavere i dag end for 20 år siden, understreger Marx. Men de nye kulturelle tendenser har meget mindre betydning for samfundet end tidligere.

Når alt skifter så hurtigt – et videoklip eller en ny måde at bage muffins på kan gå viralt og forsvinde igen på en uge – så rodfæster det nye sig ikke. Det bliver ikke en del af den kollektive bevidsthed, det kommer ikke til at definere en periode ligesom punkernes læderjakker eller den første hiphop gjorde. Det bliver en strøm af tomme tegn, som svæver rundt mellem en masse andre tegn i en postmoderne storm. Vi lever i det, Marx i bogen kalder »en æra med enorme kvantiteter, dyb særegenhed og enorm hastighed, hvor ganske få individuelle kunstværker eller konventioner sætter et aftryk i samfundet eller bøjer historiens bue«.

»Når jeg taler om kulturel stilstand, mener jeg ikke fravær af forandring og nye ting, men snarere fraværet af ordnet sekventiel forandring,« siger han.

2022 føles som 2014, der føles som 2017, og det gør os svimle, vi mangler strukturerende nedslag i tiden, hegnspæle, pejlemærker, ståsteder (vælg selv din egen metafor). Som skribenten Glenn O’Brien har bemærket: »Vores tid er alle tider på samme tid.«

Der er ingen orden, ingen fælles horisont. Man opdager et fedt gammelt bluesnummer i en bunke af gamle digitaliserede plader, man tager en fake brun læderjakke på sammen med nogle løbesko, men det er ikke en stor fortælling om tiden, om en modkultur eller en generation, det føles fladt, som om det hele sker på en gang, i en stor klump. Vi kører ikke på en motorvej mod et mål, vi flyder fortabte rundt på et hav.

Samtidig er høj- og lavkultur smeltet sammen. Det er ikke længere cool at have en særlig »smag«, begrebet »guilty pleasure« findes ikke mere, for intet kulturforbrug er skamfuldt, ideen om, at der er en grundlæggende forskel på pop og indie, på avantgarde og mainstream er brudt sammen. I hvert fald i den uddannede storbyelite. Her er der en konsensus om, at al kultur har et kreativt potentiale. At Taylor Swift og Spiderman-film også er kunst. Fænomenet er blevet kaldt »poptimisme«. Det er en demokratisering af kulturen, som også er knyttet til liberalismen som ideologi. At man ikke skal bestemme, hvordan andre lever, ikke diskriminere, ikke dømme, skønhed afhænger af øjnene, der ser, som man siger.

Men hvis W. David Marx har ret – hvis det er den evige jagt på status, som driver den kulturelle innovation – så er flade statushierarkier et problem. For hvis alt i princippet er lige godt, og alt er tilgængeligt for alle hele tiden, hvad skal man så gøre oprør imod, hvad skal man stræbe efter, hvad skal man gøre nar af, hvad skal man kopiere? Måske havde bandet The Offspring ret, da de i 1998 sang: »The world needs wannabes/ So, hey, hey, do that brand-new thing.«

ENGANG TROEDE VI ellers, at internettet ville skabe en verden, hvor alle kunne være autentisk nørdede i hver sin kreative niche. Nu skulle det ikke længere være radioværter, MTV og snobbede magasinredaktører, som bestemte, hvad vi skulle se, høre og gå klædt i, nej, nu var massekulturens tid forbi, velkommen til en verden med »millioner af sameksisterende mikrokulturer«, som den britiske forfatter Chris Anderson skrev i 00erne. Det gik modsat, siger Marx.

»Hvis man lytter til bands, som ingen kender, og går i tøj, som ingen andre har på, så synes andre mennesker bare, man er mærkelig, for de kan ikke tilskrive det en særlig status. Processen bryder sammen, hvis der ikke er en fælles kulturel horisont,« siger han.

Hvis andre mennesker ikke kender de underlige og nichede bands eller film eller tegneserier eller computerspil, man forbruger, så mister de deres værdi som statusmarkører. Det bliver svært at relatere til det, vi ser eller hører, for vi ved ikke, hvor det passer ind i samfundet, vi kan ikke vurdere det, og det tilfredsstiller derfor ikke »vores basale menneskelige behov for statusopdeling«, som Marx siger.

»Jeg var til en fest for 15 år siden, hvor der var mig og to andre, som alle var interesserede i den samme slags musik, men vi kunne ikke nævne et eneste band, som vi allesammen lyttede til, vi havde hver sin liste med 20 obskure kunstnere, som de andre ikke kendte, men det obskure er i sig selv værdiløst. I 90erne fandtes der et kompromis: indiekultur, som bestod af ting, som var særlige og nichede, men ikke så underlige, at ingen kendte dem.«

I stedet har internettet nu ledt os ind i megastjernernes tid. En kulturel winner takes all-økonomi, hvor et lille antal artister, atleter og kendisser er altdominerende: Beyoncé, superhelte, pokémon go, LeBron James, Mbappé, Messi, Taylor Swift, too big to fail-biograffilm. Internetkulturen er netop ikke blevet unik og underlig, den er uniform, og »Instagram-stories fra hele verden ser meget ens ud«, som Marx siger.

MEN ER DET ikke bare en gammel kulturkonservativ undergangsfortælling, spørger jeg Marx: at kulturen dør, hvis den bliver demokratisk. En slags snobberi. En påstand om, at der er brug for stejle hierarkier og autoritære gatekeepere, ellers bliver alt lige godt og ens og kedeligt ... Marx nikker, det er rigtigt, siger han. Diskussionen er svær, fordi det, der er godt socialt, ikke nødvendigvis er godt kulturelt.

»Jeg anerkender fuldstændig, at statushierarkier kan ødelægge folks liv. At vi skal kæmpe imod sexisme og racisme, at hierarkier skal udflades,« siger han. Men ...

»En særlig slags statushierarkier fører til kulturel innovation, man kan sige, at demokrati er dårligt for kreativitet. Min pointe er, at vi bør afvise den mest hårdkogte poptimisme. Ideen om, at man bør holde særligt øje med det mest populære i kulturen, fordi det populære også er det bedste. Den slags ideer promoverer ikke symbolsk kompleks kunst, og jeg mener, at kompleks kunst, som bryder med konventioner, er et gode i sig selv. Det er både interessant for kendere, og det drypper ned og forfrisker hele kulturen til glæde for alle,« siger han.

»Man kan ikke bare sige, at kulturel kapital er ondt, fordi det diskriminerer, for så åbner man bare døren for, at økonomisk kapital kan blive den eneste måde, folk skiller sig ud på, og det er kedeligt.«

Interviewet er ved at være slut. Det er sen aften i Tokyo, som er ni timer foran København. Jeg stiller et sidste spørgsmål:

– Du fokuserer meget på kultur som magtsymboler, men der er jo også andre grunde til, at man hører musik eller ser film. Fordi det er stimulerende, smukt eller underholdende ...

»Ja, jeg elsker selv at se film, som overrasker mig, og at lytte til ny musik‚« siger Marx og gør klar til at afslutte samtalen. »Min pointe er, at hvis man ignorerer statusdelen ved kulturelt forbrug, så forstår man ikke, hvordan kultur forandrer sig. Status er hele tiden ubevidst til stede.«