Når man bladrer i den stak dokumenter, som i sidste uge blev offentliggjort i den hidtil største møgsag for Donald Trump og hans regering, står én ting lysende klart: Jeffrey Epstein skrev e-mail på en enormt irriterende måde.

Øjet bliver ikke kun forstyrret af de mange slåfejl eller brugen af lutter små bogstaver – også når Epstein henvender sig til tidligere premierministre, medlemmer af den britiske kongefamilie eller, hvad der er endnu værre, til Mick Jagger.