NEW YORK CITY – I de seneste måneder er der kommet et nyt modefænomen på Upper East Side. Et musthave for den unge generation: keffiyeh, også kendt som et palæstinensertørklæde.

Man ser dem alle vegne i det mondæne kvarter: blafrende efter unge mænd på Broadway og viklet om pigernes hår i Morningside Heights. Jo nærmere man kommer Columbia University, desto flere af dem lyser op som hvide forårsblomster mellem storbyens sten og beton.

Beklædningsgenstanden indvarsler en politisk bevægelse, som i øjeblikket lammer flere af landets mest prominente universiteter.

På Columbia blev demonstranternes første teltlejr ryddet af politiet i sidste uge, og mere end 100 demonstranter blev arresteret. Men allerede dagen efter begyndte de at rejse en ny og endnu større lejr, som i den forgangne uge inspirerede studerende på MIT, Berkeley og en række andre universiteter til at slå deres egne telte op i sympati med det palæstinensiske folk. Et universitet i Californien blev lukket, efter at demonstranter barrikaderede sig, og mandag og tirsdag rykkede politiet ud til henholdsvis Yale og New York University for at arrestere knap 200 demonstranter.

Campus er igen en kampplads – denne gang med brændende israelske flag og hyldestsange til Hamas.

Men i USA bliver konflikten også skamredet på sociale medier og rundsendt til en opflammet offentlighed, hvor mange har deres egen dagsorden.

I ugens løb har Columbia University tiltrukket så mange politikere, debattører, youtubere og løsgående tossehoveder, at køen på et tidspunkt må have strakt sig til Central Park. Republikanere har foreslået at sætte Nationalgarden ind for at rydde universiteterne for »terrorister«. Sidst garden fik den opgave, var i 1970, hvor fire studerende blev dræbt og ni såret af skud på Kent State University.

I den nye teltby på Columbia University er der også nerver på, da Weekendavisen er på besøg tidligere i denne uge. Efter de seneste uroligheder er undervisningen flyttet online, og universitetet er spærret af; indgangene bevogtes af bevæbnet politi, og et privat vagtværn scanner studiekort ved indgangene.

Men om eftermiddagen bliver journalisterne lukket ind for at overvære en pressekonference ved foden af det storslåede Butler-bibliotek, hvis facade er prydet med navne på antikkens tænkere: Herodot, Sofokles, Platon, Aristoteles. Samme facade har studerende flere gange suppleret med bannere med navne som Brontë og Toni Morrison i et forsøg på at fremhæve andre køn og racer end gamle hvide græske mænd.

Det privatejede universitet har en stolt tradition for den slags aktivisme, men i dag vil de studerende ved indgangen til teltlejren ikke lukke journalister ind.

Lejren dækker den ene af de to græsplæner foran biblioteket, og de omkring 100 telte er omkranset af en hæk og et metalhegn, hvis indgang bevogtes af to unge kvinder med kasketter, hvor der står »presse« på. De vinker i stedet journalisterne i retning af en ung mand med solbriller og det meste af ansigtet omviklet af et rødt keffiyeh. Han læser demonstranternes krav op: at Columbia University holder op med at investere i virksomheder, der har forbindelser til den israelske stat eller bidrager til landets krig i Gaza. At alt samarbejde med israelske universiteter ophører. Og at universitetets ledelse fremover offentliggør, nøjagtig hvor pengene kommer fra.

»Det her er bullshit,« siger Jessica Schwalb, mens hun betragter forestillingen. Hun er en lille energisk kvinde, klædt i jeans og grå fleecetrøje. »Det gør mig så rasende, at nogle studerende tror, at de kan bestemme over universitetet.«

Forinden har jeg udvekslet mails med 20-årige Schwalb, der er jøde, studerer psykologi på Columbia og er journalist på skolebladet. I weekenden blev hun nægtet adgang til lejren af manden med det røde tørklæde. »Lad os skubbe zionisterne ud,« råber han i Schwalbs video af episoden, som er gået viralt i de seneste dage.

