Fire fremtrædende uddannelsesforskere er blevet anmeldt til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed i en sag, som trækker tråde til såvel den akademiske og politiske verden som til klasseværelser over hele landet.

Ph.d. og lektor Keld Skovmand står bag anmeldelsen, som omfatter anklager om plagiat, citatfusk, fabrikation af data og misrepræsentation af udenlandsk forskning. De anmeldte tæller tre professorer ved DPU, Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse ved Aarhus Universitet: Niels Egelund, Lars Qvortrup og Jens Rasmussen samt Andreas Rasch-Christensen, forsknings- og udviklingschef på VIA University College, landets største læreruddannelse.

I en ny bog, der udkommer på Hans Reitzels Forlag i næste uge, retter 55-årige Keld Skovmand især kritik mod de videnskabelige artikler, som indgik i Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensens rådgivning af Undervisningsministeriet. Artiklerne blev brugt som videnskabeligt belæg for vedtagelsen af en reform af læreruddannelsen i 2012 og året efter for folkeskolereformen, der foruden længere skoledage indførte mere end 3000 læringsmål for eleverne og en hidtil uset statslig kontrol af skolerne. Det er altså selve grundlaget for reformen, der har præget hverdagen for mere end 10.000 danske lærere og 500.000 danske skoleelever, som Skovmand går i rette med og kalder intet mindre end »den største og alvorligste sag om videnskabelig uredelighed i Danmarkshistorien«.

I sin kommende bog, Folkeskolen – efter læringsmålstyringen?, argumenterer Skovmand for, at en snæver kreds af danske uddannelsesforskere har manipuleret med forskning fra udlandet for at få den til at passe med en dansk politisk dagsorden. I bogen gennemgår Skovmand fem publikationer, heraf tre videnskabelige artikler, som de statslige organisationer Danmarks Evalueringsinstitut, Skolerådet samt Undervisningsministeriet bruger som videnskabeligt belæg for reformen. I teksterne mener Skovmand at finde mere end 60 eksempler på plagiat, citatfusk og fejlagtige gengivelser af kilder eller forskningsresultater. Ifølge Skovmand citerer Niels Egelund og Lars Qvortrup eksempelvis amerikanske forskere, men tilføjer deres egne sætninger om »tegn på læring«, et centralt begreb i læringsmålstyret undervisning, som de foregiver stammer fra amerikanerne. Det begreb bruger amerikanerne ifølge Skovmand ikke.

Et andet eksempel gælder en forskningsrapport om effekterne af folkeskolereformen fra 2017, hvor Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen citerer den fremtrædende tyske uddannelsesforsker Andreas Helmke for følgende:

»Læringsmål, som er formuleret, så de er tydelige og forståelige for eleverne og styrende for konkrete undervisningsforløb, øger sandsynligheden for øget læringsudbytte og trivsel.« Men ifølge Skovmand er citatet fabrikeret til lejligheden. Helmke har aldrig skrevet det.

Ingen af de fire anmeldte forskere vil svare på Keld Skovmands kritik, så længe sagen verserer i Nævnet for Videnskabelig Uredelighed: »Jeg ønsker ikke at kommentere en række klager, som endnu ikke er behandlet, og en bog, som jeg ikke har set,« siger Andreas Rasch-Christensen. På Aarhus Universitet oplyser praksisudvalget, som har til opgave at undersøge mistanker om videnskabelig uredelighed, at Skovmands anmeldelse levede op til de formelle krav og blev indbragt for Nævnet i foråret 2018. Nævnet for Videnskabelig Uredelighed ønsker ikke at udtale sig om verserende sager.

Weekendavisen har sendt udvalgte kapitler fra Skovmands kommende bog til de fire forskere, som har været bekendt med kritikken i flere år. Siden 2016 har Skovmand i bøger, artikler og en ph.d.-afhandling gået i rette med deres bidrag til såkaldt »læringsmålstyret undervisning«, som er central for både reformen af læreruddannelsen og skolereformen.

Forbilledet i Canada

Under forberedelserne til begge reformer spillede en tyndtbefolket egn langt fra Danmark også en særlig rolle: Ontario, Canada. Folkeskolereformen indførte nye lærerplaner, som flyttede fokus fra det pensum, som lærerne skulle gennemgå i timerne, og i stedet beskrev, hvad eleverne skulle kunne, når klokken ringede ud. Alle landets skoler fik mere end 3000 færdigheds-og vidensmål for eleverne, og det hed sig, at inspirationen kom fra Ontario, som i flere år havde brugt læringsmålstyring med stor succes. Over en tiårig periode havde målene blandt andet gjort de canadiske elever markant bedre til at læse og skrive. Hele 44 gange bliver Ontario nævnt i en 2012-rapport fra Skolerådet, hvor professor på DPU Niels Egelund bidrog som den eneste skoleforsker. »Formandskabet har blandt andet med inspiration fra Ontario, Canada, konstateret, at styring og ledelse af folkeskolen har stor indirekte betydning for elevernes resultater,« fremgår det.

