Der er anemoner i skovbunden på den iskolde tirsdag, hvor man for bare 29 kroner kan få adgang til fyraftenstrav og en fadøl på Charlottenlund Travbane. Der er forårspremiere på V5, hvor man skal finde vinderne af fem på forhånd udvalgte væddeløb. »Kom gerne i god tid,« lokker de på Travbanen, men det er tydeligvis kun for de virkelige entusiaster og de tørstige, for fremmødet er relativt beskedent, da der tælles ned fra tårnet til første heat.
Tilskuertallet toppede i 1930erne, kan man læse på en af de mange plaketter, der er sat op i den temmelig trøstesløse indendørs tilskuerhal. Dengang var Osvald Helmuth og Marguerite Viby faste gæster, der var glamour for alle pengene, især da Liva Weel med filmen Odds 777 bragte sporten i zenit.
Der er overraskende mange par med barnevogne, men det viser sig, at der er lagersalg af delikat babyudstyr i tidens jordfarver i den ene del af den indendørs hal, men man kan ikke spille på nogen af de fremmødte små poder, selvom alle ved, at der er benhård konkurrence, også her, om, hvis guldklump først kravler, står, går, snakker, et nådesløst udskillelsesrace med et menneskeligt ansigt.
Her gælder det imidlertid om at være et hestehoved foran, men hvordan skal man vælge? Der er ingen luger med ophidset kø, hvor folk skal aflevere deres indsats og måske et staldtip. Husker Groucho og Chico Marx i A Day at the Races, hvor Chico, foruden at sælge »tootsie-frootsie ice cream« også forsøger at overbevise Groucho om, at han ikke kan spille uden en Readers Guide. Han får adskillige telefonbøger, men når aldrig frem til lugen.
Nu er det automater, hvor man skal oprette en konto, maskiner, ærlig talt uinspirerende.
Hey Girl, Hulahop, Hope for More, In My Way Damgård, Ever so Clever, Muscle Crown. Der er ikke rigtig nogen af de hestenavne, der sætter mit spillehjerte i svingninger, men jeg har også engang vundet 5.000 franc til steeplechase i Paris ved at forelske mig i en helt useedet, forfærdelig smuk hest ved navn Nile Prince. Det gjorde ikke noget godt for mit selvbillede at stå og ønske brændende, at konkurrenterne skulle falde over hækkene, hvad de gjorde, men 5.000 franc var helt uhørt mange penge dengang for en flad freelancer.
Først er der præsentation af hestene i nummereret rækkefølge. De er allesammen vidunderlige, nogle slår mere uroligt end andre med hovedet, nogle har fråde om munden, mens popmusikken blæser ned over banen, måske har de raffineret musiksmag. Vognen bagpå hedder en sulky, det betyder sur på engelsk, fordi der kun er et sæde. Det er ikke, som i galop, små letvægtere, der styrer, men en vis adræthed kræver det uden tvivl at sidde med strakte ben i det lette køretøj.
Jeg satser kun i tankerne og godt for det, jeg scorer kun en tredjeplads på fem løb.
En kvinde i knaldpink kjole med tilhørende læbestift og mangefarvet dynevest er i Lunden med sin far og hans venner. To små pekingesere løber ud og ind mellem benene på hende, men far får sine kammerater til at spille for sig, hans bentøj driller. Han vinder 100 kroner, så taber han dem igen. Der bliver hentet flere fadøl. Udenfor holder hans trehjulede motoriserede køretøj, en sikker vinder, når han skal hjem.
Den er rød og hedder Karma.