Blockbusted. I dag prioriterer de amerikanske filmstudier genbrug af i forvejen velkendte universer og brands frem for originale blockbusterfilm. Men hos nogle af de største instruktører kan man spore en længsel efter det tabte Hollywood.

Et skrig fra maskinens indre

I den nye Matrix-film skinner instruktørens branchenostalgi tydeligt igennem. PR-foto: Warner Bros. Pictures

At kalde Steven Spielberg for en af filmhistoriens mest indflydelsesrige instruktører er at påpege det åbenlyse. Med Dødens gab fra 1975 opfandt han den moderne blockbuster og ændrede mainstreamfilmen for altid. En blockbuster er mere end blot en dyr storfilm. Når den fungerer efter hensigten, rækker den ud over sig selv og sætter dybe aftryk i populærkulturen. Den refereres på madkasser, T-shirts og plakater, i legetøj og computerspil. Det er film, som får endorfinerne til at eksplodere i kroppen på et verdensomspændende publikum og er med til at sætte ord på, hvordan vi betragter os selv, og hvordan Hollywood betragter os.

En måske mere kontroversiel påstand er, at Spielbergs film Ready Player One fra 2018 er det nye årtusindes hidtil vigtigste blockbuster. Filmen tjente ganske vist styrtende med penge, men den var ikke et kulturelt fænomen og dominerede ikke den fælles samtale. Så hvad er det, der gør den så vigtig?

Andre læser også