Rune Glifberg har fået en fibersprængning. Eftermiddagen har han tilbragt hos Danmarks Idrætsforbund i Brøndby, hvor en læge har scannet hans lår med ultralyd. Det var ikke en af de grimme fibersprængninger; den sagde ikke »KAPOW!«, forklarer han, som den slags nogle gange gør. Han har ikke ondt, hver gang han tager et skridt.
Men skaden sidder i kroppen. Og den betyder, at Glifberg ikke kommer til at bruge ret meget tid på verten, den fem meter høje vertikale rampe i Fælledparken, hvor det gik galt for et par uger siden. Når man ryger af brættet på de store ramper, er man nødt til at glide det sidste stykke ned på knæene, og så strækker og river det i låret. Han stiller stadig op til OL i Tokyo, hvor skateboarding for første gang er en del af programmet, og hvor 46-årige Glifberg har kvalificeret sig som eneste dansker. Men han er nødt til at køre på en anden måde, end han havde planlagt.
»Jeg havde håbet på, at jeg skulle træne dybere og hårdere op til OL,« siger Glifberg, da vi har sat os på en bænk i Fælledparken med udsigt til den frygtindgydende vertikale rampe.
»Man bliver nødt til at passe bedre på, når man har nået min alder. Men det er heldigvis ikke første gang, jeg står foran en stor konkurrence med en skade. Til X-Games brækkede jeg engang skulderen dagen inden konkurrencen, men fik alligevel kørt en guldmedalje hjem. Nogle gange kan en skade være med til at give det skub, man har brug for, så man finder noget mental styrke, der gør en forskel.«
Rune Glifberg ligner ikke en olympisk atlet. Mere en midaldrende mand, der har tilbragt en stor del af sit liv under åben himmel. Skægget og det halvlange hår er stænket gråt. Der er dybe furer om øjnene. Underarmene er senede og brunmarmorerede som et gammelt landkort. Huden på albuerne er tynd, løs og bleg.
At han stadig er en af verdens dygtigste park-skatere – den disciplin, der foregår på de halsbrækkende høje ramper – virker helt mirakuløst. Glifberg blev professionel i 1992 og kan fejre 30-års jubilæum næste år. I tre årtier har han smidt sin krop ned ad ramper, trapper, gelændere, betonklodser og tomme swimmingpools, og nu, kort før sin 47-års fødselsdag, vil han så stille op i De Olympiske Lege mod mænd, der er halvt så gamle. Danmarks Idrætsforbund har ikke overblik over den danske OL-trup, men forventer ikke overraskende, at Rune Glifberg bliver alderspræsident.
Der findes ikke mange sportsgrene, hvor den slags overhovedet kan lade sig gøre. Men det er, som om der gælder nogle andre naturlove i skateboarding. Udøverne vil i øvrigt helst ikke kalde det »sport« eller »idræt«, men taler hellere om »miljøet« eller »kulturen«. Skateboard er mere en livsstil, siger de. Eller måske ligefrem en kunstform, som er nærmere beslægtet med moderne dans end al den løben og hoppen, målt i sekunder og millimeter, som der foregår til OL. Sikkert er det i hvert fald, at en mand som Rune Glifberg ikke haft sin lange karriere, alene fordi han kan hoppe højere og længere eller vinde flest medaljer. I skateboarding er man bærer af noget andet og mere udefinerbart, som af andre skatere skiftevis omtales som »relevans«, »kreativitet« eller simpelthen »stil«.
