I litterære kredse har der de seneste år udspillet sig en stor diskussion om forfatterens etik. Den handlede i udgangspunktet om autofiktion og grænserne for, hvor meget en forfatter må stjæle fra og lade sig inspirere af virkeligheden. Diskussionen endte i retten, hvor Thomas Boberg og hans øroman Insula blev frikendt: Alt er tilladt, så længe det er kunst, og kunstens kulturelle særkende er, at den ikke behøver have nogen etik.

I debatten markerede jeg mig som autofiktiv forfatter med det modsatte og ret kontroversielle standpunkt, at det at skrive er en etisk – og ikke kun en æstetisk – handling. Som en, der selv har skrevet om mennesker, der ikke ønskede det, fandt (og finder) jeg det problematisk at hævde, at forfattere pr. definition ikke kan tage fejl. Det implicerer ganske enkelt en overlegenhed, vi ikke besidder.