Alt for sjældent opfinder forfattere helt nye værk- og genreformater, når vi ser bort fra de påhitsomme konceptdigtere, der blev omtalt i sidste uges avis, men selv de stjæler i hvert fald halvdelen af deres fikse ideer. Et helt snævert, excentrisk genrefelt, hvor vi i Danmark desuden kan prale af hele to innovatorer, er det såkaldte læsedrama; et stykke dramatik (mest) beregnet til at blive læst, ikke til at blive opført på en scene eller i et studie.

Den ene innovator er gode gamle sardoniske Gustav Wied (1858-1914), der opfandt genren, hvor regibemærkninger går vittigt-parodisk amok, og hvis hovedværk er romanlange Dansemus fra 1905. Den anden innovator er lyslevende Mikkel Thykier, 50, gudhjælpemig, til næste år. Så næppe længere et ungt geni i rasende ubrudt, kierkegaardsk raptus, men et midaldrende geni i rasende ubrudt, kierkegaardsk raptus.