Jurnalister billede

Ole Nyeng

(f. 1956) er journalist og Weekendavisens udlandsredaktør. Uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus i 1980. Har tidligere arbejdet på Aalborg Stiftstidende, Ritzaus Bureau og Information. Har som journalist blandt andet dækket Sydafrikas befrielse fra apartheid, Jerntæppets fald, Sovjetunionens sammenbrud og borgerkrigene i Jugoslavien. Var Weekendavisens korrespondent i New York i 2015-16 og dækkede her blandt andet Trumps succesrige valgkampagne.
Leder.

Kinas sande ansigt

Kinas sande ansigt Af Ole Nyeng

Da Hongkong i 1997 overgik fra britisk til kinesisk overhøjhed, lovede de kommunistiske magthavere i Beijing, at Hongkongs kapitalistiske system, delvise selvstyre, uafhængige domstole og liberale principper om ytrings- og forsamlingsfrihed ville blive bevaret i mindst 50 år, under devisen »ét land, to systemer«.

For Beijing var der en logik i løftet: Dels kunne man sikre sig Hongkongs gnidningsfrie overgang til kinesisk suverænitet, og dels kunne formlen »ét land, to systemer«, hvis den virkede i Hongkong, genanvendes i en fremtidig fredelig genforening med Taiwan, enhver kinesisk magthavers våde drøm.

Vesten havde sine skeptikere, men de var i klart mindretal, for på den tid havde mange en forestilling om, at globaliseringen nødvendigvis måtte føre til, at det Kina, der 50 år frem i tiden skulle overtage den totale kontrol med Hongkong, ville ligne os – med fri markedsøkonomi og demokratiske rettigheder.

Vel, sådan ser det ikke ud til at gå. Og Beijing har da også i de 22 år, der er gået, gradvist undermineret løftet til Hongkong, især efter at Xi Jinping kom til magten i 2012. Politikere, der ikke har villet sværge loyalitet over for Kina, er blevet forhindret i at stille op til Hongkongs lovgivende forsamling, boghandlere, der solgte politisk kontroversiel litteratur, er blevet bortført – nogle af dem er siden dukket op i kinesiske fængsler, politiske aktivister, blandt andre initiativtagere til protester i 2014 til fordel for mere ærlige valg, har fået langvarige fængselsstraffe.

Det er alt det, man skal huske på, hvis man skal forstå, hvorfor en million hongkongborgere – hver syvende indbygger! – søndag gik på gaden i protest mod en ny lov, der i praksis giver kinesiske domstole jurisdiktion i Hongkong. Og hvorfor protesterne har udviklet sig voldeligt i de seneste dage med politistyrker, der skyder med gummikugler og tåregas, og demonstranter – et forsvindende lille mindretal – som rejser brændende blokader og kaster mursten og flasker efter ordensmagten.

Stridens æble, en ny lov, der gør det muligt at udlevere mistænkte lovovertrædere til retsforfølgelse i fastlands-Kina, lyder umiddelbart uskyldig set fra Europa, hvor vi er vant til den slags aftaler. Men modstanderne fastholder, at det er den langtfra: I modsætning til Hongkongs uafhængige domstole, der stadig drives efter britisk retstradition, er de kinesiske fuldstændig underlagt kommunistpartiet, og kinesiske dissidenter arresteres og dømmes regelmæssigt på grundlag af frit opfundne anklager og forfalsket bevismateriale. I Hongkong frygter man, at det samme vil overgå politisk ubekvemme personer her, hvis loven bliver en realitet.

Foreløbig er behandlingen af loven udsat, men sandsynligvis bliver den gennemført. Som led i de stramninger, der ses allevegne i kinesisk politik i disse år: Etableringen af »genopdragelseslejre« i Xinjiang-provinsen, hvor hundredtusinder af muslimske uighurer er anbragt uden at have gjort sig skyldig i nogen forbrydelse, og de stadig mere intensiverede trusler om »en militær løsning« af Taiwan-problemet.

De kinesiske magthavere ræsonnerer, utvivlsomt med rette, at forholdet til Trumps USA – med den stadigt intensiverede handelskrig – ikke kan blive meget værre, samt at Europa ikke vil komme med andet end de sædvanlige forsigtige protest-pip. Beijing har så godt som frie hænder, bortset fra en million hongkongborgere, der skal bringes til tavshed.

 

Læs også Peter Harmsens artikel: »Hongkong på kogepunktet«

Side 12