Den canadiske provins bliver også fremhævet af DPU-professor Jens Rasmussen og undervisningsminister Christine Antorini som et forbillede for danske skoler. »Læringsmålstyret undervisning er slået igennem i mange lande de seneste ti år,« udtaler Ramussen i 2014 i et interview på Undervisningsministeriets hjemmeside, mens Antorini hævder, at »tydelige læringsmål fremmer børns læring og trivsel«.

Men da Skovmand går kilderne efter, finder han ingen dokumentation for de udsagn. I læreplanerne for Ontario er der ingen henvisninger til læringsmålstyring. Senere indrømmer en kontorchef i Undervisningsministeriet til Folkeskolen, at selve begrebet »læringsmålstyring« blev opfundet i det danske ministerium under udformningen af skolereformen – ifølge kontorchefen blev det »formuleret af ministeriet efter dialog med de forskere, der har bistået os i arbejdet«.

»Det viser sig, at de i Ontario har gjort alt anderledes end i Danmark,« siger Keld Skovmand. »De arbejder med en helt anden type mål, som ikke handler om, hvad eleverne skal kunne efter endt undervisning, men om, hvad de skal vide og forstå og kunne bruge deres viden til. Det er rigtigt, at Ontario klarer sig godt i statistikkerne, men det kunne også skyldes, at der højst må være 20 elever i klasserne mellem 1. og 6. klasse.«

Skovmand finder hurtigt andre uoverensstemmelser. I en artikel af Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen fra 2015 påstår han at have fundet 20 fejl. Rasmussen og Rasch-Christensen har begge plads i Undervisningsministeriets mastergruppe, der laver de nye læreplaner til folkeskolereformen – Rasch-Christensen med titel af arbejdende formand. Forskerne er også med til at redigere læreplanerne og bliver senere bedt om at evaluere skolereformen.

I deres såkaldte følgeforskningsrapport fra 2017 er der ikke dækning for en eneste af henvisningerne til forskningslitteratur fra udlandet, mener Keld Skovmand. Et udsagn bliver tillagt den berømte uddannelsesforsker John Hattie, men viser sig at stamme fra Undervisningsministeriets vejledning, som de to forskere har været med til at skrive. Et andet udsagn tilskrives en prominent tysk forsker, men stammer ifølge Skovmand fra samme vejledning.

Skovmand mener også, at forskerne konsekvent gengiver pædagogiske begreber på en fejlagtig måde, så de passer til det politiske projekt med skolereformen.

I sin bog skriver Skovmand: »Jeg vurderer, at såvel teksterne som den forskningsmæssige understøtning af begrebet om ’læringsmålstyret undervisning’ er så ringe, at både politikere, Kommunernes Landsforening, Danmarks Lærerforening og Skolelederforeningen burde have afvist denne form for styring af undervisningen i folkeskolen på stedet. Mængden af sært ubegrundede udsagn og rene floskler er nærmest uoverskuelig, men ingen har reageret.«

Hvad Hattie mener

Foruden den canadiske provins Ontario er den verdensbrømte newzealandske uddannelsesforsker John Hattie en anden vigtig brik i tilblivelsen af læringsmålstyret undervisning, mener Keld Skovmand. I rapporter fra Danmarks Evalueringsinstitut og Skolerådet henviser Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen til Hatties forskning som dokumentation for den gavnlige effekt af læringsmål. Det er uredeligt, mener Keld Skovmand, for når John Hattie skriver om »synlig læring«, henviser han til noget helt andet.

I en e-mail til Weekendavisen skriver John Hattie, at han nødig vil kommentere sagen på grund af sprogbarrieren. Flere danske uddannelsesforskere bakker dog op om Keld Skovmands konklusion:

»Hattie har et komplekst budskab, og det er let at tage ham til indtægt for lidt af hvert,« siger Per Fibæk Laursen, professor på DPU. »I en periode har han også været verdens mest prestigehavende pædagogiske forsker, så mange har haft en interessere i at sige, at Hattie siger det samme som mig. Og Keld Skovmand har ret i, at John Hattie her i Danmark er blevet taget til indtægt for noget, han ikke står for.«

Steen Nepper Larsen, der er lektor på DPU og kritiker af Hatties syn på læring, arbejder i øjeblikket på en samtalebog med newzealænderen:

»Hattie er ikke fortaler for national læringsmålstyring, og det er ikke seriøst at markedsføre ham som én, der vil det. Hattie er ikke optaget af at sætte læringsmål op for skoler eller fag, men er primært optaget af at gøre skolen til et refleksivt anliggende mellem lærer og elev. Så Keld Skovmand har ret i, at man herhjemme har lavet en halv eller kvart læsning af Hattie, og at han er blevet brugt som et instrument for en politisk dagsorden.«

Keld Skovmands undersøgelse har sendt rystelser gennem det pædagogiske forskningsmiljø. Anmeldelsen til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed er blevet rundsendt blandt forskere på DPU. Institutledere, forlagsdirektører, nuværende og forhenværende ministre har blandet sig i sagen.

