På Torsten Sløks computer i New York City ligger et regneark. Det er et meget stort et af slagsen, med meterlange kolonner og tabeller fyldt med tal. Gennem de rette øjne kan regnearket forvandle sig til en krystalkugle, som viser, hvordan økonomien i verdens rigeste land vil se ud om én, to eller seks måneder.

»Mit job består i at være på forkant af økonomien,« siger 54-årige Sløk over en videoforbindelse fra Wall Street.