Forstadsmonstre

Det er den lyd igen. Jeg vågner med et spjæt og sætter mig op i sengen. I mørket er det svært at sige, om den kommer fra et dyr eller et menneske. Lyden er fjern, men skinger og insisterende nok til at trække mig op af søvnen. I sekunderne inden jeg vågner, lader den altid til at fylde hele soveværelset, som om noget vildt og blodtørstigt står på spring for enden af sengen.

Jeg går over til vinduet. På den anden side af vejen kan man skimte omridset af den lokale skole i tusmørket. Rundt om skolen er en lille park, som i dagtimerne vrimler med børn, barnepiger, egern og hunde i snor. Parken er et samlingspunkt for kvarterets børn – og for deres forældre, som fejrer fødselsdage med piñataer i træerne og møder talstærkt op til søndagens baseballkampe på den knoldede bane. De voksne kan tale stolt og længe om det community, de har skabt heroppe i forstæderne, syv-otte kilometer nord for centrum af Washington. Om deres fællesskab og omsorg for hinanden i den veluddannede og venstreorienterede enklave – og hvordan det udgør et slags ideologisk bolværk mod de mørke kræfter nede i Det Hvide Hus. Her bliver alt det, der er i vejen med Donald Trumps Amerika, holdt ude af en heksering af bogklubber og Black Lives Matter-klistermærker.