Undervejs er Skovmand også selv rykket nærmere magtens centrum. Sidste år deltog han i en rådgivningsgruppe i Undervisningsministeriet, som reducerede antallet af mål fra mere end 3000 færdigheds-og vidensmål til 215 kompetencemål.

Ingen af de skoleforskere, som Weekendavisen taler med, anfægter grundigheden eller tyngden af Skovmands arbejde. Men enkelte undrer sig over hans personangreb og nidkære granskning af ord og termer, som måske er gengivet forkert, men ikke nødvendigvis af ond vilje.

»Jeg følger med i tysk uddannelsespolitik og ved, hvor svært det er at oversætte pædagogiske begreber fra tysk til dansk,« siger Alexander Christian von Oettingen, prorektor på UC Syd. »Man kan altid diskutere, om der er tale om fejl, citatfusk eller oversættelsesvanskeligheder, og jeg ville også hellere tale om systemer end personer, som Keld Skovmand gør. For der er ingen tvivl om, at der har været en særlig ånd inden for uddannelsestænkning, som er vokset, siden de første PISA-undersøgelser, og som har fået fuld skrue i de seneste par år. Det er ikke kun noget, som nogle enkelte forskere har fundet på, men en større, global tendens.«

Selv mener Skovmand, at Nævnet for Videnskabelig Uredelighed nødvendigvis må inddrages.

»Det er tekster, jeg angriber, ikke personer. Men jeg er også nødt til at fortælle, hvem der har skrevet teksterne, fordi de udøver en enorm magt over det politiske system og vores uddannelsessystem – fordi de er blevet accepteret som forskning. Jeg vil gerne vise, at grundlaget for den eksisterende læreruddannelse er fuldkommen fraværende. Der er ingen steder i verden, hvor man har forsøgt sig med den type læreruddannelse, som vi har fået herhjemme, og der er ingen dokumentation for, at læringsmålstyring virker.«

Ansvaret ligger også hos politikerne, der vedtog reformerne, men i særdeleshed hos forskerkollegerne, mener han. Uden dem ville vi ikke have fået den skole, læreruddannelse og statsstyring, vi har i dag.

»Det er et filter, som de danske forskere har brugt, når de har formidlet uddannelsesforskning fra udlandet videre til det politiske system og embedsværket. Hvor de bruger udsagn af typen ’ifølge Hattie’, og ’der er evidens for’. Og der er ingen, der kontrollerer kvaliteten af det filter. Det er nogle ganske få personer, som tiltager sig enormt meget magt, og som ignorerer enhver form for kritik i offentligheden. Det er en filterboble, hvor man er blevet enige om at gentage de samme ord om og om igen: ’evidens’, ’tydelige læringsmål’, ’Ontario’ – uden at nogen interesserer sig for den forskning, der ligger grund. Ingen spørger, hvad de faktisk laver i Ontario eller går kilderne efter for at se, om den påståede effekt af tydelige læringsmål overhovedet har noget for sig.«

Ud ad en tangent

Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen har før afvist Keld Skovmands kritik. I et interview i Politiken Skoleliv sidste år sagde Rasmussen, at Skovmand »vil bare ikke acceptere den dokumentation, der foreligger«, mens Rasch-Christensen pegede på, at skolereformer sjældent bygger på klippefast forskningsfundament, men snarere på en blanding af »politiske ønsker, internationale erfaringer og forskningsresultater«.

I øvrigt havde politikerne udstukket reformernes linjer, længe før de to forskere blev inddraget som rådgivere. Det er politikernes læringsmål, ikke deres, forklarede Jens Rasmussen. Daværende undervisningmsinister, Christine Antorini, er ikke længere aktiv i politk og skriver i en e-mail, at hun ikke ønsker at blande sig i en debat mellem forskere.

Men hendes daværende kollega, Marianne Jelved, havde som kulturminister også berøring med skolereformen og undrede sig allerede dengang over beslutningsprocessen. Senere blev hun Radikale Venstres ordfører på skoleområdet og begyndte at grave i sagen.

»Det gik op for mig, at ingen af de politiske ordførere havde peget på noget, der lignede 3000 bindende læringsmål,« siger Jelved.

»Tværtimod stod der i ordførernes ønsker til reformen, at der skulle være færre mål, ikke flere. Og der stod slet intet om den sindssyge læringsmålstyring, der blev indført. Det er stærkt grænseoverskridende for en gammel lærer som mig, at Staten skal sidde og overvåge alt, man foretager sig ude i klasseværelserne. Jeg forstår stadig ikke, at det kunne slippe igennem nåleøjet. Der har været et svigt. Det gør ondt, for jeg kender jo godt de forskere, der har siddet med som rådgivere. Men noget tyder på, at det er gået ud ad en tangent med de her læringsmål, og at det har taget magten fra dem.«

Markus Bernsen

Sidste skrig