Det startede som en undren. Sidste år anmeldte jeg her i avisen japanske Osamu Dazais mest populære roman, Uegnet som menneske (1948, da. 2025), der netop var udkommet på dansk. Efterkrigsforfatteren, som kan minde om Tove Ditlevsen i tone og emner, betragtes som kanon i japansk litteratur. Men noget var galt. Jeg fandt sætninger og udtryk, der lød besynderlige, ja, robotagtigt sjælløse. Et par eksempler:

»Dette var min sidste vej til menneskets hjerte.« Og: »Dette skulle blive endnu et af mine karaktertræk, der havde stor andel i skylden for mit ‘skamfulde liv’ i de kommende år.«