En digter, der bliver læst for katastrofalt lidt nu om dage – hvilket fortjener sit helt eget udbrud! – nemlig Per Højholt, Poeten H, fortalte engang, hvordan han, når han sad mellem kloge akademiske litterater, der havde et vældigt besvær med at få deres tolkning af et bitte digt til at falde ordentligt og klogt på plads, måtte se sig nødsaget til at forklare dem problemet i al sin enkelhed: Der var tale om et svagt kunstværk, slet tænkt og endnu dårligere skrevet.

Jeg kom i tanke om Højholts vigtige anmærkning, da jeg læste Julie Sten-Knudsens anmeldelse af Thomas Korsgaards nye roman Kransekageleverandørerne i Information. Her tolker hun – som jeg bistert afviste at gøre i min egen anmeldelse her i avisen – jegfortælleren Tommys besynderlige, totale usynlighed som en stærk, kvalificeret sentimental, fortælleteknisk markering af hans selvudslettende karakter: