Det er under sådan nogle cool, ydre omstændigheder, at Inger Smærup Sørensen nye roman fru s er vildt god, at det let skygger for det simple og slet ikke simple, smagsdømmende faktum, at den er vildt god. Og sjov, herunder sjovt ond og sær og bevægende og ja, også irriterende!

Vi glemmer til tider – fordi de fleste bøger er så kedeligt optagede af at please med al deres kapable magelighed – at vildt gode bøger gerne må være – nej, sgu skal være – irriterende i for eksempel og ikke mindst deres formelle excentricitet og monomani. Hvordan ellers få vores mugne øjeæbler på friske stilke?