Hvad er den mest skarnagtige måde, hvorpå jeg kan klage over Ida Jessens tæt og rigt flaksende store roman Ann Barbaras hvedebrødsdage, efterfølgeren – og den første i en erklæret trilogi med titelpersonen som hovedperson – til hendes filmatiserede 2020-bestseller Kaptajnen og Ann Barbara?

Jeg kunne jo for eksempel klagende proklamere, at nu må det da også være på tide, at Jessen vender tilbage til at skrive fiktioner om nutiden. Ikke for Jessens skyld, men for nutidens! Denne trænger simpelthen til at blive skrevet om psykologisk intrikat og genrelitterært betændt, som kun Jessen kan, og som hun gjorde det i de to første romaner om den fiktive by Hvium, Den der lyver (2001) og Det første jeg tænker på (2006) plus kortromanen Telefon (2018), der udkom efter to bind fortidsfiktion som seneste nutidsfiktion.