Er en orm kæledyr nok til den moderne familie?

Hvor har vi dog givet børnene elendige kæledyr. Ingen hund, ingen katte, slet ikke nogen pony. Ikke engang en kanin har vi foræret de stakkels børn.

Høns har de haft, og de elskede dem højt, men sidst endte det traumatisk, da ræven dræbte dem alle, hvilket var min skyld. Derudover har børnene primært haft de lus og flåter, der af egen drift har opsøgt dem, og det er jo ikke som sådan dyr, man når at knytte sig til: varme venskaber med pels.

Det med rigtige kæledyr, altså dyr, der bor indenfor, har altid været »i proces«.

Jo, jeg kommer i tanker om, at vi har malet havens vinbjergsnegle med neglelak og dermed gjort dem til vores vinbjergsnegle. Det har haft den afledte effekt, at vi har kunnet observere, at mange af dem er fastliggere. Sneglen med det lyserøde skjold har vi mødt i mindst fem år. En morgen cyklede jeg hjemmefra kun for at bremse op ved synet af en blå vinbjergsnegl hundrede meter nede ad vejen. Den lå inde i sit skjold i solen i en lille pyt af slim midt på kørebanen. Jeg samlede Blå op og cyklede hjem og satte den tilbage i haven. Man skal jo passe på sine kæledyr.

Var man mere laissez faire med dyr for en generation siden ligesom med cykelhjelme, antiterror og solcreme? Selv havde jeg masser af dyr. Katten Pjevs med de gule øjne og den lyserøde snude, som trøstede mig ved behov med sin vamsethed, da jeg var en lille unge. Eller den noble Mathilde, min fars eksklusive kat, der holdt sig fra børn, fordi hun var halvt siameser, og senere den nervøse kæmpekat Fnuller, der jagtede mine fødder, hvis de stak ud fra dynen, så jeg vågnede med kløer i tæerne. Der var altid dyr hjemme hos os, kaniner og spaghettigumlende undulater, som min mor gav storslåede navne som Valis og Pilar.

Nu forekommer et dyr at være en uoverskuelig forpligtelse.

For nylig skrev en af børnenes lærere på Aula, at klassen desværre havde måttet overtage en hamster ved navn Kiwi, som derfor skulle bo hjemme hos børnene på skift i weekenderne. Hun vedlagde instrukser om dyrets pasning og overlod det til forældregruppen at aftale bytteweekender efter behov.

Det var bare en aprilsnar, skolen tvang ikke en hamster ned over os, men mine børn fik aktiveret længslen efter en lille gnaver. Må vi ikke få et hamster? bad de yngste, og jeg sagde bare, som altid: Det hedder én hamster, og nej.

MÅSKE ER DET forklaringen på, at den ældste på 13 kom hjem med en bøtte melorme.

Umiddelbart er han dog businessminded og klimavidenskabelig om projektet. »Det er jo fremtidens mad,« siger han. »Mine børn kommer måske til at leve af melorme.«

I bøtten vrider de små gullighvide kroppe sig i deres landskab af havegryn. Han meddeler os, at melorme indeholder omega 3-fedtsyrer og B12, som er det B-vitamin, vegetarerne ofte mangler.

Han har også givet ormene mel og stumper af gulerod. De tørre væsener har næsten ikke behov for vand.

Kan du nænne at spise ormene? spørger jeg drengen, og han siger ork ja. Han har endda en idé til en ret, der skal hedde »pasta melorm«.

Jeg ved selvfølgelig godt, at orme er mad. Sidst vi havde høns, plejede jeg at købe en pose tørrede melorme, når jeg tankede op på strøelse og korn i foderstoflageret. For hønsene var det som at poppe låget af en stang chips; de gik helt bananas, hvis man strøede en håndfuld orme ud til dem.

Principielt kan jeg heller ikke se, at et insekt skulle være mere utiltalende at spise end et andet leddyr, altså et af dem med skelettet udenpå. Hummere, skorpioner, krabber, rejer og edderkopper er jo alle del af den samme store familie – sammen med melormene, som er babyudgaven af billen melskrubbe.

I Uganda har jeg spist græshopper, som på visse tidspunkter kan indfanges med net, når de sværmer under Kampalas gadelygter. Så falbyder gadehandlere de ret store insekter i poser, der på afstand ligner pakker med et morgenmadsprodukt. En af græshoppesælgerne sagde, at man var en løjser af en ægtemand, hvis man ikke købte græshopper til sin kone, når de var i sæson.

Vi ristede græshopperne på en tør pande og dryssede med salt, og smagen var som en blanding af reje og flæskesvær.

På nettet finder drengen radikalt modstridende råd om ormepleje. De trives ved fem-otte grader. Nej, 27 grader. De skal have lys. Nej, vent. De skal have mørke. Det er tydeligt, at flere af siderne, man kan søge information om melorme på, er skrevet af en kunstig intelligens, der ikke reelt har haft orme mellem fingrene. De er layoutet med AI-ordenssans og den særlige friskfyragtige omstændelighed, som kun computere besidder.

Drengen må prøve sig frem eller skaffe sig en gammel bog om ormehold på biblioteket.

Det er faktisk ikke så let at avle orme nok til en hel portion pasta, så melormene fylder i hverdagen.

Der er tale om, at vi er nødt til at have ormene med, når vi rejser på ferie på Anholt. Så skal vi sidde i bunden af færgen med hunde- og katteejerne. Jeg gør modstand. Må man overhovedet indføre melorme derovre?

»Far, du får ikke et musikrum, som du ellers godt kunne tænke dig. Vi laver et melormerum,« siger drengen, idet han klapper mig alfaderligt på skulderen, sådan som han er begyndt at gøre på det seneste, når han forlader middagsbordet med sin sandblæste tallerken.

Min kone siger, at hun personligt har udviklet sig på grund af ormene. Først var de bare »arrrgh klamme«, som hun siger, men som dagene er gået, er hun begyndt at acceptere deres tilstedeværelse. Ja, ikke blot har hun vænnet sig til dem, siger hun; hun går faktisk ind på drengens værelse og lytter til melormene, hvis hun lige er alene i huset.

Lytter?

Ja! Melorme støjer infernalsk på deres lillebitte måde. Som et regnskyl i det fjerne. Prøv engang at være opmærksom på det ved fremtidige møder med orme.

Vil du stadig lave pasta melorm, spørger jeg drengen, da han skal rense ormenes boks.

Havregrynene, som de små dyr bestandigt mæsker sig i, bevæger sig over deres bugtende og krampende kroppe som sandet på ørkenplaneten Arrakis.

Ja, siger han. Men så fornemmer jeg alligevel, at han trækker det lidt ud. »Altså, man skal bruge 40 gram,« siger han. »Så der kommer til at gå noget tid. Jeg startede med 15 gram, og de er jo ikke biller endnu, så de har ikke engang lagt æg.« Det er åbenbart et generationsprojekt at lave pasta melorm.

En af ormene virker uvirksom og slatten. Den rører sig kun lidt, da han forsigtigt puffer til den. Han har ellers givet ormene stykker af frisk kartoffel. Vi kigger på ormen. Måske er den træt? Jeg tænker: Hvilke drømme har mon en orm?

Vi er begyndt at kigge efter hamsterbure på DBA.

Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere her.