Om aftenen på invasionens første dag brød en voldsom ildkamp ud i centrum af Kyiv. I regeringsbygningen slukkede man lyset og barrikaderede sig med sandsække og brædder, mens der blev delt automatvåben ud til præsident Volodymyr Zelenskyj og hans stab. Mange af dem havde aldrig holdt et i hænderne før.

Præsidenten var blevet advaret om, at det ville ske: at russerne ville komme for at myrde ham og hans familie som det første. To gange den første aften og nat var der stormløb på regeringskvarteret, hvor invasionshærens specialstyrker kom tæt nok på til at kaste granater og skyde ind ad vinduerne. Begge gange lykkedes det Ukraines forsvar at slå dem tilbage.

Meget er endnu uklart om begivenhederne mellem den 24. og den 25. februar. Til Time Magazine fortalte præsidenten for nylig, at han kun husker dagen som »usammenhængende billeder og lyde«. Men når historien om slaget engang skal skrives, vil en privat virksomhed ved navn Wagner-gruppen formentlig få en fremtrædende plads.

Ifølge amerikanske efterretninger blev mere end 400 af Wagners lejesoldater sat ind i hovedstaden i krigens første dage, mange af dem med faldskærm. Ifølge tyske efterretninger er det også Wagner, som bærer en del af ansvaret for den senere massakre af civilbefolkningen i Butja. Og i krigens næste fase vil Wagner også være en central del af den russiske krigskampagne, mener militæranalytikeren og professoren Sean McFate, der har en fortid som lejesoldat og kender det russiske selskab bedre end de fleste:

»Wagner-gruppen har den store fordel, at de er ligeglade med krigens regler, men kun følger reglerne for udbud og efterspørgsel,« siger McFate over telefonen. »Russerne kan bruge dem til en lang række opgaver: De kan lave stormangreb, som vi så det i Kyiv. De kan udføre rekognoscering og femte kolonne-aktivitet, hvor de forklæder sig som lokalbefolkningen og begår sabotage. Det strategiske skifte mod øst, som vi ser nu, vil formentlig betyde, at Wagner-gruppen fremover bliver brugt som spydspids, når det gælder om at angribe de ukrainske guerillaenheder.«

Før Ukraine har Wagner gjort sig bemærket i Syrien, Libyen, Mali, Congo, Mozambique og Sudan. I Syrien kæmpede amerikanske specialstyrker i 2018 mod omkring 300 Wagner-soldater, der støttede præsident Bashar al-Assad, og det lykkedes kun amerikanerne at nedkæmpe dem ved at tilkalde luftstøtte efter fire timers kamp.

I Mali er Wagner anklaget for i marts i år at have henrettet mere end 300 civile i et fem dage langt blodbad. Bagefter gravede de lig ned i nærheden af en fransk militærbase og oversvømmede sociale medier med anklager mod franskmændene.

»De styrer mere eller mindre Den Centralafrikanske Republik,« sagde lederen af USAs væbnede styrker i Afrika for nylig om Wagners massive tilstedeværelse i det ustabile land. Her menes selskabet også at stå bag mordene på tre russiske journalister, der var rejst til landet for at optage en dokumentarfilm om selskabet.

»Overalt hvor Wagner tager hen, trækker de et spor af menneskerettighedskrænkelser efter sig. Det frygter jeg også, vi kommer til at se mere af i Ukraine,« vurderer McFate, der i 2019 udgav håndbogen The New Rules of War, som fik en pensioneret NATO-general til at beskrive McFate som »den nye Sun Tzu«:

»Nogle af de overgreb, vi har set i Ukraine indtil videre, skyldes en elendig disciplin i det russiske militær, men andre ligner bevidste handlinger, hvor man forsøger at indgyde frygt og rædsel i lokalbefolkningen. Man så det også i Syrien og i Tjetjenien, hvor Wagner-soldater har tortureret og henrettet civile. Det er til dels derfor, man hyrer dem: De kan gøre det beskidte arbejde og skjule krigens omkostninger, fordi lejesoldaters død får mindre opmærksomhed end værnepligtiges,« siger McFate og understreger:

»Endnu vigtigere er det, at de giver Putin mulighed for det, man kalder ‘plausibel benægtelse’: Selvom hele verden ved, at Rusland står bag, så tilføjer lejesoldaterne et beskyttende lag, som både gør det kompliceret at føre en retssag ved en international forbryderdomstol og giver Kreml mulighed for at undsige soldaterne, hvis noget går galt.«

Psykopater og imperialister

Sean McFate har haft de russiske soldater tæt inde på livet. I dag er han professor ved Georgetown University og rådgiver amerikanske efterretningstjenester, men han begyndte karrieren som faldskærmssoldat i USAs luftvåben og blev senere private contractor, en eufemisme for lejesoldat. Han var i branchen i ti år og begyndte senere at formidle kontakt mellem andre lejesoldater og mulige kunder. Det var her, han lærte ansatte i Wagner-gruppen at kende:

»Der er mange charlataner og fidusmagere i det her felt, men de hører ikke til i den kategori. Hvis man forestiller sig alle lejesoldater i verden som en pyramide, så bliver bunden udgjort af de mange, der bevogter olieledninger i Mellemøsten, mens toppen udgøres af Wagner-gruppen og en håndfuld andre selskaber. De er de mest aggressive soldater på markedet, som skaber flest problemer for deres kunder, men det er også deres salgsargument, at de er ekstremt voldelige og ikke viger tilbage for at bruge nogen midler.«

I Wagner-gruppen finder man ikke kun russiske statsborgere, men også mange ekssoldater fra de gamle sovjetrepublikker, forklarer McFate. Pyramiden af lejesoldater er delt op efter kommandosprog, så der findes en russisk, engelsk og spansk del af branchen. Ifølge McFates kilder har 10-15.000 soldater været ansat i Wagner siden oprettelsen i 2014, hvilket gør den til verdens langt største private hær. Til sammenligning havde amerikanske Blackwater færre end 1.000 lejesoldater tilknyttet i deres travleste periode under Irakkrigen.

Wagners soldater er rundet af den barske kultur i det russiske militær og af krigene i Tjetjenien og Syrien. Og som de fleste andre i faget er de interesserede i penge: En gennemsnitlig Wagner-soldat tjener omkring 18.000 kroner om måneden, hvilket er en høj løn i Rusland. Som i andre selskaber er der også enkelte soldater med psykopatiske tilbøjeligheder, som ifølge Sean McFate er motiveret af muligheden for at »dræbe mennesker uden at blive straffet for det«. I sine samtaler med soldaterne er han dog også stødt på et tredje motiv, som han ikke har bemærket hos andre lejesoldater:

»Der er enkelte i Wagner-gruppen, der er drevet af en ideologi om russisk imperialisme. Ligesom Putin mener de, at Sovjetunionens fald er den største tragedie i det 20. århundrede. Så de er ikke bare lejesoldater, men nationalister, og det lader til at være ret unikt for Rusland. Jeg er i hvert fald ikke stødt på det andre steder.«

Statens næve

I praksis kan det da også være svært at skelne Wagner-gruppen fra den russiske stat. Navnet stammer fra stifter og daglig leder Dmitri Utkin, der indtil 2013 stod i spidsen for en Spetsnaz-specialstyrke og havde »Wagner« som kaldenavn. Ud over fascinationen af Adolf Hitlers yndlingskomponist, Richard Wagner, findes der også fotos af Utkin med nazistiske tatoveringer, som tyder på, at Putin, med den mest dystre ironi, har sat en beundrer af Det Tredje Rige i spidsen for sin såkaldte afnazificering af Ukraine.

{embedded type="node/bondquotes" id="49413" width="half_width" align="left"}

I vestlige medier bliver titlen som Wagners bag- og pengemand som regel tildelt oligarken Jevgenij Prigozjin, der også er kendt som »Putins kok«, fordi hans restauranter og cateringfirmaer leverer mad til Kreml. Men virkeligheden er mere kompleks, mener Candace Rondeaux, der leder en forskningsgruppe i moderne krigsførelse ved tænketanken New America Foundation og har beskæftiget sig med Wagner-gruppen i en årrække: Jevgenij Prigozjin er snarere en del af et større netværk, som også tæller andre oligarker og private sikkerhedsfirmaer, og som tilsammen understøtter Putins stedfortræderkrige rundtom i verden, forklarer hun:

»Man er nødt til at forstå, at Wagner-gruppen er en forlængelse af det russiske militær. Hele formålet med at bruge den slags grupper er at skabe forvirring om, hvad Rusland foretager sig på jorden i krigszoner, og forsøge at adskille den militære magt fra staten og forfatningen. Men jeg mener faktisk, at det er forkert at kalde dem private lejesoldater. I praksis tilhører de staten.«

I Rusland er lejesoldater egentlig forbudt, men virksomheder må gerne hyre private sikkerhedsfirmaer til at beskytte deres aktiviteter i udlandet. Russiske olie- og gasselskaber som Gazprom har flere tusinde lejesoldater under deres vinger, og desuden har Ruslands militær siden 2012 i stigende grad benyttet sig af professionelle soldater i stedet for værnepligtige. I modsætning til firmaer i andre lande kan Wagner-gruppen ikke vælge deres kunder, og deres ansatte risikerer lange fængselsstraffe, hvis de tegner kontrakt med udenlandske kunder eller taler med journalister. Den skrappe lovgivning knytter dem endnu tættere til staten – eller til de helt eller delvist statsejede virksomheder, som Wagner er gået i symbiose med i Afrika og Mellemøsten, forklarer Rondeaux:

»Russiske sikkerhedsselskaber har et gensidigt afhængighedsforhold til statsstyrede virksomheder, som er ret unikt i verden. I Afrika leverer de ikke alene sikkerhed og efterretninger til russiske olie-, gas- og mineralselskaber, men er en integreret del af virksomhedernes aktivitet og indtjening. I Syrien har nogle af de selskaber, som leverer soldater og beskyttelse til de statsejede virksomheder, fået del i overskuddet fra udvindingen af olie og gas. Det samme ser man med guldminer i Sudan og Den Centralafrikanske Republik. Det lader til at være forretningsmodellen bag et selskab som Wagner: Deres overskud og fremtid afhænger af, om statens virksomheder tjener penge.«

Slam fra troldefabrikken

Men Wagner er ikke kun ude efter penge. De er også en central del af arsenalet i den nye, hybride form for krigsførelse, som Rusland har udviklet i de seneste år. Den foregår på mange fronter på én gang. Gennem Jevgenij Prigozjin menes Wagner-gruppen at være forbundet til det såkaldte Internet Research Agency i Sankt Petersborg, i folkemunde også kendt som »troldefabrikken«. Herfra kommer en stor del af den misinformation, valgmanipulation og andet slam, som Rusland spuler ud over sociale medier i store dele af verden.

»Wagner og troldefabrikken arbejder i tandem, så fabrikken skaber en tåge af løgn og disinformation, som soldaterne kan glide igennem. Det har vist sig at være en meget effektiv strategi siden debuten i Ukraine i 2014,« siger Sean McFate.

Men den russiske model har også sine svagheder, mener han. Mange af Wagners lejesoldater ville nok ønske sig, at de havde den samme frihed som deres amerikanske, europæiske og latinamerikanske kolleger:

»Ingen af de soldater, jeg har talt med, er glade for at være en del af Wagner-gruppen. Ikke en eneste. De ved godt, at de er kanonføde for Kreml, og efter Ukraine er det formentlig blevet meget værre. De ville hellere arbejde i Forenede Arabiske Emirater og bevogte olieledninger for en meget højere løn, men de sidder fast. Uden for inderkredsen I Wagner er moralen ikke ret høj, og nu, hvor de har mistet mange folk i Ukraine og er nødt til at rekruttere længere nede i rækkerne, bliver problemet kun større.«

{embedded type="node/bondquotes" id="49414"}

Ved at basere en del af sit militær på økonomiske incitamenter, har Putin også gjort sig sårbar for angreb fra en ny flanke, fremhæver Sean McFate:

»Kunne man forestille sig, at man bestak Wagners soldater til at forlade Ukraine? Kunne man love dem fri passage og lukrative kontrakter på arbejde i andre lande, mod at de lægger våbnene? Jeg siger ikke, at man burde gøre det, men at den slags er en mulighed, når markedskræfterne er med til at bestemme, hvad der sker på slagmarken.«

Elon Musks private hær

Markedskræfterne spiller også en rolle i Ukraine. I én forstand er det en ny slags krig, der udkæmpes med droner og af influencersoldater på TikTok. Men i en anden forstand er det en meget gammeldags krig, fordi begge parter benytter sig af lejesoldater og fremmedlegioner, som før har afgjort krige på det europæiske kontinent.

»Vi har set en gradvis opløsning af statsmonopoler på militær magt, og Ukraine er det seneste eksempel på det,« siger Sean McFate, der beskriver udviklingen nøjere i håndbogen The New Rules of War.

»På sin vis er det en tilbagevenden til den måde, som det meste af militærhistorien har udspillet sig på. Magten har altid været privatiseret, vi har bare levet i en særlig periode, hvor det ikke var tilfældet, men den er måske snart slut. Hvis man for 50 år siden havde spurgt en amerikansk officer, om det var en god idé at hyre et privat firma med lejesoldater kaldet Blackwater, når man skulle invadere Irak, ville de nok have troet, man var skør.«

Men i de seneste 20 år er lejesoldater blevet langt mere udbredt. Sidste år blev Haitis præsident myrdet af dem. I Japan blev den bedragerianklagede Nissan-direktør Carlos Ghosn smuglet ud af landet af en forhenværende amerikansk soldat.

Krigen i Ukraine bliver også i stigende grad udkæmpet af en fremmedlegion, der i modsætning til en skyggehær som Wagner hører direkte under Ukraines forsvar og ikke udgøres af soldater, der har indskrevet sig for pengenes skyld. Men fremmedlegionærernes løn er faktisk på niveau med russernes, og fremover vil især mindre lande kunne se fordelen ved at oprette lignende legioner, mener Sean McFate: I sin håndbog bruger han endda Danmark som eksempel.

»Grænserne for, hvem der kan slippe afsted med at gøre den slags, flytter sig hele tiden. På længere sigt risikerer vi at få en verden, der minder om middelalderen, hvor meget rige eller magtfulde mennesker kunne hyre lejesoldater til at beskytte deres interesser,« siger han.

»Hvad ville der ske, hvis en privat virksomhed som ExxonMobil besluttede sig for at samle sin egen hær? Eller hvis Elon Musk gjorde det? Det lyder måske skørt i dag, men når man ser på det skred, der er sket i de seneste par årtier, er det værd at stille de spørgsmål.«

Markus Bernsen

Hey, skilte er sjove