»Jeg har set folk holde deres fødselsdage på denne her græsplæne,« fortsætter Schwalb, der har tilbudt at hjælpe mig ind i lejren. »Jeg har holdt picnic med mine forældre og venner her. De her mennesker har ikke ret til at sige, at vi ikke må være her – alt det her er jo bare noget, de har fundet på.«

De andre studerende tør ikke standse hende, da hun går hen mod indgangen:

»Vi skal ind,« siger hun bare, og få sekunder senere står vi midt i det, som demonstranterne har døbt »Folkets Universitet for Palæstina«.

En længerevarende affære

Det er et travlt sted. Højttalere spiller en slags marchmusik, mens omkring 100 unge mænd og kvinder er beskæftiget med forskellige revolutionære gøremål. I »kunsthjørnet« ligger de på knæ og maler skilte: »Columbia finansierer folkemord.« »Fra Palæstina til Mexico – alle murene skal væk«. I tøjcentralen folder de hættetrøjer og soveposer og stabler dem på blå presenninger.

Nogle telte er benævnt efter deres funktion som »Folkets bibliotek«, »Førstehjælp« eller »Opladning af computere«. Andre henviser til beboernes identitet: »Transseksuelle, lebber og bøsser for Palæstina,« står der over et telt. »Hinduer for intifada,« erklærer et andet. »Antizionistisk jødisk kælling,« står der over et tredje.

Termokopper, kikspakker og bøger ligger og flyder i teltenes indgange. Nogen læser The Known World, en roman om slaveriet i Virginia før borgerkrigen. En anden er i gang med Pacifism as Pathology, en bog om nødvendigheden af vold som politisk middel.

Teltene er arrangeret rundt om en åben plads midt på græsplænen, hvor aktivisterne samles. En tavle viser dagens program: Morgensamling klokken 10. »Den palæstinensiske studenterbevægelsens historie« klokken 11. Herefter kunstprojekter, gæstetalere og islamisk bøn klokken 17, før aftenprogrammet byder på palæstinensisk poesi og »jail support training«; rådgivning i at håndtere arrestation og fængsling.

Det sidste punkt er den eneste indikation på, at demonstranterne skal herfra på et tidspunkt. Ellers lader de til at være i færd med at planlægge et langvarigt ophold.

De ser heller ikke ud til at mangle noget. Her er elektronisk udstyr som soundbokse, projektor og lærred til filmfremvisning, megafoner og dusinvis af MacBooks. Pavillonteltene bugner af mad, vand, chips og frugt.

»Vi har alt for meget mad,« siger en kvinde i madteltet og peger på to papkasser med færdigpakkede pitabrød med falafel. Der er også en kasse fuld af plasticbakker med kylling og ris. Solen bager ned på dem. »Er du sikker på, at du ikke vil have noget?«

Demonstranterne samler selv penge sammen, men får også donationer udefra, forklarer Faviola på 20 år, der studerer statskundskab og bæredygtighed.

»Vi deler alting, som I kan se,« siger hun. »Folk donerer deres ting uden at tænke over det. Vi gør alting sammen: spiser sammen, synger sammen, beder sammen. Det har været en meget positiv oplevelse.«

Det meste af Faviolas ansigt er også gemt bag en ansigtsmaske og et tørklæde. Sammen med solbriller, næseringe og tatoveringer giver det mange af demonstranterne et råt, tilknappet udtryk, som man kunne kalde intifada chic.

Hun har først tænkt sig at flytte, når Columbia har forpligtet sig til »fuld finansiel gennemsigtighed«, og alle bånd til Israel er kappet:

»De fleste universiteter offentliggør, hvordan de investerer deres penge, men ikke Columbia. Hvorfor ikke? Hvad er det, de ikke vil have os til at se?« spørger hun.

Det samme spørgsmål kunne man stille aktivisterne, som er meget svære at få i tale. Når jeg henvender mig, svarer nogle, at de ikke »har fået medietræning« eller »ikke udtaler sig på nuværende tidspunkt,« hvilket lyder nøjagtig som noget, en person med medietræning ville sige. Andre ignorerer mig bare; lader, som om de ikke hører mine spørgsmål.