Den selvforståelse er også grunden til, at OL har fået en blandet modtagelse i miljøet. Da Den Internationale Olympiske Komité i 2016 satte skateboarding på programmet for 2020 (senere coronaudskudt til juli-august 2021), lød der hidsige protester fra prominente skatere, og der var endda en underskriftsindsamling, som skulle tvinge komiteen til at omgøre sin beslutning. Det var en mærkelig reaktion. Andre sportsorganisationer arbejder hårdt for at få deres sportsgrene optaget i legene, squash og cricket er blandt de evige boblere, men så stod skaterne dér med armene over kors og rystede på deres hoveder med de bagvendte kasketter og talte om »sportificering« af deres »kultur«. Mange af dem frygter stadig, at det, som publikum vil få at se i Tokyo, ikke vil være rigtig skateboarding. At »den olympiske maskine« vil skrubbe al graffitien og vildskaben væk, så der kun er en rugbrødsfornuftig metervare tilbage, gymnastik på rullebræt.
Rune Glifberg skal også lige vænne sig til den nye verden. I lighed med amerikanske Tony Hawk, det største navn i international skateboarding, har han ellers nedtonet OLs betydning. Legene har mere brug for skateboard, end skateboard har brug for OL, siger han. Denne sommer forventes de to konkurrencer i disciplinerne park og street da også at være blandt de mest sete på tv.
Men efter 17 år i Californien og store sponsoraftaler smiler man på en særlig måde, når man forklarer, at man kommer lige fra Danmarks Idrætsforbund i Brøndby. Glifberg taler ellers som forbundets mand, når han siger, at han vil »udvikle skateboarding i bredden« og føler et ansvar for »at vise dansk skateboarding frem i verden«. Han har også været drivkraft bag et nyt skateboardlandshold, som indtil videre har fået et alt for lille budget til at dække træning, rejser og forplejning til konkurrencer i udlandet.
»Skateboarding er jo ikke målbart på samme måde som andre sportsgrene, så jeg forstår godt, at Danmarks Idrætsforbund endnu ikke helt ved, hvad de skal mene om det. Det er jo ikke det sportslige, altså konkurrencerne, der er kernen i skateboarding. Det er helt klart en sekundær ting for os. Der er et dybere spor, som de fleste skatere tager meget mere alvorligt end konkurrencerne.«
Et dybere spor?
Det er en svær sport at tale om. Også fordi det er så urimeligt svært at stille sig op på et bræt med fire små hjul uden straks at falde bagover og slå hul i hovedet. Barrieren for sporten er så høj, at kun en indviet skare ved, hvordan det føles at bevæge sig gennem rummet på deres måde. De fleste af os kan løbe, cykle, hoppe, sparke til en bold, smide en diskos en meter. Vi vinder måske ingen konkurrencer, men har dog en fornemmelse for fysikken i det, der foregår.
Men skateboard? Glem det. Adgangsbillet til dén forlystelse betales i smerte. Før man kan trille ti meter ned ad gaden på brættet, skal man falde af 100 gange. Det mest grundlæggende trick, en ollie, et lille hop på stedet, koster dagevis af stryg over skinnebenet og asfaltkys på ryg, hofter, håndled og albuer. Det var vistnok komikeren Jerry Seinfeld, der sagde, at hver gang han så en knægt på et skateboard, tænkte han, at de nok skulle klare sig: Er man parat til at slå sig så meget for noget så åndssvagt, er man godt forberedt på livets øvrige strabadser.
»Det er også det, der holder folk fanget i så mange år,« siger Rune Glifberg, mens han flytter rundt på sit eget skateboard med fødderne under bænken. »Udfordringen er konstant. Du udvikler dig hele tiden. Den allerførste udfordring er at lære at køre på brættet, og hvis du har tålmodighed nok til at holde balancen og lave den første ollie, ja, så er det, som om du lærer alfabetet ...« Han lyser op i et smil og slår ud med armene: »Og lige pludselig er der en kæmpestor, smuk verden af ord, som du kan sammensætte med dit bræt.«
Glifberg er blevet mere forsigtig med at sammensætte sine tricks. Han siger, at professionelle skatere normalt falder 90 procent af gangene og kun lander ti procent af deres tricks, men at han forsøger at vende forholdet på hovedet. Han har brækket skulder, ankel og håndled uden at lægge sin træning om, men for ti år siden fik han slemme spændinger i maven, der gik i hofter og ben og tvang ham til at behandle sin krop bedre. Han begyndte at løfte vægte for at opbygge kroppens små muskler, »der holder skelettet på plads«, som han formulerer det. I dag føler han sig meget stærkere end dengang.
»Jeg bruger ikke så meget tid på brættet, som da jeg var yngre, og jeg udsætter ikke min krop for lige så mange slag som dengang. Jeg vælger mine kampe. Det betyder også, at når jeg er ude, så tænker folk måske ’nå, er det Glifberg? Han er da ikke særlig god’. Som regel skater jeg bare rundt for at få fornemmelsen af mit bræt og føle, at det stadig er en del af mig. Og når jeg så har brug for at præstere, så finder jeg et andet gear. Så flyver jeg højere og presser mig selv. Men det er blevet sværere at finde frem, det må jeg indrømme. Den energi, den testosteron, man har i 20erne, hvor man bare vil knalde hele verden og være den sejeste løve i junglen, det er meget sværere at finde i dag. Rent mentalt slipper man jo mange af de dér ting, når man bliver ældre.«
Hvordan kan professionelle skatere blive så gamle? De fleste atleter går stadig tidligere på pension: Fodboldspillere topper som 30-årige; i gymnastik og svømning er de bedste sjældent over 25.
Men i skateboardingens oldboys-panteon mangler Rune Glifberg ikke selskab. Tony Hawk er 53 og finder stadig på nye trick. Samme alder har danske Nicky Guerrero, som var et forbillede for Rune Glifberg i slutfirserne og har trænet med ham op til OL i de seneste måneder.
Da Guerrero i 2018 blev ringet op af skoproducenten Vans, der ville invitere ham til London, troede han først, at anledningen var hans 30-års jubilæum. Men så opdagede han, at invitationen var til Tony Alvas 60-års fødselsdag. Amerikanske Alva er en legende fra 1970ernes skatescene, der udspillede sig i tørlagte swimmingpools i Sydcalifornien, og den nu 63-årige skater optræder stadig i videoer og opvisninger.
Glifberg og Guerreros generation har fået fornyet opmærksomhed op til OL. Fans har fulgt dem siden 1990erne, og i dag har mange af dem selv fået børn, der er begyndt at skate. Guerrero havde sin guldalder fra 1989 til 1993, før der kom store penge i skateboarding, og i de seneste år har han arbejdet som pædagog i en børnehave. Men han bliver stadig inviteret til konkurrencer med pengepræmier, og for nylig begyndte hans gamle sponsor at genoptrykke et bræt, der i sin tid blev lavet til hans ære. Der er kommet bud efter de gamle drenge, forklarer Guerrero over telefonen:
»Når Rune ringer og vil have mig med over at skate, så er det også, fordi der ellers hurtigt står ti drenge rundt om ham og vil have en autograf eller spørge ham om noget med en eller anden video.«
»Stil« er Guerreros forklaring på, hvorfor de aldrende skatere ikke for længst er blevet udskiftet af nogle yngre, stærkere modeller.
»Rune er teknisk dygtig, og så har han enormt meget power. Han flyver højt på rampen og har fart på. Men han har også sindssygt god stil, og stil er vigtigt. Man kan sagtens lave en masse tricks, som er svære, uden at have stil. Så ser det bare klodset ud, når man lander. Men når Rune skater, ser det flydende ud. Det ser let ud, der er et flow i det. Det kommer fra surfing, hvor det også skal ligne en leg. Kroppen skal ligesom glide hen over vandet, så fingrene lige kommer ned og rører vandskorpen. Sådan er skateboarding også. Det skal være ligesom en dans.«
Det har ikke været helt let at lave en aftale med Rune Glifberg. Længe svarer han ikke på Weekendavisens mails. Beskeder sendt til ham ad anden vej bliver heller ikke besvaret. Til sidst lykkes det at få fysisk kontakt under den ellers coronaisolerede konkurrence Copenhagen Open, som afholdes i Fælledparken.
En lille snes tilskuere har taget plads på en sti, hvorfra der er udsigt til bowlen; den del af skateparken, der skal ligne en tømt swimmingpool. I Fælledparken ligner den mere et meget langt badekar med et knæk midt på.
Dommerbordet står ved kanten af bowlen, hvor en kommentator gør sit bedste for at puste liv i den tilskuerløse begivenhed.
En meget ung skater, han ligner en gymnasieelev, forsvinder ned i dybet og springer op på den anden side. Dykker ned igen og kommer så flyvende langs kanten af badekarret. Der er en eksplosion af energi, hver gang han kommer til syne: Han basker med armene for at holde balancen, den alt for store T-shirt blafrer efter ham, ved dommerbordet hujer og klapper de, hver gang han lander på brættet uden at vælte omkuld.
Bowl eller pool er kendt som den mest oprindelige form for skateboarding, men den gik af mode, da de høje ramper begyndte at dukke op i 1990erne. Rune Glifberg var med til at give disciplinen et comeback i 00erne, og i dag er der igen solsvedne swimmingpools i alle magasiner og videoer om skateboarding.
Det er ikke tilfældigt. Flere peger på Glifbergs evne til at genopdage og blande gamle og nye tricks som en forklaring på hans succes. I den forstand er de ikke kun sportsfolk, men også billedkunstnere og reklamefolk, som bruger video og fotografi til at iscenesætte sig selv i nye omgivelser, i nye positurer, altid klædt i nyt, sponsoreret tøj. Glifberg er meget omhyggelig med, hvordan han bliver fremstillet i medierne: Til denne artikel måtte vi ikke fotografere ham i aktion på ramperne, fordi han kun samarbejder med udvalgte fotografer.
Sidste år udgav hoforganet Thrasher Magazine en video med Glifberg, kaldet Phunk 45, en henvisning til hans alder, som viser ham i swimmingpools og på ramper til tonerne af hård rock, komponeret til lejligheden af den danske musiker Pato Siebenhaar. I videoen bliver der klippet mellem nærbilleder af Glifbergs vindbidte ansigt og den ungdommelige sprællemand af en krop, der smutter rundt i billedet, ud i alle hjørner, vrider sig i de mest umulige stillinger.
»Selvfølgelig er det fedt at vinde en konkurrence, men det er ikke sådan, man inspirerer folk,« forklarer han. »Jeg forsøger at komme med én bemærkelsesværdig event om året. Jeg havde videoen sidste år, OL i år, og til næste år er det noget helt andet. Det er ikke konkurrencerne, de andre skatere vil have. Det er ikke sådan, man holder sig i gang.
Jeg har set rigtig mange rigtig dygtige skatere komme og gå – også nogle med større navne end mit eget. Nogle begyndte at drikke for meget eller røg ud i stofmisbrug. Andre blev skadet og kom aldrig tilbage. Men der er også nogle, som bare holder op med at være aktuelle. Som holder op med at inspirere folk.«
Tilbage i Fælledparken til Copenhagen Open er det blevet 46-årige Rune Glifbergs tur. Fra det sekund, han dropper i bowlen, falder der en sær tavshed over skateparken. Kommentatoren står med mikrofonen langs siden, og man hører bare hjul mod cement, mens Glifberg samler fart gennem badekarrets slugt. Da han endelig letter, er det en afslappet krop i perfekt balance, der tegner en bue gennem luften, før den forsvinder i bowlen igen. Op over kanten igen – svæve, stille – ned igen.
I levende live er konstrasten endnu stærkere end på video. De yndefulde, rolige bevægelser og så – når man fanger et glimt af Glifbergs furede ansigt – ser man pludselig den midaldrende mand, udstrakt i luften tre meter over det ubarmhjertige underlag, en beholder af kød og blod i et mekanisk univers.
