Essay. Der er perioder, hvor verden forandrer sig, hvor epoker slutter, og tiderne skifter. Christian Bennike ser tilbage på den naive og optimistiske tid omkring årtusindskiftet, da han selv voksede op. Den tid, som nu er gået under.
Fra Friends til Brexit
Fotocollage: Mathias Hoeg. Kildefotos: Scanpix
JEG ER IKKE sikker på, hvornår den skiftede, men den tid, jeg voksede op i, den tilsyneladende lykkelige og trygge tid; tiden efter Murens fald, globaliseringens tid, nyliberalismens tid, åbenhedens tid; tiden, der føltes som en tiltrængt pause fra historien, som en doven og hed solferie ved kysten; tiden, man i dag ville råbe an, hvis man mødte den på gaden, rette en anklagende pegefinger mod og vredt udbryde: »Dig! Det er dig, der har skabt alt det her kaos!« Den tid er forbi.
Jeg kom til verden i 1986, da Kartoffelkuren blev vedtaget i Folketinget. Det var knappe år, har jeg forstået, men det oplevede jeg og mine jævnaldrende aldrig. Allerede inden vi begyndte i skole, før vi kunne læse og forme vores egne ideer om verden, var nedskæringernes tid endegyldigt overstået og erstattet af 15 år med konstant økonomisk fremgang. Vi husker ikke Den Kolde Krig, ikke atombomben, ikke Bresjnev og Honecker, ikke Rwanda, ikke aids-epidemien eller frygten for overbefolkning, ikke de håndskrevne sedler på døren til børnehaven: »I tilfælde af luftalarm, søg dækning under det nærmeste bord.« Selv de vaklende år i begyndelsen af det nye årti er for os kun tågede minder fra et stuegulv et sted langt borte, grynede fjernsynsbilleder af blå FN-hjelme og Bill Clintons smilende ansigt.
Del:
