Er det en vittighed? »Analogiseringsstyrelsen« – det må da være satire?

Tænketankens hjemmeside ligner ganske rigtig en parodi af Digitaliseringsstyrelsens. Samme røde farve og rette vinkler, men med omvendt fortegn eller vrangen vendt ud: Hvor den statslige styrelse bruger sloganet »Fordi hverdagen er digital – i front for et mere digitalt Danmark«, skriver tænketanken »Fordi verden er analog – i front for et mere analogt Danmark«. Hvor den digitale styrelse har en kongekrone i sit logo, har den analoge en hammer.

Egentlig er tvivlen selve budskabet fra den nystiftede tænketank. For nej, det er ikke en vittighed – men det siger noget om digitaliseringens magt og vælde, at man straks tror det.

»Der er kommet nogle lag på den digitale verden, som er blevet parodiske,« siger Anders Kjærulff, en af tænketankens stiftere. »Hvis man læser, hvad der står på Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside, så er det jo morsomt. De skriver, at »hverdagen er digital« – men hvad i alverden er det for noget vrøvl? Hverdagen er da ikke digital, og det kommer den aldrig til at blive.«

Weekendavisen møder Analogiseringsstyrelsen i Glyptotekets café midt i København, og tænketankens tre »fuldmægtige« ankommer én efter én: Kjærulff, bastemmen fra Radio24syv-programmet Aflyttet og mangeårig udforsker af den digitale verdens skyggesider, er i skrigblå vindjakke og med tilbagestrøget hår. Anders Colding-Jørgensen, psykolog og foredragsholder, er i grøn sweater, lilla tophue og fuldskæg. Den tredje stifter af tænketanken vil ikke have sit navn frem, men går af uvisse årsager under pseudonymet »Arild Solbakken«. I sin blå skjorte og blazer er Solbakken den af de tre, der mest ligner en embedsmand. Det var også ham, der begyndte at nærlæse Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside for at udstille det absurde i foretagendet.

»Jeg forestillede mig, at vi skulle have vores egen styrelse, med hundreder af slipseklædte mænd, som med al deres gravitas og alvor sad og skrev rapporter om analogisering og leverede ministerbetjening om det,« forklarer Solbakken.

»Vi vil jo ikke tvinge nogen til at analogisere,« supplerer Anders Colding-Jørgensen. »Det ville være det samme som at tvinge folk til at digitalisere, og det er jo netop det, vi er oppe imod. Det nøgleord, som vi alle tre er enige om, er ’digitalisme’: når man ophæver det digitale til en ideologi. Når man beslutter sig for, at det digitale altid er svaret, uanset hvad spørgsmålet er. Når man tager det for givet, at en digital løsning altid er en opgradering – at man altid er på vej til noget bedre, når man går fra noget analogt til noget digitalt. Det er den figur, vi er modstandere af, og som vi prøver at vende på hovedet.«

Dumme køreplaner

Jo mere tid, man tilbringer i selskab med Analogiseringsstyrelsen, jo mindre morer man sig. Sjovt er det ganske vist, at Anders Kjærulff vil bruge sin gamle skrivemaskine til at skrive et manifest, som ikke kan læses på hjemmesiden, men kun printes ud på papir. Rørende er klistermærkerne med »100 procent Analog certificeret – garanteret fri for algoritmer« og listen over de ti »umistelige rettigheder«, som alle danskere ifølge tænketanken skal have tilbage – herunder at borgere ikke må tvinges til »at være forbundet til internettet eller være i besiddelse af mobiltelefoner«, og at alle »skal have mulighed for at svare myndighederne i brevform eller ved fysisk fremmøde«.

Men en halv kop kaffe inde i mødet bliver det alvor. De seneste års digitaliseringsiver gør livet surt for en masse borgere og har på alle måder været en underskudsforretning, mener de tre stiftere. Digitalismen er løbet løbsk og truer vores sundhed, fællesskab og økonomi. Og kilden til de mange problemer lader til at være en udbredt forvirring om, hvad ordene overhovedet betyder, og hvad man skal bruge dem til. At selve Digitaliseringsstyrelsen ikke lader til at vide, hvad den mener med »digitalisering«.

»Begrebet er blevet alt for bredt og ufokuseret til, at man kan tale meningsfuldt om det,« forklarer Anders Colding-Jørgensen. »Jeg kunne stille mig op lige her og sige: ’Der er et fantastisk potentiale i at digitalisere ... folkeskolen!’ Og så vil alle være nødt til at være enige med mig. På andre områder giver den slags udsagn ikke mening, men når man taler om digitalisering, bliver folk bare blanke i øjnene og accepterer ens påstande uden forbehold. Det er jo, fordi vi lever i digitalismens tidsalder, hvor forestillingen om, at vi er på vej mod noget digitalt, er så etableret, at ingen stiller spørgsmålstegn ved den.«

Ordet er blevet en slags newspeak for besparelser i det offentlige – et dække for at fyre overflødige medarbejdere og fjerne nogle af de besværlige skranker, hvor borgerne før kunne henvende sig til et menneske i kød og blod. Men digitalisering er også blevet et mål i sig selv, mener de i Analogiseringsstyrelsen. En selvopfyldende profeti. I det offentlige er det ofte svært at finde rationelle grunde til at digitalisere, men alle gør det, fordi de tror, de er nødt til det.

Anders Kjærulff remser op: digitaliseringen af skolebøger, eksamensvagter, sundhedskort, kørekort – alt sammen eksempler på velfungerende, analoge løsninger, som ofres på digitalismens alter.

»Nu er der heller ikke køreplaner på busstoppesteder længere, fordi det skulle være meget smartere at bruge sin telefon,« siger Anders Colding-Jørgensen. »Men har du prøvet det? Er du overhovedet klar over, hvor mange skridt du skal igennem for at se, hvornår den skide bus kommer? Det er jo ikke smart. Det er en digital løsning, som skaber en hel masse friktion – og Ikke sjov friktion, hvor du har med mennesker at gøre og bliver tvunget til at tænke selv, men dum friktion, hvor du står med en lillebitte kasse i en dårlig belysning, mens det regner, og dine fingre er kolde, og du roder rundt på en eller anden håbløs brugerflade, som i parantes er udviklet af et monopol.«

Is med hvidløg

Hvad har digitaliseringen kostet, og hvad har vi fået ud af den? Det vil Analogiseringsstyrelsen gerne have svar på. Modsat skiftende regeringer er de ikke stolte af Danmarks ry som »verdensmester i digitalisering«, fordi det betyder, at vi har brugt flere af borgernes penge og løbet større risici med deres private oplysninger end andre lande. Et af tænketankens »strategiske mål« er, at Danmark skal ligge midt i indekset for digitalisering, mellem Rumænien og Grækenland.

»Vi mangler stadig at se en cost-benefit-analyse af digitaliseringen,« forklarer Anders Kjærulff. »Jeg mener faktisk, at vi som borgere har krav på at vide, om vi overhovedet har sparet på det her.«

Arild Solbakken: »Egentlig er det meget enkelt, for al den innovation, som Danmark har skabt gennem historien, har ikke noget med digitalisering at gøre. Den hviler på et økosystem af mennesker, der forfølger deres lidenskab, faglighed og håndværk, og det er der kommet en masse gode ting ud af, som vi er ved at fjerne nu. For mig var den største erkendelse, at alt det, der følger med digitalisering, i virkeligheden er anti-innovativt. Det digitale bekræfter nogle mønstre og nogle middelværdier, og det ensretter og minimerer chancen for, at der lige pludselig er én, der siger: ’Nu vil jeg fremstille en is med hvidløg eller opfinde noget andet helt nyt, der ikke er blevet bekræftet af en algoritme.’«

Colding-Jørgensen: »En is med hvidløg?«

Solbakken: »Jeg siger bare, at det er mennesker og tilliden mellem dem, der skaber nye og interessante ting. Jeg vil påstå, at markedet for analog innovation er lige så stort som markedet for digital innovation. Vi tror bare, at man ikke må tænke sådan.«

Colding-Jørgensen: »I modsætning til det digitale, så opfylder det analoge også alle vores behov. Vi mennesker har brug for at møde andre mennesker, vi har brug for at bevæge os, og vi har brug for at tænke os om. Så hvordan kan det være, at ni ud af ti digitale løsninger betyder, at jeg ikke behøver rejse mig fra sofaen, ikke behøver møde andre mennesker og snart ikke behøver tænke mig om, fordi der automatisk bliver truffet en masse valg for mig? Hver gang vi får noget smart og digitalt, taber vi noget andet. Selvkørende biler og digitaliseret Borgerservice lyder måske som en smart by for nogle mennesker, men for mange vil det være en ørken. Der er svage og ældre borgere, som har brug for at møde et menneske på Borgerservice eller en buschauffør, som ikke kan stikke af, når de prøver at stå og hyggesnakke. For dem vil de smarte byer være blottet for alt det, der gør dem sunde og glade. Og det er jo ikke en enkelt app, vi taler om – en blockbuster, der ryger, og en Netflix, der kommer i stedet for – det er summen af, at vi mister noget, hver gang vi får noget digitalt.«

{embedded type="node/bondquotes" id="23116"}

Helst så Analogiseringsstyrelsen, at en af deres fuldmægtige fremover deltager i alle møder, hvor der træffes beslutninger om gennemgribende digitalisering i det offentlige. Flere gange under interviewet bryder de ud i kampråd som »Nedgradér sundhedsplatformen!« eller »Analogisér Skat nu!«

Problemerne med skatteinddragelse er et kapitel for sig. 116 milliarder kr. menes staten i øjeblikket at have til gode hos borgerne, blandt andet på grund af det skandaleramte it-system, EFI. Anders Kjærulff bemærker, at man for samme beløb kunne ansætte 238.000 personer til en årsløn på en halv million kr. og bede dem ringe rundt og opkræve skat over telefonen:

»Men i stedet betaler man en privat it-virksomhed for at bygge et nyt system, og de har netop meldt ud, at de ikke kan få det til at virke, fordi der er for mange variable i skattelovgivningen, så de vil have nogle af dem fjernet. Det er den reduktion, der hele tiden sker i digitalismens navn – nu er vi nødt til at lave skatteloven om, fordi vi skal kunne administrere den digitalt. Det er jo absurd! Sådan ødelægger man jo et samfund.«

Siden sidste år skal al ny lovgivning være »digitaliseringsklar« og godkendes af Digitaliseringsstyrelsen, før den træder i kraft. Flere offentlige myndigheder laver i øjeblikket forsøg med kunstig intelligens og algoritmer, som skal automatisere sagsbehandlingen.

»Forslaget om at ansætte 238.000 skatteopkrævere i et år er heller ikke satire,« siger Anders Colding-Jørgensen, fordi det tvinger folk til at tænke over, hvor dum digitaliseringen må være, før det bedre kan betale sig at sætte mennesker til at løse opgaven. Hvis man kan sætte så mange mennesker i arbejde for samme pris, så er det måske på tide at indrømme, at det var for mange penge at bruge på et it-system.«

Anders Kjærulff: »Vi bliver jo snydt og bedraget. Man tager ting fra os med det formål at sælge os noget nyt, og det nye er tit væsentligt dårligere end det gamle. Og grunden til, at det hele er rykket så hurtigt her i landet, er, at digitaliseringen ikke udføres af erhvervslivet, men at staten har taget det til sig som en ideologi. Og fordi der ikke er en ansvarlig virksomhed med en bundlinje, der risikerer at ryge på det, så har man fået et kæmpestort, fluffy lag af mennesker, der taler om digitalisering, som om Danmark bliver et bedre og rigere land med flere jobs, jo mere vi digitaliserer. Det passer jo ikke.«

En kirke

Hvordan er det kommet dertil? Hvad er det for nogle kræfter, Analogiseringsstyrelsen er oppe imod?