Da de 45 sekunder gået, står han igen på kanten af bowlen og trækker vejret i hurtige drag, mens lydene vender tilbage til Fælledparken. Kommentatoren løfter mikrofonen, de andre deltagere klapper respektfuldt, fuglene kvidrer i Fælledparkens træer.
Vel er det mere dans og kunst end spydkast. Det er også rigtigt, hvad Nicky Guerrero siger: Rune får det til at se let ud.
Bliver OL sidste gang, vi får det at se? Glifberg ved det ikke. Han tror det ikke. Han har ikke lyst til at stoppe. Han siger, at han får dårlig samvittighed, hvis han ikke skater regelmæssigt.
»Jeg er nødt til at yde noget for mine sponsorer og gøre mig interessant for dem. I sidste ende er det et arbejde, selvom det er et superfedt og frit arbejde.«
Glifberg vil ikke slippe miljøet, som han beskriver som både »utrolig inkluderende« og »meget snobbet«. Der bliver brugt mange kræfter på at skelne mellem rigtige og forkerte skatere, og begyndere kan have det svært. I gamle dage kaldte man dem pop-skatere, i dag går de under betegnelsen Christmas Complete; dem med de nye, glatte skateboards taget direkte fra under juletræet.
»På den anden side er der ikke ret mange andre miljøer, hvor jeg kan stå og snakke med en dreng på 13 år og se og respektere ham som en ligeværdig. I fodboldklubben og alle mulige andre steder er du sammen med dit eget køn, din egen aldersgruppe, og der er alle de her hierarkier mellem spillere og trænere. De grænser findes slet ikke på samme måde i skateboarding. Og jo, nogle gange kunne jeg da godt ønske mig, at der var lidt flere modne skatere at tale med. Når jeg rejser rundt til konkurrencer, vil de unge ud og feste og ryge smøger og kigge på damer. De snakker om, ja, jeg ved ikke, hvad fanden de snakker om ... TikTok måske, hvor jeg så sidder og tænker, at en lidt mere voksen samtale da ville være meget rart. ’Og lad os nu opføre os ordentligt, mens vi sidder på den her restaurant.’ Men det er ikke, fordi jeg vil ud af det her miljø, fordi jeg er blevet ældre. Tværtimod.«
Glifberg har også en anden plan. Sammen med designeren Ebbe Lykke driver han en tegnestue, der har specialiseret sig i at levere skateparker til ind- og udland. De er lige blevet færdige med et projekt ved Østre Gasværk, som bliver kombineret opholdsrum, solterrasse og skateområde.
Glifberg peger på forskellige former i Fælledparken, mens han fortæller om tegnestuen. De vil tegne skateparker, der ikke ligner skateparker, forklarer han, men som er smukke og skulpturelle i sig selv. Glifberg har længe interesseret sig for design og arkitektur som en naturlig del af karrieren som rulleatlet skråstreg udøvende skateboardkunstner. Han har før nævnt den danske møbeldesigner Poul Kjærholm og arkitekten Zaha Hadid som inspirationskilder.
Tegnestuen føles som en naturlig overgang. Glifberg har aldrig lagt planer ret langt ud i fremtiden, men ved, at der kommer et tidspunkt, som trods alt ikke kan være ret langt væk, hvor han vil tilbringe mere tid i tegnestuen end i skateparken. Det gør ikke noget. Miljøet vil klare sig fint, også når den gamle garde begynder at trække sig, mener han.
»Skateboarding vil altid være punk, fordi det handler om at sætte kroppen på spil. I sin kerne vil det altid handle om at falde og komme hjem med sår og blod ned ad armen og en T-shirt, der er revet i stykker. Men der sker selvfølgelig en kæmpestor sportslig udvikling, og det er blevet popkultur på en måde, som det ikke var før. OL gør det mere rent, og det er også okay, for der er en masse skatere, som gerne vil have det rent. Dem vil der sikkert komme endnu flere af nu. Men den kreative, vilde del af skateboard bekymrer jeg mig ikke for. Den vil leve videre, også efter OL.«