Edward Snowden: I offentlighedens tjeneste. Oversat fra engelsk efter »Permanent Record« af Jakob Levinsen. 400 sider. 299,95 kr. Informations Forlag.
Det var Edward Snowden, den dengang 29-årige amerikanske efterretningsagent, der for seks år siden afslørede, hvordan USAs hemmelige tjenester var gået fra målrettet overvågning af enkeltpersoner til masseovervågning af alle borgeres telefonopkald, sms’er og e-mails, i USA som globalt.
For dét skylder vi, der mener, at det i et frit samfund er borgerne, der tildeler staten rettigheder, ikke omvendt, ham en kæmpestor og evig tak.
Det var også Snowden, der efter afsløringerne lod sig hjælpe til flugt og senere eksil i Rusland af en organisation, WikiLeaks, der blot et par år senere spillede en helt afgørende rolle i Moskvas alt for vellykkede forsøg på at undergrave det amerikanske demokrati. Og Snowden lever nu på nåde i et land, der ud over at benytte sig af masseovervågning som den, han afslørede, også er en mafiastat, hvor politisk eller økonomisk ubekvemme personer dør eller forsvinder i fængsler.
Så hvem er han, Snowden? En idealistisk helt? En landsforræder og russisk agent, som mange i USA anklager ham for? Eller noget derimellem: en idealistisk helt, der måske til en vis grad har måttet samarbejde med sine nye værter for at kunne leve en tålt tilværelse i Moskva sammen med kæresten, nu hustruen Lindsay?
Oliver Stones endimensionelle filmiske helteportræt Snowden fra 2016 giver ikke antydningen af svar på det spørgsmål. Nu har Snowden så skrevet sin selvbiografi med den geniale titel Permanent Record – på dansk, knap så genialt, I offentlighedens tjeneste. Giver den så svaret på spørgsmålet, der har afgørende betydning for vurderingen af Snowdens karakter og motiver? Delvist ja. Herom senere.
Selvindsigt og humor er der masser af i Snowdens beskrivelse af sin opvækst i en familie, der i flere generationer har tjent de væbnede styrker og har »kæmpet hver eneste krig i mit lands historie«. Edward var den bebrillede, Harry Potter-agtige misfit, »særlig god til at være normal var jeg ikke«.
Redningen kom i form af internettet. Fra omkring 12-års alderen stræbte han efter at tilbringe hvert eneste vågne sekund på nettet, det var »mit tilflugtssted, mit klatrestativ, mit træhus, min fæstning og mit klasseværelse«. Edwards teenageoprør var at blive hacker. Ikke for at ødelægge noget eller skaffe sig adgang til kreditkortoplysninger, men for at afprøve grænserne for sine evner. Los Alamos National Laboratory, der driver USAs atomforsøgsanlæg, ringede op og takkede ham, da han var trængt dybt ind i webstrukturen og bagefter gjorde opmærksom på en alvorlig sikkerhedsbrist. Han gik stadig i folkeskolen.
Så kom 11. september 2001, der ændrede alt – for det amerikanske samfund og for Edward. USA gik i krig, og han ville med. Han meldte sig til hæren, men et alvorligt knoglebrud sendte ham i cyberkrig i stedet. Som 22-årig havde han opnået den højeste sikkerhedsgodkendelse, der var et krav for at blive ansat i elitetjenesterne CIA og NSA, hvor han snart blev systemadministrator. Her tilbragte han de næste år i beskidte underjordiske betonlokaler sammen med alle de mange nye kontraktansatte unge, »nogle med tatoveringer og piercinger eller punkede farvestriber i håret«, som tjenesterne havde hentet ind i et pludseligt opstået behov for at kunne penetrere nettets afkroge. Jobbet var fint, i starten: »Det var, som at få løn for at spille Gud.«
Men snart får Edward kvababbelser og gør sig overvejelser over, hvordan det internet, der i begyndelsen var »et fælles nybyggerland, beboet af forskellige stammer, der levede fredeligt side om side«, har udviklet sig til en overvågningsmekanisme og et forum for kommerciel udnyttelse.
Da han bliver sat til at levere et oplæg om Kinas overvågning af borgernes private kommunikation, melder den kætterske tanke sig: hvis Kina, hvorfor så ikke USA? Han begynder at lede i de systemer, han efterhånden har så godt som uhindret adgang til, og falder over en rapport, hvoraf det fremgår, at National Security Agency, NSA, har adgang til kommunikationen mellem stort set hver eneste mand, kvinde eller barn, der har rørt ved en telefon eller en computer, kloden rundt. Det omfatter også de 320 millioner amerikanere, der ellers i henhold til forfatningen skulle være sikret mod at få gennemrodet deres personlige forhold, boliger, papirer og ejendele uden forudgående dommerkendelse.
Fra sin egen overvågningsvirksomhed ved Snowden, at »netbrugere over hele verden har to ting til fælles: De ser porno og lagrer fotos og videoer af deres familier«, altså intet alvorligt at skjule. Men det er ikke det samme som at antage, at ingen bør eller kan have noget, de nødig vil vise andre – deres økonomiske historik, sygejournaler, religion, politiske holdninger eller seksuelle aktivitet, eksempelvis. »I sidste ende er det at sige, at du ikke går op i privatliv, fordi du ikke har noget at skjule, ikke anderledes end at sige, at du ikke går op i ytringsfrihed, fordi du ikke har noget at sige.«
Også privat gør han sig overvejelser: Skal han virkelig sætte alt på spil, karriere, kæreste, familie, et velbetalt job på Hawaii, for at gå ned ad den vej, han halvt har besluttet sig til at gå: at finde en metode til at offentliggøre, hvad han ved? Hvorfor flippe sådan ud over overvågning, når venner, naboer og medborgere ubekymret inviterer såvel staten som virksomheder ind i deres hjem, hver gang de browser på nettet eller åbner deres computerstyrede køleskabe?
En bestemt hændelse hjælper Snowden på vej mod den endelige beslutning. Beretningen om, hvordan han smugler filer ud af fra sin arbejdsplads, »Tunnellen«, kontakter journalister, han mener at kunne stole på, iværksætter rejsen til Hongkong, sletter alle sine spor og skriver den svære seddel til den intetanende kæreste Lindsay: »Blev kaldt på arbejde. Jeg elsker dig«, er en politisk thriller i sig selv.
Mødet med journalisterne på hotelværel-set i Hongkong og den gradvise offentliggørelse af afsløringerne, der rystede en hel verden, er kendt stof. Det samme er flugten fra Hongkong med en tilladelse, en laissez-passer, som Snowden tror kan bringe ham til Ecuador. Men under en mellemlanding i Moskva bliver det klart, at USAs regering har frataget ham hans pas, og luftfartsselskaberne derfor ikke kan lade ham rejse videre.
Om mødet med russerne fortæller Snowden ganske kort, at han opsøges af en herre, utvivlsomt agent for det russiske efterretningsvæsen FSB, der advarer om, at »for en person i din situation kan livet være meget vanskeligt uden venner til at hjælpe«. Hvis der måske er en lille oplysning eller to, han kan levere?
»Vi skal nok klare os,« lyder svaret fra Snowden, der på forhånd har tømt alle sine bærbare computere og destrueret krypteringsnøglen. Hvorefter FSB-manden sukker og går med bemærkningen: »Forhåbentlig kommer du ikke til at fortryde din beslutning.«
Efter 40 dages ophold i Sjeremetjevo lufthavn får Snowden tilkendt midlertidigt asyl i Rusland. Året efter kommer en tilgivende Lindsay til Moskva; her lever de i dag som mand og kone i en toværelses lejlighed.
Man kan vælge at tro på, at det er gået sådan til, eller man kan mene, at det er højst usandsynligt, at FSB skulle slippe en sådan guldgrube af informationer så let. Hvis Snowden har indgået en form for handel med sine russiske værter, er det ikke muligt for ham i sin nuværende situation at fortælle det.
Under alle omstændigheder har han ved sit mod givet en hel verden uvurderlige oplysninger om, hvordan den angivelige krig mod terror førte til grove forfatningsbrud, en praksis, som en amerikansk domstol siden har kendt ulovlig. Internettet er, som Snowden selv bemærker det, så afgjort mere sikkert nu end i 2013, især på grund af øget brug af krypterede værktøjer og apps. EU vedtog i 2016 verdens mest avancerede databeskyttelsesregulativ. Noget er sket.
Men Snowden må stadig kigge sig over skulderen, og han ændrer altid sit udseende, når han går ud i Moskva. Som han siger til nogle journalister fra Der Spiegel, der interviewer ham: »Hvis I hører, at jeg er faldet ud af et vindue, kan I være sikre på, at jeg blev skubbet.«