Der er så meget debutantprosa, også af den lødige slags, som fortæller megakedeligt lige ud ad den sædvanlige, anonymt psykologisk-realistiske jyske motorvej, som om det var den naturligste sag i verden. Og det er det jo også, rent pragmatisk: Det er den måde, man skriver på, når man ikke tænker over, hvordan man skriver; når man bare forlader sig på sin – af al den af den kedelige prosa kvalificerede – supervage fornemmelse af, hvordan man nu engang skriver prosa.

Når man ikke har et særligt excentrisk talent, der tilskriver én at skrive på en særlig excentrisk måde, som er så ægte naturlig for den skrivende (og ikke bare en blindt nedarvet vane), at den for mange læsere kan føles kunstfærdig, hvilket den jo så også i bedste forstand er, en – når det gælder debutanter – kunstbegyndelse nemlig. Nå! Jeg vil bare sige, at Oline Hyllested Madsens til overflod skramlede, ujævne og pænt fjottede debutroman, Dullerne, føles som sådan en antikedelig, ægte kunstbegyndelse.