Hvorfor skal kirkelige nyoversættelser altid være afpoetiseringer? Tænk, hvis man engang stik modsat forsøgte sig med en poesioptimering og gav for eksempel digteren (og katolikken) Signe Gjessing frie tøjler til at gendigte gennemgribende.

Se nu bare forslaget til et nyt Fadervor og allerførste linje, hvor »vor Fader«, som nu fladt er »far«, plejede at befinde sig i »himlene«, som altid har været et dejligt uoverskueligt flertal af himle, for hvor mange egentlig så? 17? 117? 117 millioner? Der skal jo også være plads til hærskarerne af engle, som påberåbt i Rainer Maria Rilkes berømte linje: »Hvem, hvis jeg skreg, hørte mig da blandt englenes/ ordner?«