Anmeldelse: Dan Turèlls Changes of Light & Fig.-tal. To nye udgivelser – den ene på jagt efter undergrundsudgaven af Dan Turèll, den anden tørt spruttende – byder på eksklusivt knitrende poesi.
Transparensens tågelandskab
Aldrig har jeg transporteret mere magisk kargo i min rygsæk, end da jeg for 25 år siden, i halvanden uge måske, vandrede rundt med Peder Bundgaards eksemplarer af de mest uopdrivelige Dan Turèll-undergrundshæfter fra 1969-71. Ingen af hvilke dengang var blevet optrykt, og som jeg derfor ville sikre mig kopier af, så jeg omsider var i besiddelse af hele den glødende skønskrift, fordi jeg var og er uhjælpelig fan, og fordi jeg skulle undervise i Turèll på Københavns Universitet.
Det alleruopdriveligste hæfte skulle jeg dengang noget så eksotisk som farvekopiere, nemlig selveste Changes of Light, middelaldermunkeligt håndtegnet og håndskrevet i et uvist antal eksemplarer (meget mere om den uvished nedenfor) af Dan Turèll og hans daværende kone, billedkunstneren Kirsten Brand, på Dans 24-års fødselsdag, den 19. marts, 1970, i hjemmet i den gamle husholdningsskole på Forhåbningsholms Allé på Frederiksberg.