Fremtidens elite

Det er ikke usandsynligt, at en af USAs kommende højesteretsdommere eller præsidenter sidder i en af landets teltlejre lige nu.

Da avisen New York Post gennemgik de 100 studerende, der blev arresteret på Columbia i sidste uge, fandt de flere børn af politikere og direktører. Efter sin arrestation er en af bevægelsens hovedskikkelser blevet Isra Hirsi, den 21-årige datter af kongresmedlemmet Ilhan Omar.

»Hvis de virkelig ville gøre en forskel, så kunne de blive menneskerettighedsadvokater eller samle penge ind til Gaza,« siger Jessica Schwalb, mens lejrens beboere samles på pladsen. En spinkel kvinde i grøn sweater og hvid keffiyeh står midt på pladsen og råber i en mikrofon, mens en anden slår på tromme.

»Der er kun én løsning«, råber kvinden, mens resten af lejren rytmisk gentager ordene. »Intifada, revolution!«

»Men i stedet sidder de her med deres MacBooks og bestiller catering,« fortsætter Schwalb. »Det er det største mål af forkælet rigmandsbørnsbullshit, jeg kan forestille mig. Mens de går rundt herinde og cosplayer som flygtninge i en flygtningelejr, så ligger der rigtige hjemløse mennesker lige uden for campus.«

Kampråbene tager til. Nu synger de »From the river to the sea – Palestine will be free!«

»Fortæl mig, at det her ikke er som en dystopisk ungdomsroman,« sukker Schwalb.

Uden for campus har jeg talt med flere jødiske studerende, der ikke vil have deres navn i avisen, men som siger, at demonstrationerne gør dem utrygge. Sådan har hun det ikke. Hun blev heller ikke bange den aften, hun optog videoen, siger hun:

»Det er mere hykleriet i, at de selv hævder at være bange for trusler, mens de truer andre studerende. Vi var tre personer, og de var mere end 200, som omringede os og sagde, at de ville 'skubbe zionisterne ud fra campus'. Skubbe? Det er jo en klar trussel. Men vi flyttede os ikke, fordi vi vidste, at de ikke ville røre os. Fordi vi ved, at de selv er bange, når det kommer til stykket.«

Amerikas politiske fremtid

Hvem der er mest bange på Columbia University, lader faktisk til at være et af de centrale stridspunkter. Senere på eftermiddagen har tre jødiske studerende, der blev arresteret og bortvist fra universitetet for at have deltaget i de propalæstinensiske demonstrationer, indkaldt til deres egen pressekonference. Den finder sted foran rektorens kontor i en bygning med nydelige blomsterbede foran. Her skiftes de unge kvinder til at læse op fra velformulerede og følelsesladede erklæringer om, hvorfor de sluttede sig til demonstranterne:

»Teltlejren er en fejring af den jødiske tradition for sammenhold og frigørelse,« siger Sarah Borus. »Jeg har aldrig følt mig mere stolt over at være jødisk eller mere i overensstemmelse med min tro, end da jeg blev eskorteret ud fra Columbias græsplæne med mine hænder bundet bag ryggen.«

Antisemitisme er utilgiveligt, siger en anden kvinde. Men det er islamofobi også. Og de mange anklager om antisemitisme er en måde at flytte fokus fra folkedrabet i Gaza, siger hun. Et røgslør.

»Jeg er ekstremt bekymret over antisemitisme og har været det hele mit liv,« siger litteraturprofessoren Marianne Hirsch, der taler som den sidste. »Og jeg er ekstremt bekymret over at se, hvordan antisemitisme bliver misbrugt til at slå ned på akademisk frihed, fri debat, kritisk tænkning, åbenhed og uafhængighed på universiteter i USA lige nu.«

Rashid Khalidi siger mere eller mindre det samme, da jeg ringer til ham. Han er professor i moderne arabiske studier på Columbia og mener, at debatten om antisemitisme er sat i værk for at undertrykke demonstrationernes egentlige budskab: at amerikanerne har ændret holdning til Israel. Især er det veldokumenteret, at den yngre generation er langt mere tilbøjelig til at tage palæstinensernes parti i konflikten end ældre amerikanere.

»De studerende er en avantgarde, og måske er deres holdninger lidt mere ekstreme end den brede befolknings. Men de repræsenterer faktisk, hvad langt de fleste amerikanere i dag mener om USAs støtte til Israel,« siger Khalidi. »Den amerikanske elite, som ejer aviserne og finansierer universiteterne, kæmper for at skabe et andet billede, men det er faktisk det, der foregår. Det er ikke bare en bunke tilfældige studerende, der vælter rundt derude – det er Amerikas politiske fremtid.«

Fuck dig, Rudy!

Mens dagen går på hæld, får Columbia også besøg af fortiden.

Bag en gitterlåge til universitetet står den samme kvinde i den grønne sweater og råber slagord ud mod gaden, hvor en voksende mængde demonstranter og kampklædte betjente har samlet sig. Demonstranterne marcherer op og ned ad gaden, mens de gentager hendes ord fra højttaleren: »NYPD – KKK!« råber de, og en af de sorte betjente ryster stille på hovedet over at være havnet på samme hylde som Ku Klux Klan.

Demonstranterne herude har en anden stil end de studerende indenfor. Der er midaldrende mænd med guldsko og hestehaler. Nogle sidder og ryger pot på trappestenene. Andre filmer sig selv med lange selfiepinde, mens de råber bandeord mod universitetet eller rækker fuckfingre til politiet.

Pludselig er Rudy Giuliani her også. På passagersædet af en sort SUV, med overkroppen svøbt i et amerikansk flag. Han har rullet vinduet ned og råber til journalisterne, mens demonstranterne sværmer om hans bil fra den anden side. »Fuck dig, Rudy!« råber en gråhåret mand. »Burde du ikke være i fængsel?« råber en anden.

Bilen triller videre ned ad gaden, mens New Yorks forhenværende borgmester tilsyneladende leder efter et sted at parkere.

»Pas på tæerne!« råber en betjent.

Da bilen drejer om et hjørne, bliver jeg skubbet gennem menneskemængden og ender halvvejs inde i kabinen hos Giuliani. Bilen lugter af cigaretter og cologne. Han sidder med en slidt computertaske i skødet. Uret og de to fingerringe ser mærkeligt skramlede ud, som var de trukket i en automat.

»De idiotiske unge mennesker derinde er terrorister,« siger den 79-årige mand, der engang var kendt som »Amerikas borgmester«, men indledte en episk nedtur efter at være blevet udnævnt til Donald Trumps personlige advokat.

»Jeg ville aldrig have tilladt, at det her foregik i min by. Telte – midt på campus?«

Nu begynder mændene med selfiepindene at omringe bilen. Én står ude på fortovet og skriger: »Skam dig! Vi hader dig, Giuliani! VI HADER DIG!«

»Jeg ved ikke, hvad de foretager sig, eller hvem de støtter, men det er ikke USA,« fortsætter Giuliani om demonstranterne. »De er lige så dårligt formulerede og uddannede som den mand, der står derhenne og råber.«

Han begynder at skælde ud på Joe Biden, der »er ejet af Kina og er på Hamas' og Irans side«. Egentlig siger han det samme som demonstranterne indenfor, selvom rollelisten er en anden: Det er regeringens og elitens skyld. De står i ledtog med fremmede magter. De bruger diskrimination for at kunne rage til sig.

Sådan må det måske være i et valgår i en usædvanlig splittet befolkning: Yderfløjene har mere tilfælles, end de vil stå ved. Og på trods af den megen snak om ytringsfrihed og demokratiske principper lader kampen om campus også bare til at handle om rå magt. Retten til at bestemme over de andre.

»Én ting er sikkert,« siger Giuliani, før hans chauffør drejer bilen ud på vejbanen igen.

»Hvis man nogensinde har følt sig usikker over, at man ikke gik på et Ivy League-universitet, så kan man godt holde op nu. I stedet bør man takke Gud for, at man aldrig fik sådan en uddannelse.«