Fantomsmerter. Nomineringerne til dette års Booker Prize demonstrerer med al (u)ønskelig tydelighed, hvor lidt vi ved om hinanden.
På sporet af den tabte nærhed

»Intet menneske er en ø,« skrev den engelske digter og præst John Donne så smukt i sine berømte dødslejemeditationer Devotions upon Emergent Occasions (1624). Men passer det? Er ethvert menneske vitterlig »et stykke af fastlandet, en del af det hele«? Tvivlen melder sig i læsningen af de nominerede til dette års Booker Prize, der uddeles 9. november i Old Billingsgate i London.
Dommerpanelet, der ledes af klassicisten Mary Beard, skal uddele æren samt en præmiesum på 50.000 pund til et af seks engelsksprogede fiktionsværker, udgivet i Storbritannien eller Irland, som dermed kan ende i fornemt selskab med tidligere vindere som Iris Murdoch, Salman Rushdie, Kazuo Ishiguro og Margaret Atwood.



