Anmeldelse: My zero. Nikolaj Tange Lange jager helt bevidst overskridelsen til ikke bare sin egen, men også læserens bevidstløshed. Men det bliver skriften ikke mindre drønkedelig af.
Orgiets trummerum
Hvad er en omvendt Theis Ørntoft? Det er, når de essayistiske indslag i en roman – modsat Ørntofts Habitat – er ulig mere spændende og inciterende end romanens fiktive/autofiktive fortælling. Og sådan forholder det sig med Nikolaj Tange Langes udmattende repetitive og stilistisk temperamentsløse 400 sider lange roman My zero.
Bogens højdepunkt for mig er klart det lille lysende litterære essay »Det liderlige røvhul tager ordet«, der pludselig popper op på side 117. Gennem læsninger af »hovedværker i den danske bøssekanon« af folk som Niels Henning Krag Jensby, Tomas Lagermand Lundme, Bjørn Rasmussen og Elo Sjøgren udfolder essayet følgende anfægtelse:



