Det er ikke, fordi historikere ligefrem vælter sig i jobopslag med ledige inspektørstillinger på landets store museer. Men da Frederiksborg Slot, som ligger i Hillerød og blandt andet huser Det Nationalhistoriske Museum, tilbage i foråret søgte »en faglig stærk museumsinspektør med speciale indenfor kunsten i 1500-1600-tallet«, der skulle være med til at »forme fremtidens Frederiksborg«, blev stillingen aldrig besat. Personen fandtes ikke.

Der var masser, der søgte jobbet, selvfølgelig var der det. Der var bare ingen af dem, der havde den fornødne erfaring og specialiserede viden – særligt ikke inden for møbler og design, som udgør en væsentlig del af samlingen på Frederiksborg.