Eftermæler. »Prøv at forstå, at så meget, der stritter i så kraftige og forskellige retninger, faktisk kan rummes i et menneske.« Jens Andersen har fortættet sin biografi om H.C. Andersen, hvis livs eventyr har skiftet karakter, alt efter hvilken tid det er blevet skrevet i.
Verdens mærkeligste menneske
Jens Andersen kommer springende op til tredje sal med en energi, som jeg oplever næsten kan matche den unge Hans Christian Andersens, da han kom til København fra Odense for at gøre sin lykke hos den daværende kulturelite. For eksempel den forårsdag i 1820, hvor den ranglede skuespilleraspirant banker hårdt på døren hos en ung forfatter og dramatikerdebutant, Just Mathias Thiele, og nærmest falder ind i stuen, da der bliver åbnet. Det er Andersen, han kigger på Thiele med smalle, tætsiddende øjne og en enorm næse, bukker og siger så: »Må jeg have den ære at udtale mine følelser for skuepladsen i et digt, jeg har skrevet.« Uden yderligere tilskyndelse går han i gang, og sådan begynder Jens Andersens biografi om H.C. Andersen også, hæsblæsende som digterspiren selv.
Det er anden gang, Jens Andersen dykker ned i H.C. Andersens liv og skrift, første gang biografien udkom var i 2005, og der bestod den af to bind. Nu er det blevet til ét, en fornuftig slankekur til et ellers fyldigt liv og værk. Den vandt i øvrigt Weekendavisens litteraturpris dengang.
Del:
