Årstid

Løvfaldstidende

En simpel, men central, evigt tilbagevendende og fuldstændig gratis forlystelse er bladene, der falder fra træerne her om efteråret. Det, der på dansk så smukt, så passende smukt hedder løvfald. I vejrudsigter september-november burde løvfald indgå som et fast punkt, måske kategoriseret som tørt nedbør til forskel fra den våde nedbør, regn, sne, slud, hagl: »faste eller flydende vandpartikler, der dannes i atmosfæren og falder ned på jorden.« Jeg vil have helt præcist at vide, hvor og hvornår løvet falder, om det så betyder, at tv's vejrudsigter udvides med 10.000 procent, fordi alle danske skove, parker, alleer og villahaver naturligvis skal inkluderes. Det er herligt nok at pløje sig gennem det løv, der er faldet, sparke til det og kaste det op i vejret, men intet slår at stå midt i selve faldet og rammes blidt og autoritativt af blad efter blad.

Foto: Liselotte Sabroe

Der skal være plads til et digtcitat, thi ingen elsker løvfald højere end digterne, og for eksempel Ludvig Holstein: »Alt var saa stille, mens Farverne faldt./ Vejen blev gul; der var gult overalt./ Stille stod Linde og blegnede bort./ Solskinnet kom, men det rakte saa kort.// Vildvinen faldt som en dryppende Brand/ over Kanalernes blikstille Vand./ Glødende tyste Kastanjer stod,/ saa sig dernede fra Top til Rod.«

Efteråret – overalt, hvor træer stadig ånder

Bonustracks

Holberg og punk

David Bowies og Iggy Pops antiimperialistiske kærlighedssang »China Girl« var i første omgang et råt, brutalt nummer på Iggys 1977-album (og hovedværk) The Idiot og så et poleret, lumsk pophit på Bowies 1983-album Let's Dance. Jeg elsker begge udgaver, men måske lige Iggys version en smule mere. Nu pludselig fordobles bagud helt parallelt et af mine yndlingsnumre med gruppen The Pixies, smilende majestætiske »Dig for Fire« fra 1990-albummet Bossanova. Gruppen har netop smidt fire tidlige numre ud til streaming, heriblandt en tre år ældre ekstremt hård, punket version af »Dig for Fire« produceret af legenden Steve Albini under optagelserne til debutpladen Surfer Rosa, som er virkelig forgrimmet skøn og måske faktisk også – på samme håbløst romantiske vis som med »China Girl« – lige den grad endnu skønnere.

The Pixies. Foto: Renaud Monfourny

Et andet, mere spøjst end skønt nummer i bunken – men spøjst er også fedt NB – er kokset improvisatoriske »Punk Loop« fra 1991, også Albini-produceret, hvor Frank Black hidsigt opremser historiske fakta på god gammel cut-up-manér, heriblandt dette, apropos imperialisme: »The Norwegian who gave Denmark literature«.

Dejligt, at Pixies med 25 års forsinkelse minder os om, hvor radikal en punker, Ludvig Holberg faktisk agerede: Ergo er morlille stenet!

»Dig For Fire – Albini Version« og »Punk Loop« med The Pixies, kan streames på Spotify

Natligt lørdagsliv

Ondt lune

Det er også en kunst, vil jeg aldrig holde op med at insistere på, at være ordentlig ond, overordentlig ond, over for dem og det, der i overordentlig grad fortjener ondskab. For eksempel i Amerika live lørdag aften efter primetime i det legendariske gæstebeværtede sketchprogram Saturday Night Live.

Denne lørdag var gæsteværten den tidligere sketchforfatter på programmet og et af de sjoveste mennesker i USA lige nu John Mulaney og sikke et brat, vidunderligt ondt skred i hans indledende monolog. 

Foto: Will Heath/NBC/NBCU Photo Bank

Han taler om, at der i enhver skoleklasse og børneflok er et barn med en mystisk hæs stemme, hvilket jo er rigtigt nok, og så afslører sådan et barn sig pludselig som sundhedsgeneral Robert F. Kennedy, der jo har sådan en stemme, som Mulaney med ubarmhjertig akkuratesse efterligner: »Din idiot, din ting kan ikke være mæslinger, det kan ikke være dit projekt, at give folk mæslinger: Hey, fik du mæslinger? Læste du kortet, det var fra mig – og Cheryl. Kan du lide at have mæslinger? Det kan du ikke? Åh, nej! Bobby jr., hvad har vi rodet os ud i.«

Saturday Night Live, monologen og de enkelte sketches kan streames på YouTube

Boldspil

Dribledrama

Jeg var til landskamp den anden dag! I basketball – min søn på otte er netop begyndt at spille. Jeg har aldrig været til en landskamp af nogen slags før, så det var i sig selv, i min egen lille verden i det mindste, vildt nok, men det var også en medrivende og underholdende og fandeme hyggelig oplevelse, og det var ekstra, radikalt vildt, ikke så vildt, at jeg synes, jeg bør revurdere mit liv, men næsten. Det var det danske kvindelandshold, der mødte Tyskland i Gentoftehallen og desværre tabte 78-71, men der var et tidspunkt i anden halvleg, da Danmark bravt fik kæmpet sig frem til kun at være fem point bagud, og spændingen blev mærkbart åndeløs, inden holdet atter tabte pusten. 

Julianna Okosun spiller center for det danske kvindelandshold i basketball. Foto: Tom Andreasen (DBBF)

Især bed jeg mærke i tårnhøje, rolige Juliana Okosun, der kompetent tog sig af de fleste straffekast, og allestedsnærværende iltre Alberte Rimdal, der angreb nådesløst igen og igen. Få dage senere blev det til endnu et nederlag mod Ungarn, men kampgejsten er der sgu ikke noget i vejen med. Sikke også en flot entusiasme, det ikke store publikum i den ikke store hal udviste. Efter kampe på udebane mod Portugal og Tyskland er landsholdet tilbage i (sandsynligvis) Gentoftehallen 16. februar mod Ungarn. Vær der eller vær firkantet som ingen driblelig bold.

Danmark-Ungarn, 16. februar 2027, (sandsynligvis) Gentoftehallen

Coverversioner

Regnvejrsstemme

Apropos stemmer med rust på, så bliver den uforlignelige irske sanger og sangskriver med det pågående skæve tandsæt Shane MacGowan (1957-2023), forsanger i The Pogues, hyldet og mindet på en ny støtteplade med overvældende hele 36 bidrag. Internettet går i disse dage aggressivt amok på det lækre par Hozier og Jessie Buckleys lækre version af verdens bedste julesang, »Fairytale of New York«, og allermest hader folk måske nok på den lækre video, for værre er fortolkningen altså ikke, men klart nok er den for lækker til at yde udødelige linjer som disse retfærdighed: »Lying there almost dead on a drip in that bed/ You scumbag, you maggot, you cheap, lousy faggot/ Happy Christmas, your arse, I pray God it's our last.«

Shane MacGowan. Foto: Getty Images

Mine egne favoritter – måske fordi jeg er fan af fortolkerne i forvejen, og fordi de fortolker personligt, uærbødigt – er Primal Screams »A Pair of Brown Eyes«, The Jesus And Mary Chains »I'll Be Your Handbag« og så selvfølgelig den mest regnskadede sanger af dem alle Tom Waits' »Summer in Siam«.

20th Century Paddy – The Songs of Shane MacGowan

Hver uge deler Weekendavisens skribenter deres personlige bud på fem aktuelle kulturanbefalinger. Læs alle tidligere kulturanbefalinger her.