De tre fuldmægtige har hver deres analyse: Arild Solbakken mener, at digitalisering er blevet det sikre valg for usikre politikere og embedsmænd, der vil virke handlekraftige og fremsynede. Anders Kjærulff peger på de amerikanske tech-giganter og deres lobbykampagner for at få lande som Danmark til at købe mere udstyr og flere computerprogrammer.

»Vi arbejder også med dumhed som en hypotese,« siger Anders Colding-Jørgensen. »Det ville næsten være en lettelse, hvis der var en konspiration et sted – nogen som i det mindste vidste, hvad de lavede. Men jeg tror i virkeligheden, at det er nogle dygtige lobbyister og konsulenter, som går ud og råber »kunstig intelligens kommer! Kunstig intelligens kommer!« Og så kan det offentlige ellers løbe ind hos Google og trække noget kunstig intelligens i en automat i håbet om, at det giver dem en konkurrencefordel. Hvis man som folkevalgt ikke ved bedre, så tror man jo, at man er nødt til at gøre noget, og at der hele tiden skal ske en udvikling og en vækst, når kineserne og alle de andre gør det samme.«

Solbakken: »Men det er også svært at greje, når der kommer sådan en sproglig figur som digitalisering anstigende, som præsenterer sig som 100 procent rationel, med alle sine tegn og infographics – og den så viser sig ikke at være det alligevel. Man kan jo næsten ikke forestille sig, at det er sådan, det faktisk hænger sammen – det ville jo være for skørt.«

Colding-Jørgensen: »Du mener, når en embedsmand sidder på sit kontor, og nogen kommer og tilbyder en rationel, digital løsning, som slet ikke fungerer i den virkelige verden?«

Solbakken: »Ja! Sådan noget har vi jo ikke set før i verdenshistorien. Noget som kommer med den patos og den retorik og med alle de slides og al den data.«

Kjærulff: »Problemet kommer jo af, at vores politikere tror, at de ikke har råd til at køre velfærdsstaten længere. Og så kommer der nogle glade købmænd fra Silicon Valley og siger, at de både kan blæse og have mel i munden. De sælger dem en masse skrammel, som politikerne kan bruge til at lave en ny velfærdsstat, som virker digitalt.«

Colding-Jørgensen: »Det slår mig pludselig, at det hele i virkeligheden er en religiøs øvelse. Hvis man tror på den religiøse digitalisme, så er der rigtig meget, der giver mening, og de svære spørgsmål bliver ligesom underordnede. Men fjerner man troen, er verden besværlig og rodet. Hvordan er det forskelligt fra en kirke, det her?«

Solbakken: »De fleste mennesker ved jo godt, at den er gal, men de kan alligevel ikke tage afstand fra det. Det er jo det, som er interessant. Når du siger til folk, at de ikke behøver tage digitalisering så alvorligt, så kan du ligesom se livet strømme tilbage i dem. De trækker vejret roligere, farven vender tilbage til deres kinder. Det er hårdt arbejde at holde denne her digitaliseringsiver oppe. Det kræver så meget efterrationalisering, og folk er virkelig ved at blive kørt ned af den.«

Colding-Jørgensen: »Jeg tror ikke, de ved det. Næste gang nogen kommer og vil lave noget digitalt, vil jeg råde offentligt ansatte til at spørge, som en normalbegavet otteårig ville gøre det: Hvorfor skal vi gøre det? Er der nogen, der har bedt om det? Er der nogen, der bliver glade af det? Ikke noget med hvad det koster, eller hvor det kommer fra. Bare hvorfor. Jeg tror, vi starter der.«

Læs også Nikolaj Arves artikel fra Weekendavisen #12, fredag 22. marts 2019, om at luge ud i den digitale tilværelse: »Digitalt selvforsvar«

Markus Bernsen

Høj surf på databølgen